En læsers dilemma: Kunne jeg tillade mig at skifte spor igen? 2-2

Afsnit 2-2

Om mandagen var jeg i dårligt humør. Jeg kunne mærke det som en hård kugle bag brynene og spændinger i nakken. Jeg gjorde mit allerbedste for at holde humøret oppe på kontoret og grine med på mine unge chefers og kollegaers dårlige vittigheder, hvor jeg som ældste mand ofte stod for skud.

Den dag havde jeg desværre heller ikke nogen særlig behagelige kunder, og da jeg kom hjem, følte jeg mig fuldstændig drænet og skidt tilpas. Faktisk gik jeg direkte i seng med dårlig samvittighed over for Camilla og børnene. Jeg kunne høre, hvordan de hyggede sig ude i køkkenet, ligesom jeg tydeligt duftede Camillas lækre mad. Alligevel orkede jeg ikke at stå op.

Inderst inde var jeg frygtelig skuffet over, at jobbet som ejendomsmæglertrainee nu viste sig heller ikke at være noget for mig. Egentlig holdt jeg meget af mit job som selvstændig tømrer, men efter det store arbejdspres med masser af kunder, medarbejderansvar samt en lang række administrative opgaver, hvor jeg til sidst måtte bukke under med stress, var det nødvendigt med et sporskifte.

Camilla og jeg havde været enige om, at ejendomsmæglerfaget var oplagt for mig, og nu kunne jeg ikke få mig selv til at indrømme over for hende, at heller ikke det fungerede. Vi skulle jo spare sammen til et større hus, så vi og vores tre børn kunne leve det liv, vi drømte om. Jeg kunne ikke få mig selv til at skuffe hende igen.

Da hun lagde sig ind til mig om aftenen, efter at børnene var lagt i seng, lod jeg, som om jeg sov.

Næste dag måtte jeg sygemelde mig og køre hjem til frokost. Denne frygtelige migræne var nok tegn på en gryende influenza, sagde jeg til mig selv, imens jeg lå i mit mørklagte soveværelse og var sur på mig selv over at være så letpåvirkelig.

Om lørdagen skulle vi besøge noget familie, og jeg fik stablet mig selv på benene, slugt et par Panodiler og en enkelt ipren, og så tog vi afsted.

Turen tog godt og vel en halv time. Til gengæld var der heste på markerne, skovstykker, som dådyr tøvende kom ud af, og udsigt til fjorden, der glimtede længere fremme. På forunderlig vis kunne jeg nærmest mærke, hvordan spændingerne slap deres hårde greb om min nakke, hvordan mine skuldre blev friere, og hvordan den tunge dunken i mit hoved aftog.

Da de to mindste sov til middag i deres barnevogne, og vores ældste var optaget af at lege med sin kusine, spurgte Camilla, om vi ikke skulle gå en tur sammen.

Hun holdt min hånd, mens vi spadserede mod fjorden af stien bag huset. Vi snoede os uden om vandpytter, og Camilla plukkede sporadisk af markblomsterne, når hun så nogle særligt smukke.

Vi kom forbi en allé, der førte op til en smuk, trelænget bygning med grund ned mod vandet. Ikke helt ny, men heller ikke saneringsmoden. Der stod et til-salg-skilt ved alléen op til huset. Camilla sukkede længselsfuldt.

Jeg vidste godt, at hun altid havde haft lyst til at bo længere ude på landet, end vi gjorde nu, men hvordan skulle det have fungeret med børnenes institutioner og min tømmervirksomhed og nu med min traineeposition i ejendomsmæglerfirmaet? Nu var det min tur til at sukke. Tankerne om det arbejdsliv, der ventede mig på den anden side af weekenden, tog bogstaveligt talt pusten fra mig.

Da vi nåede fjorden, sagde Camilla, at hun havde på fornemmelsen, at jeg ikke var særlig glad for at være trainee i ejendomsmæglerfirmaet. Jeg forsøgte at slå det hen og tale udenom, men hun holdt fast.

Hun sagde, at vi som familie simpelthen ikke kunne risikere, at jeg fik det så dårligt igen, som jeg havde haft, da jeg blev indlagt og var nødt til at lukke min virksomhed.

Jeg forsikrede hende om, at jeg altså var helt ok, men min hustru er klog, og hun kender mig godt, så hun vidste selvfølgelig straks, at jeg ikke talte sandt.

Vi satte os på en bænk og så ud over vandet. På mågerne der cirklede og dykkede og kom op med sprællende, sølvglinsende fisk. På de to ældre mænd, der sammen fiskede roligt fra en lille, orange jolle.

Camilla holdt stadig min hånd i sin lille, varme. Et fast og velkendt greb, som havde holdt mig så længe, at vi snart kunne fejre kobberbryllup.

Hun sagde, at jeg ikke skulle lave noget, jeg ikke var glad for, og langsomt begyndte jeg at fortælle hende om, hvor lidt jeg faktisk brød mig om min nye situation. De unge, brovtende chefer, transporten, som alligevel slugte alt for mange af døgnets timer, og ikke mindst den joviale indsats, jeg var nødt til at møde op med over for kunderne hver dag, uanset hvordan jeg selv havde det.

Camilla nikkede. Hun forstod, og hun anerkendte. Som hun altid gør. Og så sagde hun til mig, at jeg skulle sige op om mandagen. Vi måtte justere vores drømme. Hun var snart færdig med at være på barsel, og vi kunne finde noget andet at bo i, end det vi egentligt havde tænkt os.

Jeg var glad for min hustrus forståelse, men også flov over mig selv. Flov over ikke at kunne leve op til mine egne forventninger og flov over endnu engang at måtte erkende, at jeg havde gabt over mere, end jeg kunne håndtere. Eller i hvert fald havde jeg gabt over det forkerte.

Jeg var stille i bilen, da vi om aftenen kørte hjem med tre trætte, men glade unger på bagsædet.

Det havde været dejligt for dem at være udenfor det meste af dagen. Den store have, moskusænderne, den fede kat og den store, godmodige hund havde vakt begejstring hos dem alle tre.

Jeg burde være både glad og lettet. Alligevel sov jeg dårligt den nat. Camilla ville have, at jeg skulle sige op dagen efter, men det havde jeg det skidt med.

Det endte selvfølgelig med, at jeg ikke fik taget mig sammen og fik det gjort. Jeg kom hjem om eftermiddagen, helt bleg og svagt dirrende af udmattelse. I køkkenet fandt jeg min familie, som var i fuld gang med et omfangsrigt bageprojekt.

Camilla så strengt på mig, da jeg sagde, at jeg ikke havde fået det gjort. Så tvang hun mig til at sætte mig med min computer og straks sende en mail til min unge overordnede og oplyse ham om, at jeg ikke kom mere.

Jeg havde kvalme af nervøsitet, da jeg trykkede på ’send’. Hvordan ville vores fremtid nu komme til at se ud?

Da børnene var lagt i seng, kom Camilla ind til mig med sin iPad slået op. Hun havde fået en idé.

Det hus, vi forleden passerede på vores gåtur, var ikke ret dyrt i forhold til, hvad vi havde regnet med at bruge på vores fremtidige boligkøb. Camilla havde tænkt over det, og hun foreslog, at vi flyttede nu. Samtidig kunne jeg så rive et år ud af kalenderen og finde mig selv, imens jeg satte vores nye hjem i stand og brugte tid sammen med børnene.

Jeg var målløs over hendes forslag. Hvad skulle hun så? Hun ville begynde at arbejde igen, når hendes barsel lige om lidt var slut, sagde hun. Hun havde allerede sendt flere ansøgninger afsted og var kaldt til to samtaler.

En uge efter tog vi sammen ud og så på huset. Det havde virkleig en fuldstændig pragtfuld beliggenhed. Godt nok trængte det til et nyt køkken, nogle nye badeværelser samt en række mindre istandsættelser, men jeg kunne jo lave det meste selv, og med istandsættelserne ville huset desuden stige meget i værdi.

Vi besluttede os for, at det var det, vi ville.

Det er nu seks år siden, vi traf den beslutning. Vores bolig danner i dag ramme om det hyggeligste hjem og vores nu fire børn. Camilla er tilbage på arbejdsmarkedet og har god succes, og selv besluttede jeg efter et lille års betænkningstid at tage en uddannelse som fysioterapeut.

Jeg har indrettet min klinik i en af vores boligs længer, og det går rigtig godt med at få klienter, især blandt håndværkere. De ser det som en fordel, at jeg selv har haft med det hårde, fysiske arbejde at gøre og derfor ved, hvad det handler om.

Nu oplever jeg endelig, at jeg har fundet min rette hylde. Jeg er herre over min egen tid og kan se min familie meget mere, end jeg plejede, fordi jeg nu sparer transport hver dag.

Jeg trives med igen at være selvstændig, for selv om det var det, der sidste gang fik mig til at blive syg med stress, så hjælper det, at jeg nu ingen ansatte har at forholde mig til. Samtidig er der ikke projekter, der forsinkes. En session tager det, den tager, og jeg kan med god samvittighed holde fri, når jeg har fri.

Vigtigst af alt føler jeg, at det, jeg kan tilbyde mine klienter, er meningsfuldt, både for dem og for mig. Og så får jeg stadig lov at bruge mine evner som tømrer, når jeg har fri og kan fikse og ordne vores dejlige hjem.

Jeg er evigt taknemmelig for, at Camilla viste mig, hvad der er vigtigt i livet, og gav mig modet til at skifte spor, ikke bare én, men to gange. Hun har jo ret i, at man ikke skal fortsætte på den forkerte sti for andres skyld. Slet ikke, hvis det er for nogen, man elsker, for det er jo i sidste ende dem, der lider under det, hvis man ikke er glad.

Vi må være målrettede her i livet, men målrettede mod at skabe en meningsfuld tilværelse for os selv og dem, vi elsker. Vi har trods alt kun det her ene liv.