I 2009 var 39-årige Flemming Arent Brandt et lykkeligt sted i sit liv. Han havde været sammen med sin daværende kæreste, Lorena, i syv år. De boede sammen lidt uden for Randers med Lorenas drenge, Oliver og Mikkel, som Flemming var den daglige faderfigur for. Og så var han far med al den kærlighed, det fører med sig, til parrets fælles datter på 3 år.
Læs også: Julian på 4 år reddede sin mor som en sand superhelt – Pernille var kvik og på ingen måde bange af sig. Flemming smiler ved mindet, og stoltheden er næsten til at skære i, når han taler om hende. Men som de fleste ved, kan lykken hurtigt vende. Det gjorde den for Flemming en fredag i marts for otte år siden.
Hvad var der sket?
Flemming havde tilladt sig selv en lille eftermiddagsblund, mens Lorena havde taget Oliver og Pernille med i bilen for at hente en veninde, hun skulle i byen med om aftenen. Han vågnede, da et kraftigt lys ramte ham i ansigtet uden at have det fjerneste begreb om, hvad klokken havde slået. Han så politibilen udenfor, og med en lidt nervøs fornemmelse i maven åbnede han hoveddøren. Hvad var der sket?
Læs også: Linda mistede pludselig sin mand, men lever i dag parrets fælles drøm på en båd Et sted mellem Randers og Mariager var bilen med Lorena, hendes veninde, Oliver og Pernille blevet mejet ned af en spritbilist. Lorena var død på stedet, veninden og børnene var sendt af sted med ambulance til nærmeste sygehus. – Jeg ville selvfølgelig hen til børnene hurtigst muligt, men havde samtidig en fornemmelse af, at bilen ville svinge ind i garagen sekundet efter. De kommer lige om lidt. Lige om lidt kommer de. Tiden stod stille, og jeg vandrede ind og ud af virkeligheden.
En stjerne på himlen
Flemming fortæller om dagen i detaljer, og han husker stjerneskuddet, der susede over den mørke himmel, lige som han ankom til sygehuset. – Hvad det betød, ved jeg ikke. Men Lorena havde altid troet på, at man blev til en stjerne på himlen, når man ikke længere var på jorden. På sygehuset fik Flemming besked om, at også Oliver var afgået ved døden. Men lille Pernille var stadig i live, dog i respirator og slemt tilredt.
Læs også: Healing og kærlighed i Øster Hassing – Lige der havde jeg så meget håb. Også selv om jeg vidste, at hun ville være slemt hjerneskadet, hvis hun vågnede. Jeg stirrede bare på hende og hendes tal. Samme nat afgik også hun ved døden, liggende i sin fars arme. Flemmings verden gik i stå.
Ansvar og kærlighed
Tiden efter kan han forståeligt nok ikke huske så meget fra. Hans datter var pludselig reduceret til et foto i stuens vitrineskab, og al kærlighed syntes død og begravet sammen med dem, Flemming plejede at kalde familie. Ti kilo forsvandt hurtigt fra hans krop, men helt i hundene gik han aldrig. Der var stadig ét menneske i hans liv, som han ønskede at være noget for: Lorenas ældste søn, Mikkel på 11 år, der havde været sammen med sin biologiske far, den dag ulykken skete.
Læs også: Lea og Stian forlod karriereræset og blev dagplejere Livet forsatte. Flemming arbejdede en masse, han var "far" efter bedste evne, og en dag blev han også forelsket igen - i Pia. Efter et års tid flyttede hun ind i huset, og de blev enige om en familieforøgelse. Det løb, havde Flemming ellers troet var kørt, så glæden over igen at skulle være nogens far var enorm. – Bare vent, til I ser mine tvillinger. De er ren skønhed, siger han om børnene Magnus og Mathilde.
Sorgen sat fri
Forholdet til børnenes mor holdt desværre ikke, og årsagen kan blandt andet findes i den sorg, der fyldte i hele Flemmings familie, sad i husets møbler og i Flemmings egen krop. For selv om han igen havde fået lykken at føle, var der stadig en kasse med følelser, som trængte til luft. – Sidste år startede jeg i en forældresorggruppe. Det er noget af det bedste, jeg har gjort for mig selv. Jeg burde være startet meget før. Det giver så meget at tale med andre, som også har mistet, og jeg er helt klart et bedre sted i livet nu. – Og så betyder tvillingerne alt for mig. Jeg kan slet ikke beskrive den lykke, det er at se dem vokse op.
