Lige fra hjertet: Vores boligdrøm blev et mareridt

Mads og jeg mødte hinanden, da vi var midt i 20’erne. På det tidspunkt boede vi begge til leje i Aalborg. Vi nød at have alle storbyens tilbud lige uden for døren. Derfor havde vi heller ikke travlt med at rykke ud af byen.

Vi flyttede sammen, igen i en lejelejlighed, og efter et par år fik vi vores søn, Tristan. Snart galopperede hverdagen derudaf med 8-16-jobs, aflevering og afhentning i vuggestuen og dagligvareindkøb i ulvetimen.

Det var på det tidspunkt, vi langsomt begyndte at længes efter en anden måde at bo på. Frem spirede der en drøm om at komme tættere på naturen, få mere ro på i hverdagen og skabe vores eget, varige hjem.

Helt konkret begyndte vi at overveje at købe hus på landet.

Idéen var plantet

Både Mads og jeg var ellers opvokset i byen, han i Aalborg og jeg i Aarhus, og vi havde ingen erfaringer med at eje vores bolig eller bo på landet. Men idéen var plantet.

Desuden var det, som om det pludselig var virkelig oppe i tiden at leve mere i pagt med naturen, bage sit eget surdejsbrød og sylte sine egne rødløg. Vi begyndte at sluge både bøger og tv-programmer om familier, der tog springet og sagde farvel til hamsterhjulet i byen.

Men én ting var drømmen, noget andet var økonomien.

Mads og jeg var kun 31 og havde ikke verdens største opsparing, så vi var klar over, at vi ville være nødt til at købe et ældre hus, som trængte til en kærlig hånd. Så måtte vi selv sætte det i stand løbende og skabe vores drømmehjem.

Lige så stille begyndte vi at kigge på boligannoncer og derefter også at tage ud og se på konkrete huse.

I fuldt flor

Pludselig en dag fandt vi det, godt 20 kilometer uden for Aalborg. Det var en stor rødstensvilla i to etager, hvor havedøren åbnede ud til en enorm, overgroet have fuld af gamle frugttræer.

Der var langt til nærmeste nabo, så alt åndede fred og idyl. På grunden var der også en faldefærdig lade. Det var i maj måned, så alt stod i fuldt flor, og musvitterne sang om kap i de gamle bøgetræer.

Vi kunne godt se, at stedet trængte til en overhaling, men alt så så romantisk ud i forårslyset, at vi faldt pladask for det, og heldigvis gav banken os straks grønt lys.

Vores familie hjalp os med flytningen, så vi kunne spare flyttemændene, for vi havde brug for pengene til huset. Selve indflytningen var selvfølgelig både stressende og hård, som den slags jo har det med at være.

Det føltes, som om vi boede i papkasser i flere uger, og jeg syntes aldrig, jeg kunne finde Tristans yndlingslegetøj eller kaffekrusene.

Samtidig var der alt det praktiske med at opsige og tilmelde el, varme og så videre, samtidig med at vi skulle lære vores nye lokalområde at kende.

Voksent valg

En aften sad Mads og jeg på terrassen og nød en kold øl, mens vi kiggede ud over vores nye have.

– Tænk engang, nu er vi boligejere! sagde Mads.

Han lignede en lille dreng, der ikke kunne tro, at han pludselig var blevet voksen. Jeg lo, for jeg havde det på samme måde. Det føltes voksent og seriøst, det valg vi havde taget for vores lille familie.

I min hjerne flimrede romantiske billeder af vores kommende liv i huset. Jeg så for mig, hvordan jeg barfodet trådte ud i køkkenhavens lune jord og hentede salat og kartofler til aftensmaden.

Imens tumlede Tristan sig i den store have med fingre, der var røde af jordbærsaft. Mads stod i bar overkrop og savede i noget træ som led i renoveringen. Okay, måske løb fantasien lidt af med mig, men det kriblede af forventning i mig, når jeg tænkte på vores nye liv.

Halvfærdigt hus

Vi gik i gang med renoveringen med det samme. Det var vi nødt til. Vi havde fravalgt at blive i lejligheden nogle måneder efter overtagelsen af huset for at spare penge.

Det betød, at vi nu dagligt stod med et nedslidt køkken og et gammelt badeværelse, hvor blandingsbatteriet ikke virkede. Generelt var huset ikke særlig pænt indvendigt, fordi der ikke var gjort noget ved det siden 80’erne.

Jeg er langt mere struktureret end Mads, så jeg lavede lange lister over de materialer, vi skulle have købt, og det, der skulle laves.

Mads fulgte dog ikke altid mine lister og gik bare i gang, ofte uden at gøre noget andet færdigt først. Inden længe havde vi halvfærdige projekter over det hele.

Jeg ved ikke noget om tømrerarbejde og den slags, så mit bidrag bestod mest i at male vægge og dørkarme. Vi havde desuden aftalt, at jeg skulle have hovedansvaret for Tristan, så Mads kunne fokusere på reparationerne.

De grå skyer

Månederne gik. Jeg havde håbet, at vi kunne nå at anlægge køkkenhave og plante bærbuske, men sommeren gik med husrenovering. Haven forblev et overgroet vildnis, hvor jeg hele tiden var nervøs for, at Tristan skulle stikke sig på en gren eller falde i havedammen.

Siden blev det efterår og vinter, og pludselig så huset og grunden ikke helt så romantisk ud, som da vi første gang så stedet. Indkørslen var pløret af mudder, og over det hele hang et låg af tunge, grå skyer.

Med andre ord var det et typisk dansk vintervejr, men inde i byen havde vi ikke mærket det så tydeligt.

Nu var vi begge trætte og gik kraftigt ned i tempo med renoveringen. Det frustrerede os, og vi begyndte at småskændes konstant.

Det var deromkring, jeg begyndte at spørge mig selv, om det havde været en fejl at købe huset.

Kun en drøm

Da foråret kom, var jeg lettet, for nu genvandt jeg lidt af troen på, at vi nok skulle få et drømmehjem ud af det her, men midt i det hele fik Mads konstateret adhd.

Det begyndte med, at en kollega på det opholdssted, han arbejdede på, spurgte, om han nogensinde var blevet udredt for adhd. Hun syntes nemlig, han havde mange af de træk, som opholdsstedets beboere ofte havde.

Det fik Mads til at kontakte sin læge, og siden fik han en psykologs ord for, at han virkelig havde diagnosen.

Pludselig var der måske en forklaring på, hvorfor Mads havde efterladt en hale af halvfærdige projekter efter sig i huset. Hans hjerne havde simpelthen svært ved at fokusere og prioritere opgaver.

Desværre fungerede den medicin, Mads fik mod adhd’en, ikke godt for ham, og han droppede den.

Men diagnose eller ej, så stod vi stadig i hus til halsen. Når vores venner og familie kom på besøg, måtte vi ofte lægge øre til kommentarer om, at vi da ikke var nået ret langt med den renovering. Det ramte lige ned i vores dårlige samvittighed og fik Mads og mig til at mundhugges endnu mere.

Jeg havde det, som om jeg kørte på pumperne. Min drøm om en mere rolig hverdag var forblevet en drøm; jeg var udmattet af at jonglere fuldtidsarbejde, pasningen af Tristan og renoveringen. Samtidig var jeg begyndt at savne storbyen med dens biografer og takeaway-steder.

Parforhold på prøve

Da sommeren gik på hæld, og vi nærmede os halvandet år i huset, gik jeg en aften en tur igennem alle rummene.

Overalt sprang mere eller mindre presserende gøremål og projekter mig i øjnene. Jeg så ud gennem vinduet, hvor aftenmørket var ved at sænke sig.

Haven strittede truende af overgroede buske og træer, og køkkenhaven og drivhuset fra mine fantasier var langt væk. Jeg fik en klump i halsen.

Jeg gik ind i stuen og fandt Mads siddende i sofaen.

– Mads, jeg har gået og tænkt på, at det her hus måske ikke er det rigtige for vores familie alligevel, begyndte jeg.

Han så på mig med et udtryk, jeg tolkede som ”fortsæt, jeg lytter”, så det gjorde jeg.

Da jeg beskrev, hvordan jeg syntes, at misforholdet bare voksede mellem det, jeg havde forestillet mig, og virkeligheden, begyndte jeg at græde. Mads trak mig ind til sig.

Det var første gang i mange uger, vi havde rørt rigtigt ved hinanden. Det fik mig til at tilføje:

– Jeg har det også, som om det enten er vores parforhold eller huset. Og det gør mig bange.

Den aften indrømmede Mads, at han havde det på samme måde. Han havde længe været dødtræt af huset og de mange renoveringsprojekter, der gjorde, at han aldrig rigtig følte, han havde fri.

Naive forestillinger

Efter dén samtale handlede vi hurtigt. Huset blev sat til salg hos den lokale mægler, og selv om hussalget ofte ligger lidt stille i vinterhalvåret, dukkede der heldigvis en køber op.

Vi måtte godt nok slå noget af prisen, og sammenlagt med alle de penge, vi havde brugt på materialer, kom vi ud af det med et minus. Men det betød faktisk ikke så meget.

Vi følte os bare lettede over, at der var kommet en afklaring på det hele.

I mellemtiden havde vi fundet en lejelejlighed i Aalborg, der lå i stueetagen og havde en lille have.

Dér flyttede vi ind, og denne gang gik det noget hurtigere med at få pakket flyttekasserne ud. Måske fordi vi vidste, at der ikke lurede et stort renoveringsprojekt bagefter.

I dag har vi boet i lejligheden i næsten to år. Selv om haven er meget lille, har vi formået at klemme et lille fodboldmål og to plantekasser til krydderurter og salat ind.

Det er gået op for os, at de par kasser er rigeligt til at stille kløen i vores grønne fingre. Mads har fået mere ro i sit hoved, og vi har fået mere overskud til hinanden og til Tristan.

Nu kan vi godt grine lidt af vores nok ret naive forestillinger om livet på landet, men hvis ikke vi havde taget springet dengang, tror jeg, at tvivlen og nysgerrigheden altid ville have gnavet. Nu er dén drøm prøvet af, og Mads og jeg ved, at vi simpelthen er typerne, der bor i byen og bor til leje. Det er der ingen skam i.