Endelig bestemmer jeg over mig selv

Det er mandag. Britt Aakjær i Rønnede på Sjælland er stået tidligt op, hun har kørt 34 kilometer for at komme på arbejde. Hun har båret rundt på en bedøvet hund, tørret hundetis af sine bukser, nusset katte, slæbt fodersække og talt med kunder i otte timer – og hun har elsket hvert eneste minut af dagen.

Det er Britts hverdag og hendes første rigtige job i mange år – hun bliver helt åndeløst lykkelig, når hun åbner kuverten og ser, at hun har fået en ganske almindelig lønseddel. Ikke en opgørelse fra kommunen om kontanthjælp, men en vaskeægte lønseddel. Den seddel betyder, at Britt nu har lov til at bestemme over sig selv og sine to børn, synes hun selv.

– Da jeg var 15, var det min store drøm at blive veterinærsygeplejerske, men i stedet fik jeg ufaglært arbejde. Dengang var jeg en haj til at finde mig et job: Jeg har passet telefoner og lavet kontorarbejde. Jeg tjente penge og havde det fint, for jeg elskede at gå på arbejde, siger Britt.

Depression

Hun havde også en kæreste, Thomas, som hun senere blev gift med. Han arbejdede med it, og da Britt pludselig blev syg med cyster først i maven og senere på æggestokkene, så var de helt enige om, at hvis de skulle have børn, skulle det være nu.

– Da jeg var 23, fik vi Emma, og jeg var 25, da Laura kom. Vi var rigtig glade, siger Britt.

Men nu var arbejdsgiverne ikke længere så vilde med at ansætte Britt. Ufaglært og med små børn? Britt gik i gang med en uddannelse til mekaniker, men så kunne hun ikke få en læreplads. Hun mistede humøret og begyndte at tvivle på sig selv. Faktisk havde hun ikke haft det godt, siden de fik deres yngste datter i 2008, og det blev værre og værre.

– Jeg gik til lægen, der mente, jeg havde fået en depression. Der var ikke tale om, at jeg skulle indlægges, men han satte gang i behandlingen med ugentlige samtaler og medicin. Og i løbet af ingen tid havde jeg taget 37 kilo på. Så fik jeg det endnu værre, og det hjalp heller ikke på det hele, at jeg var røget ud af både uddannelsessystemet og ledighedssystemet.

Hjemmegående

Et par år senere – i 2012 – da børnene var 6 og 8 år, havde Britt fået det bedre. Til gengæld var hun og hendes mand gledet fra hinanden og blev enige om, at de ikke længere skulle være gift. Britt blev alene, og pludselig var hun igen tilbage på sin forhadte kontanthjælp.

Men denne gang kom hun med i et forsøg via Faxe Kommune. Britt skulle udfylde spørgeskemaer om samarbejdsevner, helbred og meget andet. Derudover skulle hun tænke på, hvad hun selv ville med sit liv, og så ville man forsøge at hjælpe hende på vej.

– På det tidspunkt havde jeg næsten glemt min gamle drøm om at blive veterinærsygeplejerske. Jeg var stadig deprimeret og nu også ked af det over skilsmissen – og helt uden selvværd. Jeg græd, bare der var nogen, der snakkede til mig. Alligevel fik jeg sagt noget om at arbejde med dyr, og det blev min redning.

Hos dyrlægen

Ringsted Dyreklinik og Faxe Kommune indledte et samarbejde: Britt skulle hjælpes tilbage på arbejdsmarkedet, og heldigvis var det en ganske særlig arbejdsplads, Britt kom ind på.

– Da jeg startede for tre et halvt år siden, turde jeg ikke tage en telefon og da slet ikke tale med kunderne ved skranken.J Jeg troede slet ikke længere, at jeg duede til noget.

Men det troede dyrlægerne og de andre kolleger på dyreklinikken. Den første tid sneg Britt sig langs væggene, lavede kaffe og ordnede små overskuelige ting, men dyrlægerne lod som ingenting, og lidt efter lidt fik hun flere og flere opgaver. De spurgte ikke, om hun kunne klare det. Det regnede de med, at hun kunne.

Et nyt job

Britt huskede pludselig, hvorfor hun før i tiden havde været glad for at gå på arbejde: Det var jo hyggeligt at have kolleger, at snakke sammen i frokostpausen, at give kage og at opdage, at de alle sammen ville hende det godt. For hver dag blev Britt bygget op igen, og sådan gik to år. Men herefter begyndte hendes ene chef, dyrlæge Tina Kildahl, at blive utålmodig.

Hun mente, at Britt havde brug for at blive stærkere, både fysisk og psykisk, og Britt havde selv ønsket at begynde på noget styrketræning. Kommunen gik med til det, og pludselig var Britt fast gæst i et motionscenter med egen personlig træner tre gange om ugen. Dyrlægerne og kommunen indledte ikke dette samarbejde, fordi de syntes, det var synd for Britt, men fordi de forventede at få en glad og stærk medarbejder ud af det. De havde set den pige, Britt kunne blive, hvis hun fik endnu et skub.

Nu har Britt været i klinikken i tre et halvt år. Der er blevet mange kilo mindre af hende, hun kan både passe telefon, tale med kunder og håndtere dyrene, og hun gør det med glæde. Det stråler ud af hende, at hun omsider er blevet en glad pige igen.

Hun er medarbejderen Britt, hun er nemlig blevet fastansat som klinikassistent på Ringsted Dyreklinik i 28 timer om ugen. For første gang i flere år tjener hun sine egne penge, og hun smiler stadig, bare hun tænker på det.