En læser fortæller: Skulle jeg opgive min drøm om at blive far? 1-2

Afsnit 1:2

Jeg mødte Sine i foråret. Hun kom imod mig med sine sorte proptrækkerkrøller i en sky om ansigtet og trækkende med en cykel læsset med tasker og dagligvarer. Lige som hun passerede mig på fortovet, gav bagagebæreren op, og posen med dagligvarer opgav sin last. Æg smattede ud på fortovet, tomater trillede ud på kørebanen, og en forbipasserende hund så sit snit til at hapse nogle kødvarer til sig.

Sine tog sig til hovedet og grinte en af de mange varianter, lærte jeg senere, af sit store grin. Det her var det lydløse, som endte med et suk mellem spidsede læber, som hun reserverede til kaotiske, absurde situationer. Da jeg kravlede rundt mellem cyklister og barnevogne og samlede varer op, vidste jeg ikke, at jeg ville komme til at kende hvert et grin og hver en grimasse, indgående.

Nu stod jeg med favnen fuld af hendes varer og var selvfølgelig nødt til at følge hende hjem.

Sine talte og grinede og spurgte ind til mig. Vi kunne lide mange af de samme ting, havde set flere af de samme udstillinger og kendte endda nogle af de samme mennesker perifært. Sine var skuespiller. Mest på dagpenge, sagde hun og lo igen. Og jeg var ansat i et kommunikationsbureau, hvor vi blandt andet tog opgaver for store filmproduktioner og teaterforestillinger.

På vejen hjem skulle vi forbi børnehaven, hvor det ene af hendes børn gik. En sød, lille, rødkindet fyr med proptrækkerkrøller som sin mor.

Bagefter var det mod fritidshjemmet, hvor en pige i ballerinaskørt og gummistøvler, også kronet af krøller, hoppede rundt, imens Sine fik samlet alle datterens ejendele sammen. Jeg stod stadig med alle varerne i armene, men det lagde jeg knapt mærke til.

Det gik så hurtigt med at blive fortryllet af Sine. Hendes snak, hendes latter, hendes katteagtige bevægelser og duften, der diskret bølgede om hende, når hun lænede sig mod en eller gik tæt forbi.

Ingen af børnene var generte. De talte hele vejen hjem og stillede en masse spørgsmål til både deres mor og mig, om om jeg altid havde været der.
Det var sådan her, det skulle have været, tænkte jeg. Det var det her, jeg altid havde drømt om, men jeg havde for nyligt været nødt til at bryde op med en kæreste, fordi hun ikke ønskede børn. Det var noget, jeg ikke ville gå på kompromis med. Jeg ønskede mig virkelig børn og havde altid gjort det.

Vi slæbte alle varerne op til Sines kvistlejlighed. Den lille dreng gad ikke at gå mere, så jeg satte varerne på reposen og gik tilbage og bar ham de sidste to etager op. Følelsen af en træt, blød barnekrop, der lænede sig ind til mig, var magisk. Måske noget, man bliver afhængig af og kommer til at savne, når man ikke længere har små børn.

Klokken var efterhånden blevet så mange, at det var naturligt for Sine at spørge, om jeg ville spise med.

Jeg sad ved køkkenbordet med et glas rødvin og betragtede hende bevæge sig rundt, imens hun både talte med mig og svarede og hjalp børnene, som snart var i gang med at bygge en hule i krogen ved køkkenbænken, snart i gang med et større tegneprojekt og snart i gang med at lege jungle med deres legedyr i alle stuens store potteplanter.

Sine tog det hele med ophøjet ro, og jeg beundrede hendes evne til at navigere gennem kaos med smil og tålmodighed. Den beundring slap jeg aldrig.

Det blev sent, før jeg gik hjem. Sine havde ment, at jeg lige skulle blive, til hun havde puttet børnene, så vi kunne drikke det sidste rødvin sammen. Hun fortalte mig om en audition, hun snart skulle til, viste mig billeder fra tidligere forestillinger og spurgte interesseret ind til mit liv.

Jeg var helt ør, da jeg gik hjem.
Hvordan kunne jeg være så heldig, at denne særlige kvinde med de to søde børn havde tabt sine varer lige præcis ud for mig?

Det forår blev magisk. Jeg forstod ikke mit eget held. Den fascination, jeg øjeblikkeligt havde oplevet af Sine, blev til en forelskelse. En stormende, altopslugende, vild forelskelse. Utroligt nok havde hun det på samme måde, og i de måneder gik vi på opdagelse i hinandens sind og kroppe.

Jeg hørte alt om Sines barndom og ungdom, og jeg følte næsten, at jeg havde været der selv. Snart fandt jeg vej rundt på hendes smidige krop langs alle de små modermærker og fregner, ligesom jeg fortabte mig i kaskaden af ansigtsudtryk og forskellige grin.

Vi viste hinanden vores yndlingsfilm, spillede den musik, der havde betydet mest for os, for hinanden og udforskede byen sammen. Alt oplevedes nyt og intenst sammen med Sine. Museer, jeg havde besøgt mange gange, fik med Sines betragtninger nye facetter. Restauranter, jeg ellers havde afskrevet, blev pludselig mine nye stamsteder, fordi jeg spiste der med Sine på den anden side af bordet.

Da det blev efterår, og bladene begyndte at rødme og løsne sig, var forelskelsen begyndt at føles som kærlighed. Da stammerne stod nøgne, flyttede jeg ind i Sines lille kvistlejlighed, hvor vi holdt vores første jul sammen og hoppede eksalterede ind i det nye år, som havde så meget godt i vente til os.

Børnene var mest hos os. Deres far boede langt væk og arbejdede meget i udlandet, men det var helt fint med mig, optimalt faktisk. Det, vi skabte sammen, var den kernefamilie, jeg altid havde drømt om. Måske fordi jeg ikke selv var vokset op i en.

Jeg tog med Sines datter til dans, når Sine var til prøve, og jeg hentede sønnen fra legeaftaler og sludrede med de andre forældre på lige fod. Jeg holdt meget af dem og drømte om, at Sine og jeg sammen skulle føje flere små, krølhårede starutter til flokken.

Da det igen blev forår, begyndte vi at tale om at finde en ny bolig sammen. Sines lejlighed var så lille. Altid måtte man hoppe over legetøj, sno sig uden om et tørrestativ og skubbe opvask sammen i et hjørne for at kunne lave mad, imens man ventede på, at den smalle opvasker blev klar til at køre sin anden runde den dag. Det kunne være rart med mere plads, et ekstra rum og måske en have.

Jeg begyndte at se for mig, hvordan jeg lavede bål med børnene, når deres mor var til prøver. Om aftenen, når Sine havde forestillinger, kunne jeg sidde på terrassen efter at have puttet børnene, de to store på deres værelser og den lille nye, som jeg drømte om, sad måske hos mig i en vikle.

Om aftenen lå vi på sofaen helt viklede ind i hinanden. Sines hår kildede mod min kind, imens vi scrollede boligannoncer igennem. Vi vidste, hvad vi ledte efter. Det måtte gerne være tæt på naturen og omringet af hav og skov, men alligevel ikke for langt fra offentlig transport.

Sine skulle jo fortsat kunne komme til auditions og forestillinger på ukurante tidspunkter. På den indvendige side drømte vi om mindst fire værelser og gerne noget, vi kunne sætte vores eget præg på. Fremfor alt skulle det være noget, vi kunne låne til med Sines svingende indkomst.

Pludselig var det der, huset. I røde mursten med fine udhuse, en vidunderlig gammel have og beliggende op til en mark. Bag marken lå fjorden, og på den anden side af vejen begyndte skoven.

Om søndagen kørte vi ud og så det, bare os to og uden børnene. Vejen op til huset var kantet af store, gamle egetræer, der med knortede stammer fulde af alverdens kriblende liv skærmede for solen, der stod lige ned fra en helt blå himmel.
Ejendomsmægleren tog imod os på den hyggelige plads mellem hovedhuset og udhusene, som stokroser rejste sig langs. En fjordmåge sad på husets rygning og betragtede os, mens vi kom nærmere. Jeg forelskede mig i det hus med det samme. Det var perfekt.

Huset havde en fin rumfordeling, potentiale for renovering og smuk udsigt over have, mark og fjord. Jeg sagde begejstret til Sine, at det var godt, der var to ekstra værelser, så vi også kunne få plads til vores fælles børn. Hun så på mig med et smil, jeg ikke havde set før. Et, der ikke nåede øjnene, ligesom myriaden af alle de andre smil hun havde.

På vejen hjem i bilen var hun stille, imens jeg bare plaprede løs om det hus, og hvordan vi kunne indrette det sammen.
Hjemme i køkkenet serverede jeg et glas vin for hende og talte videre. Til sidst spurgte jeg, om hun var bange for, vi ikke kunne låne til det? Men det var ikke dét, der plagede Sine.

Hun så på mig med sine blå øjne. Hun havde jo lige fået den der store filmrolle i en produktion, der ville vare omkring tre år, hun havde allerede to dejlige børn, og den sidste graviditet var hård, og hun havde været syg det meste af tiden. Hun var så glad for vores liv, som det var nu, så hun ønskede sig faktisk ikke flere børn, sagde hun. Hun undskyldte. Hun troede, jeg vidste det.

Jeg var målløs. Det var en fuldstændig afgørende livsdrøm for mig at få børn, og nu sad hun der og sagde, at hun ikke ville have nogen med mig.

Hvordan skulle jeg forholde mig til det?

Fortsættes næste uge…