
Jeg er snart pensioneret og ser frem til endelig at stoppe med at arbejde. Jovist, jeg har nydt mit job i banken. Jeg har tjent godt og været i stand til at gøre karriere samtidig med, at jeg har kunnet være der for mine to børn, som nu er voksne og flyttet hjemmefra.
Som pensionist vil jeg bare slappe af, læse bøger og løse krydsord. Det synes jeg, at jeg fortjener, når nu jeg har arbejdet så mange år på kontoret og i hjemmet.
Men der er bare ét problem: Virksomheder, der vil have mig til at arbejde gratis for dem.
Når jeg handler i den lille købmandsforretning rundt om hjørnet, er de begyndt kun at have én kasse åben. Og jeg kan love dig for, at køen er lang.
”Du kan scanne selv”, siger en venlig kvinde til mig, da jeg klager over, at køerne er så lange.
”Hvorfor kan I ikke bare åbne en kasse mere?”, undrer jeg mig.
Vi har ikke mere kassepersonale.
Og så må jeg høfligt stille mig og scanne alle mine varer selv.
Altså gøre andres arbejde uden at få betaling!
Det samme skete, da jeg var i Ikea for et par uger siden. Der skulle jeg stå og lede efter stregkoderne på mine varer. Man skulle tro, at jeg så ville få rabat, men nej. De tilbyder mig ikke engang posen!
Ikke nok med, at jeg som kunde forventes at gøre butikkens arbejde, så skal jeg også sætte mig ind i deres forskellige kassesystemer.
Hvis butikkerne så kunne blive enige om ét system, men nej, alle steder er forskellige.
Jeg er økonom og har arbejdet i en bank hele mit liv, så tal og IT er ikke fremmed for mig, men jeg synes stadig, at de her systemer kan være lidt komplicerede. Jeg kan kun gisne om, hvordan andre, der er mindre vant til teknologi, må have det.
Og hvis man så glemmer at scanne noget, bliver man beskyldt for butikstyveri, og det ville være frygteligt ydmygende på alle måder. Så hver gang jeg står der og scanner, er jeg rædselsslagen for at lave en fejl.
Jeg savner det personlige møde hen over kasseapparatet. Jeg synes, vi mennesker mister meget, når vi holder op med at kigge hinanden i øjnene og bare klarer hvert vores ved en skærm.
Har du oplevet noget sørgeligt, glædeligt, rørende eller oprørende i dit liv? Et vendepunkt? Eller har du livserfaringer, som andre kan få glæde af?
Så skriv og fortæl din historie til Andrea Bak på e-mail: andrea.bak@aller.com
Du skal være medlem for at gemme denne artikel. Medlemskabet giver ubegrænset adgang til alt indhold.