Kære Puk
Skal fotos af hans kone stå fremme?
Brede Å flyder stille af sted og afslører et noget usædvanligt spejlbillede fra den gamle bro, der fører over i ”Sparekasseskoven”. På broen står nemlig en broget flok unge mennesker, der sammen med naturvejleder Line er på vej ud i skoven med hvide spande for at samle blade, bær og smådyr og lære en masse om den danske natur.
– Der er mange spændende dyr og planter her i Danmark, fortæller 24-årige Awet fra Eritrea. – Selvom jeg har været her i to år, er der meget at lære, for det er meget forskelligt fra dér, hvor jeg kommer fra.
Det er nu ikke flora og fauna, der er den vigtigste årsag til, at Awet og 70 andre unge, hvoraf de 48 har flygtningebaggrund, er ret vilde med at være på sommerhøjskole arrangeret af DFUNK (Dansk Flygtningehjælp Ungdom), og enigheden er stor, når det bedste ved opholdet skal udtrykkes.
Læs også om 93-årige Bente Møller Nielsen, der hjælper syriske flygtninge med dansk
– Nye venner! Og at tale dansk hele dagen!
– Det er dejligt at være sammen med mange mennesker og have det sjovt, fortæller 22-årige Sophie, der sammen med sin mor og storesøster Safi for godt et år siden flygtede fra Congo. – Jeg kan tale lidt dansk og er rigtig glad for at være sammen med alle danskerne her på højskolen, så jeg er nødt til at tale dansk hele tiden.
Der er god mulighed for at have det sjovt – enten på musik/dans-linjen, billedkunst eller natur-linien, og i skoven har mødet med den danske brændenælde haft underholdende effekt.
– Av! Unge Omar fra Syrien trækker armen til sig, da resultatet af hans overmod viser sig. Han meldte sig som frivillig til at føle, hvordan nælden brænder, når man gnider den mod huden, og nu bliver han under stor latter hjulpet med alverdens råd.
– Man kan spytte på det, eller man kan skrabe med en mønt, man kan komme mælkebøttesaft på, og nogen mener, at det hjælper, hvis man tisser på det. Hvem vil tisse på Omars arm?
Under stor latter går turen hjemad over broen mod aftenens lejrbål og hygge på tværs af flammer og baggrunde, mens alle fryder sig over nye venskaber.