En læser fortæller: Da lykken bankede på min dør

En dag i frokostpausen på kontoret sad vi fire kolleger sammen og talte om, hvordan vi hver især havde mødt den mand, vi boede sammen med. Conny, der var alderspræsident, fortalte med et smil, at hun havde mødt sin mand, allerede da de gik i skole.

– Vi holdt en pause på to år, da vi gik ud af skolen, så mødtes vi igen, og siden har vi holdt sammen. Hun skubbede let til Vivi, der sad ved siden af hende. – Så er det din tur, smilede hun.

– Da jeg mødte Lars, var vi begge gift til anden side, sagde hun lidt tøvende. – Vi mødtes på en fælles arbejdsplads, og selv om vi begge to forsøgte at kæmpe imod, så kunne vi ikke holde os fra hinanden. Vi ødelagde vist en hel del for mange mennesker, men… hun trak på skuldrene. – Hvis min eks havde mødt og forelsket sig i en anden, så ville jeg ikke have holdt på ham. Jeg ville aldrig leve sammen med en, der længtes efter en anden.

Vivis ord blev fulgt af stilhed. Det, der var begyndt så muntert, blev pludselig lidt for alvorligt.

– Man er nødt til at følge sit hjerte, sagde Conny. – Sådan er det bare. Man lever kun en gang.

Jeg skulle lige til at sige noget, da Lis tog ordet.

– Jens kørte mig bogstaveligt talt ned. Altså kun på cykel. Jeg gik på fortovet, og han kom cyklende, men for at undgå en kat, der pludselig kom løbende på tværs, drejede han på styret. Han ramte fortovskanten og væltede lige over i mig. Jeg fik et chok, og jeg slog mit knæ. Mens vi stadig lå der og rodede rundt, kom vi til at grine, og så var jeg solgt. Jeg syntes, det var så sødt, at han havde kæmpet for ikke at ramme katten.

Vi lo alle sammen, og så var det min tur.

Lykken kom uventet

– Min lille historie har også noget med et dyr at gøre, begyndte jeg. – Min hund, Molly, havde en tid hos dyrlægen. Hun skulle have klippet kløer og i det hele taget tjekkes igennem. Men den dag, jeg skulle afsted med hende, havde jeg det rigtig dårligt. Jeg tog mig dog sammen. Dyrlægen var desværre kaldt akut ud, men jeg fik tilbudt, at jeg kunne efterlade Molly. Jeg var ikke meget for det, men det blev resultatet, for ingen vidste, hvor længe det ville vare.

Da jeg kom hjem, havde jeg fået det værre. Jeg skiftevis frøs og svedte, så jeg lagde mig på sofaen. Tre timer senere ringede telefonen. Molly var klar til afhentning.

Det var bare helt uoverskueligt for mig. Jeg ringede til et taxaselskab og spurgte, om det kunne lade sig gøre at få en chauffør til at hente Molly. Jeg regnede ikke med, det var muligt, men det var det.

Chaufføren John, tog min bestilling, som sin sidste tur. Det vidste jeg selvfølgelig ikke på det tidspunkt. Jeg holdt øje med bilen fra køkkenvinduet, og der kom han kørende med Molly, som sad på forsædet og så meget veltilfreds ud.

Jeg ved, jeg selv så forfærdelig ud. Jeg var rødblisset i ansigtet. Mine øjne var hævede, og næsen lyste som et fyr.

– Jeg må vist hellere lige give dig en hånd, sagde John, da jeg åbnede døren – og selv om jeg ikke kendte ham, lod jeg ham komme ind. Han gav Molly mad og ikke nok med det, han lavede mig også en kop te med honning. Tænk, en vildfremmed mand stod og lavede te til mig.

Mine ord fik mig til at smile lidt. Så var vores frokostpause slut, men det søde minde sad i mig resten af dagen, og da jeg senere kørte hjem til Molly, som jeg ikke længere er ene om at eje, besluttede jeg at købe lidt lækkert til aftensmaden.

Jeg var lige blevet færdig med at stege de røde bøffer, da John kom hjem. Han gik hen til mig og lagde armene om mig.

– Det dufter godt, sagde han. – Fejrer vi noget?

Jeg vendte mig mod ham.

– Ja, at du og jeg er sammen, sagde jeg.

John så forbavset på mig, så lo han højt.

– Det er da også værd at fejre, sagde han.

Molly luntede hen til os. Hun logrede og kiggede op. Vi satte os begge på hug og kærtegnede hende.

– Jeg var så træt den dag, sagde John. – Jeg var lige ved at nægte at tage den tur, for jeg havde faktisk fri. Heldigvis gjorde jeg det alligevel. Det har jeg aldrig fortrudt, for jeg forelskede mig i en sød, rødnæset pige.

– Livet er nogle gange forunderligt og uforudsigeligt, smilede jeg. Og sådan er det. Lykken kan banke på ens dør, når man mindst venter det.