En læser fortæller: Turde vi sælge til en fantast? 1-2

Afsnit 1:2

Da min mand, Ruben, og jeg overvejede at købe et værtshus, begyndte vi at gennemgå de forskellige salgsannoncer. I vores søgen faldt vi over et i den lille by, Øldrup, og vi kunne ikke andet end le af det morsomme sammentræf, det var at blive ejere af et værtshus i en by, hvis navn startede med Øl. Med vores to drenge på bagsædet satte vi kursen mod Øldrup.

Jeg har altid haft på fornemmelsen, at jeg ville blive en god kromutter. Jeg yndede gerne at sige, at jeg var vokset op på et værtshus. Min far turnerede en del rundt på de forskellige udskænkningssteder, og jeg kunne godt lide stemningen.

Der var tit mennesker, der lo højt, og det var en hel særlig følelse at putte penge i jukeboksene og bladre frem og tilbage mellem pladerne. Her tilbragte jeg meget tid, og ofte fik jeg også lov at putte mønter i for de øvrige festglade mennesker.

Så snart, jeg blev gammel nok, begynde jeg at hjælpe til bag baren på min fars stamværtshus. Her udviklede jeg en særlig forkærlighed for at skænke fadøl. Jeg gjorde mig virkelig umage for, at de blev serveret med det fineste skum. Det blev også bemærket af værtshusets gæster og særligt af Svend, der altid trængte til en klipning.

Svend sagde tit, at man godt kunne smage, når jeg, Marianne, havde skænket øllen, for så var den skænket med kærlighed. Og det er rigtigt. Jeg nærede ganske enkelt en kærlighed til det.

Selv da jeg begyndte på pædagogstudiet, beholdt jeg en afløsertjans på værtshuset. Arbejdet gav mig et vist menneskeligt kendskab. For at sige det lige ud, så lærte jeg, at mange mennesker kom til at love lidt mere, end de kan holde, når de har fået noget at drikke. De gode intentioner møvede sig ligesom ind og tog pladsen fra den mere realistiske formåen.

Jeg lærte også hurtigt, hvem der kunne finde ud af at betale deres regning, når de købte på klods. Det var ikke alle, der var lige gode til det, men de fik altid overtalt krofatter Kjeld til at købe på klods alligevel, så snart den forrige regning altså var betalt.

Der var også de kunder, som blev store i slaget, og en sjælden gang imellem var der nogle, der blev lidt ondskabsfulde. Sommetider overlod jeg dem til Kjeld, og andre gange håndterede jeg dem selv.

Mange blev også kærlige, når de blev berusede. En gang imellem gled en hånd op under min nederdel, så jeg begyndte fortrinsvis at bære bukser på arbejdet. Så var det ligesom lidt mindre intimt, når en hånd gik på opdagelse.

Alligevel slap tanken om en dag at blive kromutter mig aldrig.

Ruben og jeg mødte hinanden på en dansebar i København. Vores blikke fangede hinanden på hver vores side af dansegulvet, og min veninde gav mig en albue i siden, mens hun diskret påpegede, at han vist kun havde øje for mig.

Da han løftede sit glas i en skålende gestus, gjorde jeg det samme, og så kom han over til mig. Derefter dansede vi ikke med andre den aften.

Kemien var i top, og vi mødtes dagen efter i Fælledparken, hvor han lå, og jeg sad, på græsset med hver vores grønne Tuborg. Udover de mange kys udvekslede vi også planer for fremtiden, både de mere nære og de mere langsigtede.

Først og fremmest ønskede jeg at færdiggøre mit pædagogstudie, og Ruben ville gerne tage orlov fra sit arbejde. Herefter lød vores nu fælles drøm på at købe et folkevognsrugbrød og køre rundt i Europa et halvt års tid. Og så ville jeg gerne prøve at være kromutter.

Tingene gik som planlagt. Jeg færdiggjorde studiet, og så kørte vi ellers afsted uden nogen synderlig plan. Han og jeg blev rystet godt sammen og kørte Europa tyndt, især i det gamle Østeuropa, det tidligere Jugoslavien og videre derfra til Sydeuropa. Afslutningsvis kørte vi gennem Belgien og Tyskland.

Undervejs besøgte vi mange værtshuse og smagte masser af forskellig slags øl.

Hjemme igen fik jeg arbejde som børnehavepædagog, og Ruben vendte tilbage til sit arbejde som sikkerhedsvagt. Vi flyttede sammen i Rubens kvistlejlighed i det indre København, hvor vi på kort tid fik os to dejlige drenge.

Men så blev lejligheden også for trang, og vi begyndte at se os om efter et hus i mere landlige omgivelser, måske endda et værtshus.

Da var det, vi så annoncen fra Øldrup, der inkluderede et hus og som bonus et værtshus lige ved siden af. ”Skænkestedet”, hed det.

Vi kørte derop med vores to drenge på bagsædet og en spændt Ruben og jeg på forsæderne. Vel ankommet købte vi et par sodavand til drengene og et par øl til os, sådan helt inkognito for at få en fornemmelse af atmosfæren på stedet.

Det virkede til, der var god stemning. Jeg gik hen til jukeboksen, for det var en kærlighed, der aldrig var gået bort. Jeg smed en 20’er i, bladrede mellem cd’erne og valgte nogle greatest hits.

Efter en omgang mere kiggede Ruben og jeg på hinanden og nikkede. Vi måtte tage os en snak med ejeren, som stod bag baren iført hvid skjorte, en tjenerpung om livet og en rigtig ølmave.

Vi satte os ned ved et bord i en bås og fik hurtigt forhandlet os frem til en god handel. Ejeren ville gerne afhænde værtshuset hurtigt og bruge pengene på et nyt liv i Spanien.

Med mig var der ikke langt fra tanke til handling, så en måned senere flyttede Ruben og jeg til Øldrup, hvor vi nu stod med nøglen til ”Skænkestedet” i hånden. Vi fordelte vagterne mellem os, så jeg tog morgen- og dagtjansen og Ruben aften- og nattjansen.

Men noget var ikke helt rigtigt.

Med værtshuset fulgte også to servitricer, hvor den ene var noget mere trodsig og umedgørlig end den anden. Der var altid noget i vejen. Heller ikke stamkunderne tog rigtig godt imod os. Tværtimod var der en uudtalt utilfredshed, og sommetider var stemningen ligefrem ubehagelig.

Det var ikke rart at komme ud fra baglokalet, hvor samtalen gik i stå, mens den ene servitrice, Bente med det røde hår, nærmest rullede med øjnene. Der var kun én kunde, der forsvarede os, og det var en langhåret socialpædagog, som altid gik i musik T-shirts. Det var tydeligt, at han passede på mig.

En formiddag, inden vi åbnede, indkaldte Ruben og jeg servitricerne til et personalemøde, men lige vidt hjalp det. Vores drenge var heller ikke rigtig faldet til i deres nye skole.

Det hele førte til, at Ruben og jeg en dag holdt vores eget lille personalemøde og blev enige om, at det her ikke helt var drømmen alligevel. Men hvad skulle vi så?

Det føltes som et stort og personligt tab at måtte opgive drømmen, men jeg var led og ked af det hele. Til sidst satte vi en annonce i avisen for at afhænde vores hus og ”Skænkestedet”.

Hver gang, telefonen ringede, håbede jeg sådan, at det var en potentiel køber, som ville overtage med det samme, og hver gang blev jeg lige skuffet.

Indtil den dag, hvor døren til ”Skænkestedet” bragede op, som var det en saloondør, og ind trådte Barney. Han var kommet for at vende op og ned på vores verden, men det vidste vi ikke på det tidspunkt.

Han markerede sig hurtigt ved at ringe med messingklokken og give en omgang til alle i baren. Han havde set vores annonce, sagde han, og kort efter sad vi i den samme bås, som vi et halvt år tidligere selv havde siddet i med den daværende ejer.

Der var noget med ham, Barney. På den ene side virkede han smånervøs, på den anden side var han fuld af gode idéer, og ”han ville sgu gerne købe det her”.

Vores lykke burde jo være gjort. Alligevel var der noget, jeg havde svært ved at definere. Han var stor i slaget og ville købe hele molevitten med det samme. Udbetalingen kunne han lægge kontant, forsikrede han, mens jeg overvejede det. Tanken om et stort kontantbeløb var tillokkende.

Rubens fod puffede ivrigt til mit skinneben under bordet. Men turde vi sælge til Barney? Han virkede som lidt af en fantast, og kunne vi overhovedet stole på ham?

Fortsættes i næste uge…