Sød novelle om at kaste sig ud i det: Forårets farver 

Signe flyttede på sig i sofaen og så væk fra tv’et. Lyset fra mobiltelefonens skærm havde fanget hendes opmærksomhed. Hun havde ikke hørt fra sin yngste søn de sidste par uger. De to ældste gav heller ikke lyd fra sig så ofte længere; det havde hun efterhånden vænnet sig til. De og deres partnere arbejdede på højtryk, og deres sparsomme fritid var så fuld af gøremål, at den ikke rigtigt kunne kaldes fritid.

Men det var svært at give slip på den yngste. Efternøleren. For tiden udforskede han verden sammen med to venner, før han skulle læse videre. Signes følelser var blandede. Hun undte ham virkelig pausen, og hun savnede ham.

Skilsmissen havde givet hende det første knæk, men det var et plaster på såret, at han flyttede med hende. Nu var hun helt alene. Mobiltelefonen lyste igen. Hun rakte håbefuldt ud efter den. Det var et par ligegyldige notifikationer. Med ansigtet vendt mod tv’et igen lod hun telefonen glide ud af hånden og ned på den mørkegrå sofa.

Før trætheden overmandede hende helt, rejste hun sig. Hun så ned ad sig selv og trak pyjamasbukserne op. De før så hindbærrøde striber lyste ikke længere op mellem de cremefarvede. Farven var falmet, og overfladen var nusset. Var det på tide at købe et par nye? Eller et behageligt sæt joggingtøj?

Før skilsmissen beholdt Signe arbejdstøjet på resten af dagen. Nu skiftede hun til pyjamasbukser og en stor T-shirt eller blød striktrøje, når hun kom hjem fra arbejde. Det var blevet en vane, og hun havde hverken nogen grund til at ændre den eller overskuddet til at gøre det.

Få minutter senere stod hun i sit køkken og så fraværende ud ad vinduet, mens hun vaskede sin tallerken op. Hænderne udførte opgaven per automatik, så hun behøvede ikke at se ned. I begyndelsen blev hun distraheret af sit spejlbillede, men det lykkedes hurtigt at se gennem det og at betragte tusmørket i stedet. Hun lagde tallerkenen fra sig på kanten af håndvasken, tog den matchende tekop og fortsatte.

Pludselig fløj en fugl ind i hendes synsfelt. To. Tre. De dykkede i bløde buer, svævede yndefuldt omkring og fløj atter opad med en imponerende lethed. Signe måbede. De var frie. Fulde af liv. Fascineret betragtede hun dem, indtil de forsvandt ud i horisonten. Hun kunne ikke mindes at have fået øje på noget gennem vinduet før. Men aftnerne var selvfølgelig også blevet lysere.

Da tallerkenen og tekoppen stod nyvaskede på køkkenbordet, flyttede hun en stak med reklamer, så hun kunne tørre bordet af under dem. Ud faldt et katalog fra et plantecenter. Billedet på forsiden var taget i en skov, hvor træerne var på nippet til at springe ud. Skovbunden var dækket af anemoner. Nogle var hvide, andre blå. Signe kunne ikke få øjnene fra de blå. Hun havde aldrig set dem i den nuance før. Skulle hun tage i skoven? Var anemonerne overhovedet sprunget ud nu? Modløst mindede hun sig selv om, at hun ikke havde nogen bil. En anden idé spirede i hende. Hun kunne begynde i byen. I stedet for at cykle direkte hjem efter lukketid kunne hun se sig lidt omkring.

Dagen efter låste hun beslutsomt døren til sin lille butik, Signes Garn, på slaget 17. Hun kastede et sidste blik rundt i lokalet. Alt var i orden. Hun så et øjeblik på papkassen med den nyeste leverance. Næsten alt, rettede hun sig selv.

Hun havde skelet til kassen flere gange den sidste uges tid, men havde ikke åbnet den endnu. Hun vidste, hvad der var i. Nyt garn. Årstidens farver. Det betød ingenting for hende selv, for hun havde lagt strikkepindene på hylden for længst. Hvem skulle hun strikke noget til? Men det var det, kunderne ville have – og gerne i så god tid, at de kunne nå at strikke eller hækle noget, før foråret for alvor var her. Hun måtte gøre det snart. Måske i morgen. I dag kunne det ikke blive, for hun ville nå en tur ned i midtbyen, før de store butikker lukkede. Mens der var liv.

Som forventet myldrede folk rundt mellem hinanden i gågaden. Signe standsede foran sportsbutikken. For mange år siden havde hun købt noget til drengene derinde, men hun havde aldrig været der efter noget til sig selv. Nogle meter inde i butikken så hun sig overvældet omkring. Der var tøj, sko, tasker og alverdens sportsudstyr overalt. På stativer. På reoler. Selv væggene var beklædt med varer fra gulv til loft. Det skarpe lys blændede hende.

– Hej med dig. Hvad kan jeg hjælpe med? lød det venligt bag hende.

Hun vendte sig. En jævnaldrende mand så på hende med en imødekommende mine. Håret var gråt og til den tynde side. Han havde fine rynker omkring øjnene og i panden. Synet forvirrede hende. Var det ikke kun unge mennesker, der arbejdede i sportsbutikker?

– Åh, jeg ser mig lidt omkring, svarede hun.

Fødderne var som naglet til gulvet. Hvilken retning skulle hun gå i? Hun rømmede sig.

– Øh, eller – jeg er på udkig efter et sæt joggingtøj. Noget, der er behageligt at have på. Du må meget gerne vise vej, for her er lidt…

Hun vidste ikke, hvordan hun skulle afslutte sin sætning. Kaotisk?

– Gerne. Følg du med mig, svarede han og begyndte at gå.

Han bevægede sig hurtigt og hjemmevant mellem stativerne. Hun fulgte efter, så godt hun kunne.

– Lige derovre, sagde han og pegede.

– Tak. Det var noget af en labyrint, svarede hun lettere forpustet.

– Det var så lidt. Og ja, det er det i begyndelsen, sagde han med et lille smil, før han gik videre.

Signe betragtede udvalget. Det lignede på ingen måde det, hun havde haft i tankerne. Skulle hun liste af igen?

Instinktivt greb hun ud efter sin højre ringfinger. Hun plejede at dreje ringen om fingeren, når hun skulle tænke sig om. Men fingeren var bar. Hun håbede, at hun snart kunne lægge dén vane på hylden, og begyndte at gå langs væggen. Af og til rakte hun en hånd til siden og strejfede tøjet. Det var mere glat end blødt. Det var tyndt og let. Det meste var sort. Hist og pist lyste nogle farver op.

Hvor stativet stoppede, var der et stort spejl på væggen. Hun betragtede sig selv i det. Hvilken størrelse brugte hun mon i denne type tøj? Kunne et L i nakken gøre det? Sikkert ikke. Hun purrede lidt op i sit hår og konstaterede med opgivende mine, at det heller ikke denne gang lykkedes at få det til at se fyldigere ud. Hun trådte hurtigt væk fra spejlet og bevægede sig tilbage langs væggen med tunge skridt.

Hendes blik var rettet mod det grå gulv. Måske skulle hun blive klippet korthåret og holde op med se sig selv i spejle. Måske skulle hun beholde de slidte pyjamasbukser, som sad fint nok. Især når de ikke var nyvaskede. Hun besluttede at tage hjem og hoppe i dem med det samme.

Efter nogle meter så hun op og fik øje på ekspedienten. Han var i færd med at hænge nyt tøj på et stativ. Det gik hurtigt, men der var ikke noget hektisk over hans bevægelser. Pludselig drejede han hovedet i hendes retning. Hun skyndte sig at se ned. To sekunder senere hørte hun skridtene nærme sig. Hendes kinder brændte.

– Finder du noget? spurgte han.

– Nej, det her er vist ikke lige mig, svarede hun.

– Er du ude efter noget bestemt?

– Jah. Men jeg tror ikke, at jeg finder det her. Jeg leder efter noget, der ikke er helt så… så sporty, svarede hun beklemt.

– Okay, svarede han og slog en kort, varm latter op, før han fortsatte, hvad skal det så være?

– Behageligt, svarede hun spagt.

– Ja, nu ved jeg ikke, hvad jeg skal foreslå, for det meste omkring dig er faktisk behageligt, sagde han.

– Okay. Hvis du siger det. Men jeg er ikke så sporty.

Tænk, at hun var nødt til at sige det højt! Her stod hun foran ham; buttet, i bukser og ballerinasko, der strammede om kap, og en løs tunika.

– Det kan du blive, lød det optimistisk fra ham.

– Næppe. I øvrigt ligner meget af det løbetøj, svarede hun rådvildt.

– Det kan det skam også bruges til. Jeg bruger selv herreudgaven af det sæt, der er lige ved siden af dig. Det er både åndbart og behageligt, sagde han og rettede sig op uden at skyde brystet for meget frem.

Det lød mere som en opfordring eller et godt råd end et forsøg på at prakke hende noget på.

– Jeg skal vist lige tænke mig om, sagde hun.

– Gør du endelig det. Du skal være velkommen tilbage, svarede han.

– Tak, mumlede hun og gik mod udgangen.

En times tid senere satte hun sig til rette i sofaen med et par rugbrødsmadder på tallerkenen og en kop grøn te. Hendes tanke fra tidligere på dagen poppede op i bevidstheden. Det var det, kunderne ville have… Hun så på sit ur. Hun kunne godt nå at lave et Facebook-opslag, før nyhederne begyndte. Hun var nødt til at få det ud af verden. Hurtigt uploadede hun leverandørens billeder og skrev den korte reklametekst: ”Kig forbi Signes Garn. Bedre sent end aldrig – nu er forårets farver på hylderne. Uld, bomuld og bambus til rimelige priser.”

Hun lagde telefonen fra sig, tog en bid af spegepølsemadden og rettede blikket mod fjernsynet. Under vejrudsigten drak hun den sidste mundfuld te og så ned i koppen. Pyjamasbukserne i baggrunden fangede hendes opmærksomhed. Hun stirrede på dem, mens hun forsøgte at fordøje dagens indtryk, men hun kom ingen vegne.

Næste formiddag fandt hun hobbykniven frem og gik hen mod papkassen. Hun havde lovet kunderne det. Nu var der ingen vej tilbage. Hun skar tapen over, åbnede kassen og lod blikket vandre rundt i den. Nogle nøgler var pastelfarvede, andre mørkere, men ingen af dem lignede farverne på leverandørens billeder. Typisk! Da hun løftede de første nøgler op i lyset, åndede hun lettet op. Nu så farverne straks klarere ud.

Tæt på lukketid klingede den lille metalklokke ved butikkens dør højt. Det gibbede i Signe. En ung kvinde med lyse krøller trådte frejdigt over dørtærsklen.

– Hej! Når jeg det? spurgte hun håbefuldt.

– Ja, selvfølgelig. Hvad søger du? spurgte Signe.

– Noget garn. Noget…

Hun tav og så sig omkring.

– Som dét der, svarede hun og skyndte sig over til reolen med bambusgarn.

Hun læste på banderolen med let rynkede bryn. Læberne bevægede sig, men hun sagde ingenting. Hun talte på fingrene. Signe så diskret på hende. Hun var køn.

– Tre farver… sagde den unge kvinde lavmælt og lod blikket glide undersøgende rundt på reolen.

Hun så ikke ud til at have brug for hjælp, så Signe holdt sig i baggrunden.

– Lysegul, rosa og… hmm.

Hovedet vippede fra side til side et par gange. Pludselig stoppede det. Hun rakte ud efter et lysegrønt nøgle og læste på banderolen.

– Bøgeblad! Selvfølgelig, udbrød hun og så på Signe.

– Det er en flot kombination, sagde Signe anerkendende.

– Tak, svarede kvinden efterfulgt af et smil, der nåede helt op i øjnene.

Signe betragtede hendes smilehul et øjeblik og nikkede venligt. Sikke en udstråling! Kvinden fandt det antal nøgler, hun skulle bruge. Krøllerne gyngede livligt, når hun bevægede sig. Signe så længselsfuldt efter dem.

Den unge kvinde betalte, ønskede Signe en god weekend og fløj ud ad døren i samme høje fart, som hun var kommet ind i butikken med. Signe låste døren efter hende og vendte blikket mod den reol, hun havde taget garnet fra. Lysegul, rosa og bøgeblad. Besluttet på et minut. Signe fyldte hylderne med nyt garn, forlod butikken og cyklede mod gågaden.

Fremme ved sportsbutikken stoppede hun ved et bord på gaden og så på varerne. En bevægelse øverst i synsfeltet fangede hendes opmærksomhed. Hun så op. Dér var han igen. Ekspedienten. Han talte med en yngre mandlig kollega. De så ud til at more sig. Smilerynkerne klædte ham. Signe stillede sin cykel hen til væggen, låste den og gik ind i butikken.

– Hej igen, sagde han.

– Hej, svarede Signe.

– Har du tænkt dig om? spurgte han.

– Jah.

Hun lo forsigtigt.

– Det lyder godt. Skal vi se på udvalget igen? spurgte han.

– Ja tak, svarede hun og bed mærke i hans ordvalg.

Vi. Skal vi se på udvalget igen? Hvornår havde hun sidst været del af et vi? Det føltes som en evighed siden. Da de var fremme ved væggen, vendte han sig og så på hende.

– Er det stadig for sporty? spurgte han.

De så hinanden i øjnene. Denne gang rødmede hun ikke.

– Det ved jeg ikke. Måske skal jeg prøve noget, før jeg finder ud af det, svarede hun.

– Det lyder som en god idé. Det er jo ikke alt i denne verden, man kan tænke sig til, sagde han venligt og gik igen.

Signe trak vejret dybt og lod blikket glide undersøgende omkring. Hun bevægede sig langs væggen og greb ud efter et ærme, der stak lidt ud. Hun løftede det højere op og slap det. Det dalede nedad og lavede et lille svirp, før det atter hang stille. Det var sort. Hun så svalerne for sig. Hurtigt fandt hun nogle bluser og bukser – samme model i forskellige størrelser. Hun lagde dem over armen og så sig igen omkring. Dér! En anemoneblå T-shirt. Hvorfor havde hun ikke set den sidst? Resolut lagde hun også to T-shirts i hver sin størrelse over armen.

Efter få minutter i prøverummet konstaterede hun, at ekspedienten havde ret. Det var behageligt at have på, selvom det ikke så sådan ud ved første øjekast. Hun gik mod kassen med et sæt tøj og en T-shirt i hænderne.

– Du fandt noget! udbrød han.

Signe nikkede.

– Ja, jeg vil gerne give dét her en chance, sagde hun, da hun lagde tøjet på disken.

– Så må vi se, hvad fremtiden bringer. Måske kommer du tilmed i løbesko en dag, sagde ekspedienten muntert, da han begyndte at folde tøjet sammen.

Hun betragtede hans hænder, mens de arbejdede. De var flotte. Stærke og smidige. De havde en varm lysebrun lød. Han måtte være udenfor i fritiden, for selvom lyset i butikken var skarpt, blev man næppe solbrændt af det.

– Løbesko? Nej, dét er vist at stramme den, svarede hun.

– Hvorfor dog det?

– Dem dyrker man motion i. Dét kan jeg ikke, svarede hun.

Han så hurtigt op og ned ad hende med et undersøgende blik.

– To arme, to ben, fødderne på gulvet, og hovedet vender opad. Selvfølgelig kan du det.

– Ikke uden videre, modererede hun sit svar.

– Nej, dét er der ingen, der kan. Man er nødt til at bygge formen op langsomt, sagde han og scannede stregkoderne på tøjet, før han så op.

Hun nikkede. Hun havde ingen forstand på den slags, men det lød rigtigt.

– Hmm. Det skulle jeg måske forsøge, mumlede hun.

Han lagde hovedet let på skrå.

– Nu håber jeg ikke, at jeg lyder alt for bedrevidende, men det ér lettere at komme i gang, hvis man ikke er alene om det.

– Det har du nok ret i, svarede hun og så ned på tøjet.

Brudstykker af de seneste års nedslående begivenheder blandet med al tiden alene flagrede forbi hendes indre blik. Skuldrene føltes pludselig tunge.

Han rømmede sig. Hendes opmærksomhed vendte tilbage til nuet.

– Jeg er træner i løbeklubben. På begynderholdet går man. Stille og roligt de første gange. Sig til, hvis du vil være med. Eller hvis du vil prøve det, før du beslutter dig, sagde han.

Signe så på den anemoneblå T-shirt. Efter nogle sekunder rettede hun sig op og så ind i et par øjne, der pludselig virkede mere blå end før.

– Det vil jeg gerne, svarede hun beslutsomt.

– Alletiders! Vi mødes mandag og torsdag. Klokken 19 foran stadion, sagde han.

Hun nikkede og betalte. Han rakte en hånd frem mod hende. Hun tog den.

– Jeg hedder Martin, og jeg glæder mig til at se dig, sagde han og klemte hendes hånd, mens han talte.

– Signe. I lige måde, svarede hun. For første gang i flere år, mærkede hun sommerfugle flakse rundt i maven.