Uanset hvor nærsynede fuglene måtte være, kan de altid finde hjem til de huse, Vibeke har lavet til dem. Der er også et hjemmelavet fuglehus i Vibekes egen have, og fuglene her er nok de eneste fugle i Næstved og omegn, der har et hjem, beklædt med strikkede sole, blomster og mønstre. Inden under strikken er der en gedigen trækasse med panoramavindue, så huset er afgjort for fugle med sans for luksus.
Vibeke laver husene til Projekt Byg1By. Idéen går ud på, at forskellige kunstnere og andre fingernemme folk laver fuglehuse, der bliver solgt, og overskuddet går så til at bygge skoler i Burundi i Afrika. Og det er en fin ordning, synes Vibeke og resten af familien Bruhn, der alle er en del af Vibekes projekt fuglehus.
Læs også om Fritzz, der er en hund efter diabetes
Vibeke strikker, hendes mor hæfter ender, og hendes mand, Daniel, maler husene og klistrer de strikkede blomster og sole på, og sådan har Vibeke sørget for, at hele familien har en fornuftig hobby.
De er næsten også nødt til at hjælpe til, for Vibeke kan stort set ikke se noget som helst. Et procent syn har hun tilbage på det gode øje, det andet er blindt. Hun er 59 år, og i rigtig mange år har hun haft diabetes.
Opereret flere gange
Det er i havehuset, Vibeke kreerer fuglehuse og masser af håndarbejde. Om dagen er hun alene hjemme, for Daniel passer sit arbejde, men Vibeke har desværre ikke haft job de seneste otte år.
– Jeg er egentlig uddannet teknisk designer, men jeg har arbejdet som nattevagt på bosteder og plejehjem i årevis. I min familie har der altid været diabetes, så det var ikke en stor overraskelse, da man fandt ud af, at jeg også havde det. Jeg var bare ikke så god til at passe på vægten og spise fornuftigt og alt det der...
– Derfor begyndte det at gå ned ad bakke med synet, og pludselig gik det rigtig stærkt. Jeg er blevet opereret flere gange med mere eller mindre held, og nu er jeg så næsten blind. Derfor var der ikke mere plads til mig på arbejdsmarkedet, og det var jeg da ked af. Men mit valgsprog er: ”Det er ikke, hvordan man har det. Det er, hvordan man ta’r det.” Det bedste er at få noget ud af livet og så lade være at snakke sygdom hele tiden, siger Vibeke.
Lilla køer i ørerne
– Jeg lærte at strikke, da jeg var 3 år, og siden er jeg aldrig holdt op. Da jeg kom hjem efter den første øjenoperation, gik jeg hen til strikkekurven, fandt pindene frem og slog nogle masker op. Jeg skulle se, om jeg stadig kunne – og det kan jeg.
– Jeg så et program med Søren Ryge, hvor han fortalte om projektet Byg1by, og det var da lige noget for mig. Jeg vil jo gerne have, at mine ting bliver brugt til noget, og jeg har ladet mig fortælle, at mine fuglehuse er rigtig flotte, siger Vibeke.
Børn – nej tak
Vibeke kan ikke se, og hun siger, at Daniel ikke kan høre, så hun mener, de er et godt team. Om det virkelig er sådan med Daniel, vides ikke, men Vibeke siger tingene ligeud – hun har nok aldrig været typen, der pakkede noget ind. Børn blev det aldrig til hjemme hos familien Bruhn.
– Dem skulle vi åbenbart bare ikke have, og sommetider tænker jeg også, at børn er noget overvurderede. Det ville aldrig være gået godt, hvis Daniel og jeg havde fået børn! Han bliver helt bekymret, bare katten går over vejen, så vores børn ville aldrig have fået en chance for at få et liv, uden at han overvågede dem, mener hun.
Og således er katten Hermann officielt udnævnt til kæledyr med ret til god mad og strikkede tæpper.
– Jeg har jo mine fuglehuse, og så laver jeg alt muligt til alle de mennesker, jeg kender. Desuden opfinder jeg ting, siger Vibeke ikke uden stolthed, og det er også sjældent set, at man kan få strikkede betræk til cykelkurve, stokke og så videre, men Vibekes fantasi kender ingen grænser, og heldigvis får hun hjælp af moderne teknik.
Hendes scorebriller, som hun kalder dem, er måske ikke et kønt syn, men de er gode til at aflæse apparatet, når hun skal måle sit sukkertal. Luppen og alle de andre hjælpemidler har hun helt styr på, resten skal Daniel nok hjælpe med.
Det er også ham, der kører omveje med Vibeke, for hun kan simpelt hen ikke få nok af at køre en omvej og opleve nye ting på vejen. Man behøver ikke at kunne se, hvor man er – bare man nyder at være det sted, man er. Og det er Vibeke ekspert i.
Læs mere om Vibekes strikkede fuglehuse i Familie Journal nr. 34
