Puks brevkasse: Vores datter kører rundt med os

Vores datters skolegang har været lidt la la, og en eksamen har hun aldrig taget. Men hun fik en læreplads og skulle gå i skole efter arbejde og klare eksamen på en lidt anden måde.

Siden hun blev 18 og fik kørekort, har hun kørt i vores bil. Det var selvfølgelig med vores tilladelse for at hjælpe hende, da hun kom i lære, og senere da hun skulle passe sit job.

Hun fik barn som 25-årig, faren var ikke på sidelinjen, og vi lovede at støtte, hvilket vi har gjort. Jeg har været “dagplejer” for barnet i to år, derefter kørte jeg ham i børnehave, og vores datter hentede så – i vores bil.

Nu er hun 36 år og barnet 10. Sønnen har lidt vanskeligheder i skolen, er stille, lidt for sød og godtroende og har balance- og talebesvær.

Hans mor leger aldrig med ham, han spiller på sin iPad hele tiden efter skoletid. Nogen gange er han hos mig – vi bor tæt på hinanden – og så leger vi, og han elsker det! Mor gider ikke lege, fortæller han. Han kan heller ikke cykle, og vi tænker, at hans mor ikke gider lære ham det.

Hun har ingen veninder og har, siden hun fik sin søn, ikke haft en kæreste. Hun vil bestemme og raser, hvis hun får nej, hvilket muligvis afskrækker dem.

Hun har ofte brug for økonomisk hjælp, og det får hun af os, for vi synes, vi bør gøre det af hensyn til barnet. Men vi har opdaget, at hun snyder os og siger, at hun er ligeglad med at spare. Hun skælder os også ud og kalder os, hvad det passer hende.

Hun låner stadig vores bil for at køre barnet i skole og alt muligt andet. Bilen står faktisk hos hende, og vi har svært ved at få den selv, for hun truer med, at drengen ikke kan komme i skole osv. på grund af os, og vi skal tænke på, hvor synd det er for ham, hvis hun ikke må bruge bilen. En anden ting er, at hun meget sjældent fylder bare lidt benzin på.

Efter nu igen at have haft et skænderi med os – mest mig, sagde jeg, at hun i det nye år selv må finde et køretøj eller anden løsning. Min beslutning kom efter, at jeg forgæves bad hende hjælpe mig med MitId.

Hun græd og skreg efter mig, da jeg fortalte hende om beslutningen, og hun knaldede vores hoveddør så hårdt i, at ruden nær var røget ud.

Senere skrev hun i en sms, at hun aldrig ville tale med mig igen, og at hendes opfattelse af familie er, at det er nogen, man hygger sig med, men ikke hjælper. Veninder (som hun jo så ikke har) kunne man hjælpe.

Efter skænderiet har hun dog i dag igen taget bilen, men den er også sat tilbage.

Jeg er meget ked af det denne gang og ved ikke, om jeg er for hård. Jeg er også ked af at gøre barnet ondt.

Men hvornår klarer man sig selv? Vores datter har ikke haft arbejde i tre år, hun fik stress, for mærkeligt nok har hun svært ved at sige fra over for overordnede på de job, hun har haft.

Jeg er førtidspensionist, har mange smerter og får meget medicin.

Er det mig, der er gal på den?

En ked af det mor.

Kære En ked af det mor.

Sikke en svær situation. Som jeg altid skriver, er jeg hverken læge eller psykolog, men mine umiddelbare tanker, når jeg læser dit brev, ledes hen på, om din datter måske har en ubehandlet diagnose?

I dit brev virker det, som om hun måske har brug for mere professionel udredning og støtte.

Hun har ikke rigtig kapacitet til at få livet til at hænge sammen hverken socialt eller økonomisk, og derfor er der måske brug for hjælp udefra? Jeg tror under alle omstændigheder, I har brug for hjælp udefra.

Hvis du er bekymret for, om dit barnebarn får den omsorg, han skal have, kan du eventuelt bede skolen eller kommunen om hjælp.

Vi har alle underretningspligt, hvis vi oplever børn, der mistrives. Kunne du forestille dig at dele din bekymring med klasselæreren?

Ellers kan du ringe til kommunen. Kommuner har familierådgivning, hvor man kan bede om vejledning. Det virker, som om du godt kunne bruge gode råd fra flere end mig, så du bedst kan navigere i de problemer, du står med.

Din datters vrede bekymrer mig, og hun skal ikke smadre døre. Mit bedste råd er at søge hjælp og vejledning.

Vil du prøve det? For drengens skyld, men også for din datters og din egen.

Det er rigtig fint, du har fået sat ord på det og har skrevet til mig. Det var første skridt, og det skal du have ros for, men jeg mener, du må tage næste skridt også og få talt med mennesker, der kan handle og rådgive jeres familie på sigt.

Du er meget velkommen til at holde mig underrettet og skrive igen, men mit råderum er lidt beskedent, så derfor skal du have fat på professionelle, der kan støtte jer alle.

Ræk ud, som du gjorde her, selv om det er svært.

Varme hilsner fra Puk.