Jeg er heks med god jordforbindelse

Der bor en heks for enden af en markvej i Odsherred. Hun er 51 år og hedder Mariakaisa Bruun. Hun har ingen børn, der hedder Hans og Grethe og som fedes op i et bur.

Nej, Mariakaisa er en moderne heks med ganske almindelige børn, en mand der er fængselsbetjent og et hus med alle moderne bekvemmeligheder, men heks, det er hun. Det siger hun selv.

Hver anden tirsdag inviterer hun på Heksens legestue, hvor hun og deltagerne snakker om energier, clairvoyance, aura, kort og krystaller. Det er et besøg i en spirituel verden, hvor man lærer noget nyt om sig selv og får nogle idéer til, hvordan man får det bedste ud af sit liv – med eller uden hekseri.

Det er en mørk og forblæst tirsdag aften, og der er ingen koste parkeret foran døren, kun biler, og Mariakaisa flyver da heller ikke på en kost. Hun har alt for megen jordforbindelse til den slags pjat, og det er det, hekseriet handler om: At give sig selv og andre jordforbindelse og roen til at finde ud af at leve det liv, de gerne vil.

Netop det kan man lære i Mariakaisas legestue og på hendes kurser. Selvfølgelig lærer deltagerne også at se, læse og hele en aura, og lærer om krystaller og deres energi og meget andet, man normalt ikke beskæftiger sig med en januaraften i silende regn.

Mariakaisa har altid gået sine egne veje uden et øjeblik at spekulere over, om hun var mærkelig, anderledes eller for meget, for hun er bare Mariakaisa, som hun altid har været det.

Mormors pige

– I min familie har vi altid haft kvinder, der kunne mere end almindelige mennesker. Min mor var enlig mor, og derfor har jeg været rigtig meget hos min mormor, der var en klog kone. Hendes telefon ringede kun, hvis en eller anden var død, ellers dukkede folk bare op, når de havde brug for hende. Nogle havde ondt i kroppen, andre i sjælen, men hun healede dem og kunne se mange ting, som hun kunne hjælpe dem videre i livet med. For mig var det jo helt almindeligt, at sådan var livet. Man hjalp andre og healede dem, så de blev raske. Det var først, da jeg kom i 1. klasse, at jeg opdagede, at nogle syntes, jeg var mærkelig, siger Mariakaisa.

Mormors pige var nemlig speciel. Hun kunne også hjælpe folk med ondt i arme og ben, for lille Mariakaisas hænder havde også den healende evne. Men hun kunne også se ting, og det var ikke populært. I hvert fald ikke hos den ellers meget beundrede klasselærer.

– Da hun kom i skole en dag, kunne jeg mærke, at hun var meget ked af noget privat. Jeg sagde til hende, at det skulle hun ikke tænke på. Det ville ordne sig, men hun blev gal og sendte mig op på inspektørens kontor.

– Så sad jeg der og fik kakao i et plastickrus og en chokoladebolle, og derfor vidste jeg bare, at der var sket noget særligt, for det fik vi børn ellers aldrig. Skoleinspektøren fortalte mig, at jeg ikke havde gjort noget forkert, og at han nok skulle snakke med min mormor om det, men den dag forstod jeg, at det ikke var alle, der kunne se ting, siger Mariakaisa.

Mariakaisa lærte at behandle andre mennesker, da hun var helt lille, men da hun blev teenager, fik hun en periode, hvor hun gerne ville være som andre.

Derfor gik hun i gang med en kontoruddannelse, som hun afbrød for at tage et år til Brasilien, og da hun kom hjem, blev hun uddannet lærer. Og selvfølgelig blev hun lærer for børn med problemer af den ene eller anden slags.

– Det var de børn, der var mest interessante at arbejde med, og hvad var det så, jeg gjorde? Jeg så og hørte dem, gav dem nogle øvelser og lærte dem nogle måder til at få ro på sig selv, og så gik det også, siger Mariakaisa.

Vil give det videre

Det lyder nemt, og det ser nemt ud, men Mariakaisa kan noget, de fleste ikke kan. Hun healer stressede ledere, børn med problemer, sportsfolk, kunstnere og alle mulige mennesker. Hun bliver tilkaldt for at rense huse for glemte ånder, hun læser auraer og bruger sine energier på at hjælpe andre.

Nu vil hun gerne give det videre. I gamle dage lærte hendes mormor hende, hvordan hun skulle bruge de kræfter, hun havde. Men i dag inviterer moderne hekse som Mariakaisa på legestue og kurser for dem, der måtte have brug for at få øjnene op for andre måder at være menneske på.

På kurserne kan man bl.a. lære, hvad energi er, hvordan den bruges, og fortsættere kan lære at blive clairvoyante, specialister i healing og finde ud af, om man vil hjælpe mennesker eller dyr. Men det allervigtigste på hekseskolen er at lære sig selv at kende og især at holde jordforbindelsen.

– Vi skal leve vores eget liv, ikke de andres. Jeg møder så tit mennesker, der føler, at de bliver drænet for energi ved at være sammen med andre. Men det er ikke andre, der tager vores energi. Det er os selv, der rækker ud og prøver at tilpasse os og være, som vi tror, de andre vil have os. Det skal vi ikke. Vi skal bevare vores egen jordforbindelse og holde vores energi for os selv og leve vores eget liv, for så blander vi ikke vores energi ind i andres liv. Du skal mærke kraften og jordforbindelsen i dig selv, først derfra kan du blive et helt menneske, formaner hun, mens kursisterne deler sig op i hold på to.

Jeg er ligeglad

Aftenens første øvelse går ud på at mærke hinandens aura, den usynlige energiring der befinder sig rundt om ethvert menneske. Auraen skal helst være hel og ubrudt, for så er jordforbindelsen i orden. Når man har mærket auraen, skal man tegne den. En svær øvelse, især for dem der ikke kan se partnerens aura.

Men en heks blev ikke skabt på én dag, og det tager mange undervisningstimer at blive en ordentlig heks.

Mariakaisa underviser i chakraer, krystaller, fjernhealing og hjælper gerne med at rense og heale eleverne for alt det, der har skadet dem eller efterladt dem med sorger og bekymringer.

Man kan tro på Mariakaisa eller lade være. Hun tager sig ikke af andres meninger, for hun er netop i harmoni med sig selv og inderligt ligeglad med, om andre tror på hekse, chakra og krystaller. Hun ved, hun er en heks og hun ved, hun lever det liv, hun gerne vil have, og det meste af tiden får hun det, som hun vil have det.

– Min mand, Caasper, havde jeg kendt i lang tid som ven, men en dag vidste jeg pludselig, at han skulle blive min kæreste. Det blev han så, og heldigvis for det: Vi har i alt fem børn og et dejligt liv sammen, og sådan bliver det ved med at være. Det ved jeg, siger Mariakaisa, og hvem tør vel sige en heks imod?