En læser fortæller: Min kæreste slap ikke sin eks 2-2

Afsnit 2:2

Der gik ikke længe, før jeg lagde hans telefon fra mig igen. Jeg havde set nok, og det stod klart for mig, at jeg ikke kunne fortsætte på denne måde. Det føltes skamfuldt at have læst hans private mails, men det, der bekymrede mig mest, var, at beskederne faktisk fik mig til at ændre syn på Kasper.

Jeg havde frygtet, at han var vattet, når det kom til ekskonen, Anette, at han havde svært ved at sætte grænser og værst af alt måske slet ikke ønskede at sætte dem. Nu så jeg det sort på hvidt. Mail efter mail, hvor han dansede efter hendes pibe.
Selvfølgelig forstod jeg, at han som far til to store teenagedøtre var nødt til at have et samarbejde med Anette, men i det år, vi havde kendt hinanden og boet sammen i min lejlighed, havde jeg efterhånden forstået, at samarbejdet i højere grad var et diktatur.

Anette værdigede mig ikke mange blikke, hun fandt altid på noget, der kunne forhindre Kaspers og mine fælles planer, og hun gjorde ikke mine til at købe ham ud af deres tidligere fælles hjem, så Kasper og jeg kunne udleve vores drøm om at købe en fælles bolig. Noget, der ovenikøbet havde været hans eget forslag.
Det værste var, at Kasper i al den tid havde løjet for mig, når han påstod, at weekendture og møder opstod med kort varsel eller endnu værre, når han sagde, at han havde talt med hende om at blive købt ud af huset. Det vidste jeg alt sammen nu, hvor jeg netop havde dristet mig til at kigge i hans telefon og læse deres fælles korrespondance.

Kunne jeg være kæreste med en mand, der så åbenlyst ikke beskyttede mig, og som til hver en tid ville nedprioritere mig til fordel for sin ekskone? Jeg var fuldstændig indforstået med, at hans børn var vigtigere end forholdet til mig, men jeg var ikke okay med, at en anden kvinde satte retningen i mit kærlighedsliv. Anette havde altid det sidste ord. Hun havde vetoret over Kaspers liv, fordi han gav hende lov. Og nu betød det, at hun indirekte bestemte over mit liv.

Det sårede mig, når jeg tænkte disse tanker til ende, for den logiske konsekvens var, at han ikke elskede mig. Ikke nok i hvert fald og ikke på den måde og med den respekt, som jeg gerne ville elskes. Ikke på samme måde, som jeg elskede ham. For jeg elskede ham virkelig, dybt og inderligt. Tanken om at slippe ham var svær at bære, så jeg besluttede mig for at give ham en chance til.
Da han kom tilbage fra sin gåtur, sagde jeg det, som det var: At jeg havde gjort noget, man ikke må og kigget i hans telefon, at jeg var blevet bekræftet i min mistanke, og at jeg overvejede at gå fra ham. Jeg truede ham med at gå, selv om jeg godt vidste, at det var jeg ikke klar til, men det så ud til at virke.
Det var, som om han endelig vågnede, da det gik op for ham, at det ikke var gratis at være konfliktsky, og at han kunne miste mig. For en gangs skyld så jeg noget viljestyrke og noget handlekraft, og jeg så, at han var villig til at kæmpe for mig og for os, når lokummet brændte. Når det virkelig brændte.

Han fik flyttet turen til Malmø til en anden weekend og tog med mig til min fars 80-års fødselsdag. Han gjorde det, fordi han vidste, at det var nødvendigt, hvis jeg skulle blive i forholdet, men han lod mig samtidig vide, at det var drænende for ham.

Han sagde, at han følte sig som en lus mellem to negle, og at han glædede sig til at få noget ro. Jeg fik fornemmelsen af, at han syntes, jeg var besværlig, måske ligefrem krævende, og det provokerede mig, men mest af alt var jeg ked af det. Den måde, han reagerede på, bekræftede mig jo i, at tingene ikke ville ændre sig.

Den handlekraft, jeg så i ugerne efter, jeg havde sagt fra, ebbede hurtigt ud. Den blev erstattet af noget, der mindede om en afvisning af mig og af vores forhold.
Kasper havde ikke tænkt sig at ændre sig, og måske var det, fordi han ikke kunne finde ud af det. Han havde levet sammen med Anette i mere end 20 år, han var sikkert vant til at indordne sig hendes dagsorden, og måske gav det ham endda en form for tryghed og retning, som jeg hverken kunne give ham eller forstå.
– Jeg ved godt, du bliver sur nu, men vi bliver nødt til at rykke vores tur i teateret i morgen, mumlede Kasper og kiggede ned i sin telefon og på den sms, han lige havde modtaget.

Det var sidst på eftermiddagen en måneds tid efter min fars fødselsdag, og vi sad sammen i sofaen og talte om vores dag.
– Anette har taget en aftenvagt, så jeg skal åbenbart hente Alma til en gymnasiefest.

Kasper slog ud med armene, som om det var ude af hans kontrol.
Jeg var målløs. Det var hans eget initiativ, at vi skulle i teateret, og det havde været planlagt længe. Han havde overrasket mig med billetterne til en forestilling som en slags forsoningsgave og som et bevis på, at han ville mig, og at han ville prioritere tiden med mig. Det var åbenbart kun lige indtil, hans ekskone fik lyst til at tage på aftenarbejde.

Det blev dråben, og jeg gjorde det slut mellem os den eftermiddag. Jeg kunne ikke mere.

Jeg havde endelig indset, at selv om Anette sikkert kunne være strid, var hun kun en skurk, fordi Kasper tillod det. Og det ville han fortsætte med at gøre.

Kasper accepterede vores brud uden at kæmpe særlig meget eller særlig længe for mig eller for os. Han var ked af, at han ikke kunne leve op til mine forventninger, sagde han, og han ønskede ikke at gøre mig ondt. Det vidste jeg jo godt. Ingen ved deres sansers fulde fem ønsker at gøre andre mennesker kede af det, men sommetider er der ikke nogen vej udenom.

Det var sigende for den måde, jeg efterhånden opfattede Kasper på: Han troede, at konflikterne forsvandt, hvis han gik udenom dem, men i virkeligheden voksede de ham over hovedet.

Nu var det slut, og til at begynde med var jeg meget ulykkelig. Jeg havde elsket Kasper og troet og håbet på, at vi skulle være sammen resten af livet, så det tog tid for mig at vænne mig til en anden virkelighed.

Mit hjerte var knust, og den første måned efter vores brud var jeg i dyb hjertesorg. Jeg kunne ikke spise noget, og jeg havde svært ved at sove. Men efterhånden, som tiden gik, begyndte jeg at føle mig som mig selv igen. Resten af det liv, jeg levede med mine venner, familie og arbejde, fandtes jo stadig, og det var heldigvis et liv, jeg holdt rigtig meget af.

Da chokket havde lagt sig, opdagede jeg, at jeg faktisk ikke savnede Kasper. Jeg tænkte stadig på ham med ømhed, måske elskede jeg ham endda stadig, men det var en stor lettelse at slippe for alle skuffelserne.

Hver gang, vi havde haft noget i kalenderen sammen, var det altid med det forbehold, at Anette dagen inden eller sommetider endda på selve dagen kunne smide noget på bordet, som ganske vist havde været planlagt i lang tid, men som det pludselig var blevet meget vigtigt, at Kasper deltog i eller gjorde i stedet for hende.

Til sidst var glæden over en middagsaftale, en fødselsdag eller sågar det at købe fælles bolig blevet erstattet af en ængstelse over, hvornår og hvordan det mon blev forpurret denne gang. Jeg turde simpelthen ikke længere glæde mig til noget, der omhandlede mig og Kasper.

Samtidig skulle jeg hele tiden håndtere, at jeg følte, han svigtede mig. Jeg skulle hele tiden vurdere, hvad jeg ville finde mig i, hvad der var ret og rimeligt, hvordan jeg ville reagere, hvad jeg kunne klare, og det var et enormt pres, som jeg pludselig var fri af. Det var en befrielse.

Det er først nu, hvor der er gået næsten et år, jeg begynder at have lyst til at møde en ny mand og give kærligheden en chance mere. Da jeg mødte Kasper, var det kærlighed ved første blik. Det var hovedkulds forelskelse, og jeg fulgte min mavefornemmelse.

Næste gang, jeg forelsker mig, håber jeg at have åndsnærværelse nok til lige at stille et enkelt spørgsmål, før vi rider ud over stepperne sammen: ”Hvordan er forholdet til din ekskone?”