En læser fortæller: Skrappe faster Grethe

Jeg havde ikke kendt Kenneth særlig længe, før han første gang nævnte sin faster Grethe. Faktisk tror jeg, det var på vores anden date. Ifølge Kenneth havde hun gjort et meget skræmmende indtryk på de tre piger, der havde oplevet hende hjemme hos hans forældre.

– Men hun er faktisk god nok, hun siger bare alting ligeud uden at pakke noget ind, fortalte han.

Jeg nikkede og smilede, og først og fremmest frydede jeg mig over, at den søde fyr åbenbart allerede overvejede at præsentere mig for hans forældre. For sådan tolkede jeg det, at han bragte denne faster Grethe på banen så tidligt. Sekundært begyndte jeg allerede på dette tidlige tidspunkt at frygte for at møde denne skrappe kvinde.

Faktisk var faster Grethe ikke Kenneths faster, men hans fars faster. Nu var hun det ældste medlem af familien og blev inviteret med til alt, fordi Kenneths familie ikke var ret stor. Hun boede i samme, store provinsby som os, og hun havde aldrig været gift. Livet igennem havde hun arbejdet som sekretær for den samme advokat samt boet i den samme etværelses. Hun røg cerutter og interesserede sig for ballet.

Alt dette vidste jeg om hende, da jeg mødte hende for første gang i påsken 1999. Da havde Kenneth og jeg været kærester i nogle måneder, og jeg havde mødt hans flinke forældre, Margit og Hans, to gange, ligesom jeg havde lært hans søde lillesøster, Katja, at kende.

Idet jeg kunne forstå, at faster Grethe fyldte meget i familien, var jeg optaget af at gøre et godt indtryk på hende. Uheldigvis var jeg for første gang i mit 25 år lange liv ikke i job, og jeg håbede og bad til, at ingen ville nævne det. Kenneths forældre og lillesøster vidste det selvfølgelig godt.

Det gik dog hverken værre eller bedre, end at faster Grethe allerede under silden fæstnede sit blik på mig og spurgte, hvad jeg lavede. Jeg kastede mig ud i en delvis forberedt forklaring og prøvede at omformulere min status som ledig til noget med at være mellem jobs.

– Nå, arbejdsløs, altså, konstaterede faster Grethe og rakte ud efter fadet med æg.

Jeg var blevet tør i munden, for faster Grethe var vist endnu værre end forventet.

Et års tid senere var Kenneth og jeg flyttet sammen og skulle for første gang have hans familie, inklusive faster Grethe, til mad. Af lutter præstationsangst kom jeg til at salte fyldet til tarteletterne alt for meget. Kenneth forsikrede mig for, at ingen ville bemærke det. Da vi satte os til bords, og jeg bød fadet med tarteletter rundt, sagde jeg selv nervøst, at de vist var blevet lovlig salte. Jeg tænkte, at det måske kunne tage brodden af det.

– Bestemt ikke, de er da lækre, uhm, smilede Margit.

Så tog faster Grethe en bid af sin og konstaterede:

– De har fået alt for meget salt!

Jeg var helt knust, men kæmpede for at skjule det. Når sandheden skal frem, kommenterede faster Grethe senere samme dag på vores blomster og planter i lejligheden og sagde, at jeg vist havde grønne fingre. Men typisk mig var det kun det negative med tarteletterne, jeg fokuserede på efter besøget.

Årene gik, og jeg vænnede mig til faster Grethes facon, selv om jeg ikke kunne forstå, hvordan hun kunne adskille sig så meget fra resten af Kenneths søde familie, for de var altid så positive og støttende.

Jeg holdt dog op med at være bange for hende, og med tiden bevægede jeg mig snarere hen i retning af at sætte pris på hendes ærlige facon. For i hvert fald stak hun aldrig noget under stolen, og jeg vidste altid præcis, hvor jeg havde hende.

En medvirkende faktor til dette holdningsskifte var små episoder som dengang, jeg med møje og besvær hæklede grydelapper og et køkkenhåndklæde til Margit i julegave.

Hun modtog det med noget nær jubel, men ikke desto mindre opdagede jeg, at det lå ubrugt i vinduet til en genbrugsbutik her i byen et lille års tid efter. Jeg havde egentlig ikke undret mig over ikke at se det i hendes køkken, men eftersom jeg selv havde begået dette stykke håndarbejde, kunne jeg tydeligt genkende det. Og med tanke på min svigermors modtagelse af gaven kunne jeg egentlig bedre lide faster Grethes væremåde. Faktisk følte jeg også, at hun hen ad vejen kom til at sætte pris på mig.

Heldigvis nåede vores tre børn at lære faster Grethe at kende, inden hun gik bort i 2019. Jeg sætter altid en buket på hendes urnegravsted til hendes fødselsdag og til højtiderne. Så dvæler jeg lidt ved stedet, tænker på faster Grethe og minder mig selv om, at selv om alt skal være med måde, var hun slet ikke den værste rollemodel.