■ Den nytårsaften fik Isabel nok. Nok af sin forelskede veninde og hendes lykkelige liv. Nok af at bo hos veninden og sove på hendes sofa. Nok af at have medlidenhed med sig selv, fordi hendes egen kæreste havde forladt hende.
Her stod hun med diagnosen psykisk syg og en vægt i omegnen af de 150 kilo. Skulle det her forestille at være et liv?
Hun rejste sig fra sofaen, kaldte på sin hund, Homer, gik ud i gangen og spændte snoren på hunden. Lidt efter smækkede døren efter dem. Dengang vidste hun det ikke engang selv, men det var lige præcis nytårsaften 2015, der ændrede hendes liv.
20 sekunder
Isabel Rosiak i Andst har tabt sig 55 kilo på et enkelt år.
– Jeg indførte også 20-sekundersreglen: Hvis der er noget, jeg gerne vil, så skal jeg kaste mig ud i det, og så giver jeg mig selv 20 sekunder. Hvis jeg så tænker ”nej, jeg tør ikke,” så skal jeg gøre det. Det har bragt mig i en hel del nye og anderledes situationer, vil jeg gerne indrømme, siger Isabel.
– Da jeg var 18 år, var jeg heller ikke et lille nips, men jeg havde højden med mig. Jeg spillede håndbold på et rimelig højt plan, jeg arbejdede i et supermarked og elskede mit job. Det endte den dag i 2003, da jeg fik en knæskade, og mit korsbånd røg.
Jeg måtte stoppe med at spille håndbold, og så steg vægten. Selvfølgelig var jeg ked af det. Jeg syntes næsten, jeg græd hele tiden. Jeg var i første omgang sygemeldt i tre måneder, og bagefter sagde jeg op.
Jeg blev syg
Hun fik diagnosen depression, emotionelt ustabil, personligheds-forstyrrelse af borderline-typen og angst. En hel masse ord, der satte Isabel på plads.
– Egentlig syntes jeg, det var rart at få en diagnose. Jeg kunne sige til mig selv og alle andre: ”Se selv! De siger, at jeg er syg.” Så havde jeg ikke selv ansvaret for at få det bedre. Nogen måtte gøre noget, så jeg blev rask igen.
På pension
Jeg var indlagt i syv måneder, og jeg fik masser af medicin, men jeg syntes aldrig, jeg fik det bedre. Til gengæld begyndte jeg at ryge. Det gjorde alle de andre indlagte også, og min vægt steg stadig. 125 kilo vejede jeg, da jeg var indlagt. Mit liv gik i stå – og på en eller anden måde passede det mig godt.
I 2009 sagde jeg ja til at modtage førtidspension, flyttede i egen lejlighed, fik hund og kæreste og en lille, forsigtig tro på, at det nok skulle gå. Jeg blev nok aldrig rask, tænkte jeg, men så var det sådan, det skulle være. Jeg håbede bare, at jeg fik et nogenlunde okay liv.
Da Isabel nåede nytårsaften 2015, havde hun så omtrent nået bunden af sit liv. Der skulle ske noget andet.
Isabel tog sin hund og flyttede tilbage til sin egen lejlighed. Hver dag trak hun i overtøjet og gik en tur på 10 km.med Homer. Hun tænkte på, hvad hun kunne have lyst til at lave, og pludselig faldt det hende ind, at hun måske gerne ville synge.
Derfor begyndte Isabel i et gospelkor i januar og kom hjem efter første aften fuldstændig ør og lykkelig efter at have sunget sammen med de andre. Senere kom hun også til at tænke tanken om at prøve at dykke, og efter 20 sekunders betænkningstid meldte hun sig til at tage et prøvedyk i Lillebælt. Nu har hun taget dykkercertifikat.
En ny hund
Nu vejer hun for første gang i mange år under 100 kilo – faktisk kun 93 kilo. Selvfølgelig er Isabel lykkelig for sin nye vægt, men hun er endnu mere lykkelig for, at hun har fundet glæden i livet igen.
– Når jeg synger, bliver jeg glad, og når jeg går, får jeg endnu mere energi. Jeg har også trappet mig selv ud af min medicin, for jeg har ikke brug for den længere. Jeg har fundet tilbage til den Isabel, jeg efterlod for så mange år siden. Nu er jeg 31 år, og jeg er da ked af, at jeg har mistet alle de år, hvor jeg skulle have nydt min ungdom, men det kan ikke ændres – og så er det på tide, at jeg får noget ud af resten af livet, siger Isabel.
