En læser fortæller om jalousi: Jeg blev jaloux på hans ekskæreste

Jeg havde været gift med Johan i over 20 år, og vores sølvbryllup stod for døren. Gennem årene havde vi selvfølgelig haft nogle svære perioder, men ikke på noget tidspunkt handlede det om jalousi. Jeg havde altid stolet fuldt og fast på min mand, og derfor kom det fuldkommen bag på mig, da jeg pludselig blev voldsomt jaloux.

Det skete, da vi tog til et åbent hus-arrangement for gamle efterskoleelever. Det var i sidste øjeblik, at vi besluttede os for at bruge en søndag på at køre til den efterskole, hvor Johan som ung havde tilbragt et år. Han havde ofte talt varmt om stedet, og det succesfulde ophold var hovedårsagen til, at vores børn også tilbragte et år hjemmefra. Dog ikke på samme efterskole som deres far.

– Jeg havde altså en fantastisk tid her, sagde Johan med et drømmende udtryk i øjnene, da vi ankom. – Gad vide, om jeg møder nogle af mine venner fra dengang.

– Det gør du nok, sagde jeg optimistisk.

Stedet havde masser af sjæl, mærkede jeg straks, og det varede ikke længe, før Johan faldt i snak med Poul, som havde boet i samme afdeling som ham. Jeg lod dem tale sammen i fred og gik lidt rundt i den store gymnastiksal, hvor der var opstillet plancher med fotos fra de forskellige årgange.

Læs også: Ville Balder føle jalousi?

– Jamen, det er jo Birthe, hørte jeg pludselig Johan udbryde bag mig. Jeg vendte mig overrasket om, for der var en særlig glad og dybfølt tone i hans stemme. Han bredte armene ud og gav en høj kvinde en kærlig omfavnelse. Så tog de begge et skridt tilbage og brugte et øjeblik på at studere hinandens ansigter, før det blev til et kærligt knus mere. Kvinden var slank, velklædt og havde det flotteste grå hår, bemærkede jeg, da jeg nysgerrigt gik hen for at blive præsenteret.

– Nej, hvor er det lang tid siden, sagde Johan og rystede på hovedet, som om han ikke helt kunne tro sine egne øjne.

– Og du ligner dig selv, Johan, sagde Birthe med et blændende smil. – Stadig det samme skønne glimt i øjnene.

De var så optagede af hinanden, at jeg måtte rømme mig for at gøre opmærksom på, at jeg gerne ville introduceres. Det blev jeg også, og jeg var overrasket over den varme personlige måde, Johan præsenterede Birthe på.

– Vi gik på årgang sammen, smilede han.

Skjult flirt

– Ja, vi gjorde nok også lidt mere end det, drillede Birthe og lod mig på den måde forstå, at de havde været kærester dengang for mange år siden. Jeg smilede høfligt, og de fortsatte snakken med Poul, der åbenbart også kendte Birthe særdeles godt.

Jeg følte mig hurtigt overflødig og gik tilbage for at se resten af udstillingen. Men hele tiden kunne jeg høre deres højrøstede stemmer i baggrunden, og det gav mig en underlig hul fornemmelse i maven. Jeg kunne ikke huske, hvornår jeg sidst havde oplevet Johan så begejstret over at møde en gammel veninde.

Ud af øjenkrogen overværede jeg deres kropssprog. Stod de ligefrem og flirtede? Jeg blev helt paf over den bølge af jalousi, der ramte mig. Sådan havde jeg ikke følt, siden dengang vi var helt unge.

Men der var noget over Birthe, der gjorde mig urolig. Hun var virkelig flot af sin alder og havde en speciel indtagende udstråling, der fangede mænds opmærksomhed. Jeg kunne nemt forestille mig, at hun havde været en af skolens mest eftertragtede piger.

Det undrede mig, at Johan aldrig havde nævnt hende for mig. Han havde ellers fortalt en masse om dette sted. I næste nu tog jeg en dyb indånding og forsøgte at ryste den uvante følelse af mig. Det nyttede ikke at stå her som en anden forsmået skolepige og være nervøs for, at min mand gennem 24 år var vild med en anden. Selvfølgelig skulle Johan have lov til at udtrykke sin glæde over at se Birthe. Hun havde åbenbart betydet meget for ham engang.

Læs også: Nyt job til Dina

Jeg rettede mig op og holdt mig tæt på Johan de næste timer, vi tilbragte på stedet. Birthe cirkulerede rundt blandt andre gæster, og jeg kunne ofte høre hendes perlende latter.

– Har hun ikke sin mand med? spurgte jeg lavmælt på et tidspunkt.

Johan rystede på hovedet. 
– Nej, hun er blevet skilt for en del år siden.

– Det er da egentlig sjovt, at du aldrig har nævnt hende for mig, fløj det ud af mig. – Siden I blev så glade for at se hinanden.

– Har jeg aldrig nævnt Birthe? Johan så spekulativ ud. – Det er jeg nu sikker på, at jeg har.

– Nej, det har du altså ikke, sagde jeg en anelse spidst. Men Johan lod ikke til at bemærke det.

Han tilbragte ikke mere tid med Birthe den eftermiddag, og til sidst begyndte jeg at slappe af. Det virkede også helt skørt, at en gammel kone som mig skulle reagere på denne måde. Det lignede ikke mig at våge over Johan som en høg.

Pinligt jaloux

Jeg skulle lige benytte mig af toilettet, før vi kørte hjem. Der var kø, så det tog længere tid end ventet, før jeg var færdig. Ude i garderoben ventede Johan. Han var igen faldet i snak med Birthe, og jeg ærgrede mig uvilkårligt. Jeg troede, hun allerede var taget hjem.

– Jamen, så siger vi det, var Birthes sidste ord, før hun med et strålende smil gav Johan et kys på kinden. Mig værdigede hun knap et blik, før hun strøg ud ad døren.

Jeg ventede på, at Johan ville fortælle, hvad han og Birthe havde aftalt, men han var tavs på vej ud til bilen. Dog kunne jeg mærke, at han var i godt humør.

– Hvad var det, dig og Birthe talte om? måtte jeg til sidst spørge.

– Nå ja. Johan tøvede ganske kort. – Vi har aftalt at mødes til en kop kaffe inden for den næste måned. Så kan vi i ro og mag snakke om gamle dage. Det var lidt svært at få tid til her.

– Det kan du godt glemme alt om, brast det ud af mig. Det ville jeg bare ikke gå med til. Johan skulle ikke mødes med Birthe alene på en café. Bare tanken gjorde mig syg indvendig. Det kunne godt være, at jeg stolede på min mand, men jeg stolede overhovedet ikke på Birthe.

– Hvad?

Det gav et ryk i bilen, da Johan overrasket drejede hovedet og så på mig.

– Du skal ikke mødes med din ungdomskæreste uden mig, sagde jeg bestemt. – Birthe var én stor flirt, og du opførte dig ikke meget bedre. Der var faktisk pinligt at overvære.

Læs også: En ny ven til Molly

Johan var himmelfalden og afviste straks, at han havde flirtet eller gjort noget forkert. Men jeg holdt stædigt fast, og til sidst blev han tvær og tavs.

– Der sker da ikke noget ved, at jeg drikker en kop kaffe med en gammel veninde, var hans sidste, vrisne bemærkning, før tavsheden sænkede sig.

Den søndag aften var der dårlig stemning mellem os. Trist til mode gik jeg i seng. Jeg fortrød ikke min udmelding. Men jeg spekulerede alligevel på, om jeg var urimelig. Burde Johan ikke kunne mødes med Birthe, uden at jeg forestillede mig en hel masse, som måske var ubegrundet?

Jeg forsøgte virkelig at mane min jalousi i jorden, men det lykkedes ikke. Birthe havde noget spændende og eksotisk over sig – noget, som jeg slet ikke kunne matche. Hun var den type, alle drengene i min skole havde løbet efter, og jeg mærkede de gamle mindreværdskomplekser fra min ungdom komme op igen. Den følgende uge var stemningen stadig trykket mellem Johan og mig. Den fik et yderligere dyk nedad, da Johans mobiltelefon ringede under aftensmaden, og han forsvandt ind på kontoret. Ud fra hans høje, glade stemmeføring gættede jeg straks, at det måtte være Birthe, han talte med. Men derefter sænkede han stemmen, og det blev nogle lange minutter, hvor jeg sad og ventede på, at min mand kom tilbage til spisebordet.

Da han endelig dukkede op, var det med et smil på læben.

– Du skal ikke se så anspændt ud, sagde han drillende og virkede på en måde også lettet. – Jeg har sagt til Birthe, at jeg ikke kan mødes med hende.

Jeg stirrede på ham. – På grund af mig?

Han rystede på hovedet. – Nej, på grund af Jørgen.

– Jørgen, min gamle skolekæreste?

Johan nikkede.

– Jeg kom til at tænke på ham, sagde han og sukkede dybt. – Og jeg kan godt se nu, at jeg blev lidt for ivrig, da jeg mødte Birthe. Jeg blev vist grebet af øjeblikket. Og du har ret. Hun flirter meget, og det har hun altid gjort. Jeg kan godt forstå, at du ikke ville bryde dig om, at jeg skulle se hende alene. Også selv om jeg kan love dig, at der aldrig ville ske noget.

Glad og lettet

En stor lettelse gennemstrømmede mig ved hans ærlige ord.

– Jeg havde svært ved at forstå din reaktion i søndags, fortsatte han. – Men så vendte jeg den om og tænkte på, hvordan jeg ville have reageret, hvis det havde været Jørgen, du pludselig skulle i byen med. Det ville jeg faktisk heller ikke bryde mig om.

– Men det er da lang tid siden, jeg har nævnt hans navn, sagde jeg med et skævt smil.

– Ja, men jeg har godt set det foto, du har gemt af ham. Han var garanteret en af skolens flotteste fyre. Og ham ville jeg ikke kunne hamle op, da jeg var ung, og garanteret heller ikke nu.

Jeg kunne ikke lade være med at le, og jeg rejste mig for at give Johan et knus.

– Ja, han var skolens sejeste fyr, sagde jeg. – Og alle pigerne løb efter ham. Men heldigvis blev jeg gift med en dejlig mand, der støtter og elsker mig.

– Godt, mumlede Johan tilfreds. – Men jeg må nu indrømme, at det var lidt rart at mærke din jalousi.

Jeg rynkede panden, og han grinede ad mig.

– Det beviser jo bare, at der stadig er masser af liv i vores ægteskab, sagde han. – Jeg ville nok blive mere bekymret, hvis du ikke havde reageret, som du gjorde.

Han trak mig ind til sig igen. – Jeg glæder mig til at fejre vores sølvbryllup.

Og som vi stod tæt sammen, havde jeg pludselig svært ved at forstå den jalousi, der havde plaget mig, for jeg havde heldigvis intet at frygte. Men jeg gav Johan ret i, at det var sundt for os begge at mærke, hvor meget vi betød for hinanden.