Jeg følte mig fortabt, da børnene flyttede

Jeg elskede mine to store unger, men når jeg endnu en gang kom hjem til et tomt køleskab, en fyldt vasketøjskurv eller faldt over Jakobs sko i størrelse 45 i gangen, glædede jeg mig i mit stille sind til, at Jakob og hans lillesøster, Astrid, flyttede hjemmefra.

Jeg var midt i 50’erne, og som mor til en 20-årig og en 18-årig kunne jeg ikke længere huske, hvordan livet var uden børn.

Selv om Jakob og Astrid på mange områder var selvkørende, fylde deres tilstedeværelse stadig meget på Tranevej. Så havde Astrid kærestesorg, eller Jakob havde for meget fravær i gymnasiet, for ikke at tale om al den mad, der blev konsumeret.

Jeg havde heller ikke tal på alle de gange, hvor vi havde hentet og bragt dem rundt i byen på mystiske tidspunkter af døgnet eller banket på en toiletdør, der havde været låst i evigheder. Jeg glædede mig kort sagt til, at jeg igen ville få mere tid til mig selv.

Fra den ene dag til den anden

Pludselig gik det stærkt. Jakob blev mod al forventning optaget på sit drømmestudie og flyttede til København.

Jeg havde ikke nået at vænne mig til hans fravær og købte stadig ind efter, at der boede en sulten fyr på 1,88 meter på matriklen, da Astrid en dag kom og meldte, at hun nu ville flytte sammen med en veninde.

– Du går jo kun i 3. g, sagde jeg. – Tror du ikke, det er bedre at vente til efter studentereksamen?

– Jamen, mor, fatter du ikke, at Sofie kan fremleje den her sygt fede lejlighed af sin fætter? sagde Astrid og rullede med øjnene.

Jeg syntes, det var en dårlig idé, men min mand, Søren, havde en anden mening.

– Marianne, lad nu bare pigerne flytte sammen. Astrid er en fornuftig pige, og hun klarer sig godt i skolen, så jeg ville ikke være så bekymret for den studenterhue, hvis jeg var dig, sagde han.

Og sådan blev det.

Tid til ugeblade

Pludselig genlød parcelhuset på Tranevej ikke længere af livlige stemmer, høj musik og døre, der smækkede. Hjemmet havde i mange år mindet om en banegård, hvor unge mennesker var kommet og gået i en lind strøm.

Nu var her helt stille, når jeg kom hjem fra arbejde. Der var ingen, der ville tale om kærester, veninder eller den helt urimelige lektiemængde.

Til gengæld lå der heller ingen våde håndklæder på badeværelsesgulvet eller stod snavsede tallerkner på køkkenbordet. Jeg skulle ikke bruge en masse energi på at få ungerne til at komme og rydde op, men kunne bare sætte mig i sofaen med en kop kaffe og et ugeblad.

I den kommende tid gik det virkelig op for mig, hvor meget børnene havde fyldt i mit liv i de sidste 20 år. Rengøring, tøjvask og madlavning var nu hurtigt overstået.

Ofte tog Søren og jeg bare et spejlæg og en ostemad til aftensmad, og vaskemaskinen var pludselig svær at fylde. Jeg havde al den tid til mig selv, som jeg havde sukket efter, men det stod snart klart, at jeg ikke anede, hvordan jeg skulle udfylde den.

En stor, grå masse af tomhed

Søren gik meget op i sit arbejde, desuden spillede han golf og var aktiv i foreningslivet. Han havde med andre ord nok at se til.

Tilbage i det store hus sad jeg. Jeg havde haft det samme kontorjob i kommunen i mange år, og det var fint nok, men aldrig noget, jeg skænkede mange tanker, når arbejdsdagen sluttede kl. 16. 10 minutter senere stod jeg så i det tomme hus.

Jeg gik i gang med at rydde op i kælderen og gøre køkkenskabene rene, men efter en måned var der ikke en flade eller et skab i huset, som jeg ikke havde givet en overhaling, og så kom følelsen af tomhed igen snigende.

Det var bare en stor, grå masse, som jeg ikke rigtig kunne sætte ord på. Jeg var ikke som sådan ensom, for jeg havde jo Søren og flere veninder i byen, men alligevel var jeg trist og modløs.

Sommetider tog jeg ind til Astrid og Sofie efter arbejde under påskud af at have et ærinde i midtbyen eller en lasagne i overskud.

I begyndelsen tog Astrid pænt imod mine kager og bøtter med sammenkogte retter, men efterhånden kunne jeg godt mærke, at hun og Sofie var ved at være trætte af mine uanmeldte besøg.

– Skat, skal jeg ikke lige tage dit vasketøj med hjem, så jeg kan få fyldt maskinen? spurgte jeg håbefuldt, da jeg en dag kom forbi. – Så kan jeg komme ind med det igen på torsdag efter arbejde. Det er slet ikke til besvær, for jeg skal alligevel på biblioteket.

Astrid rullede med øjnene: – Mor, Sofie og jeg vasker sammen. Vi har vaskeri i kælderen, så du behøver ikke tænke på det. Jeg kan altså godt klare mig selv. Kan du ikke ringe og snakke lidt med Jakob?

De ubesvarede opkald

Hvis min datter troede, at jeg ikke også forsøgte at komme i snak med hendes bror, tog hun fejl.

Jeg ringede ofte til Jakob, men desværre havde min søn travlt med sit studieliv i storbyen, og han svarede sjældent, når jeg ringede. Oftest blev det kun til lidt sms’er frem og tilbage.

– Marianne, lad nu være med at bekymre dig. Intet nyt er godt nyt, sagde Søren, når jeg luftede mine bekymringer.

– Jakob er ung og lige flyttet til byen. Alt er nyt og spændende, så selvfølgelig har han ikke tid til at snakke med sin mor hele tiden. Lad nu være med at give ham dårlig samvittighed.

Min mand forstod ikke, hvor meget jeg savnede min børn og det liv, som plejede at være. Der var ikke længere nogen, der højlydt diskuterede ved middagsbordet eller præsenterede os for ny musik. Jeg tog mig endda i at savne ungernes skænderier og smækkende døre.

– Hvorfor får du dig ikke nogen interesser? spurgte Søren, når jeg prøvede at tale med ham. – Du skal bare tage dig sammen og komme ud af klappen.

Han fik det til at lyde så nemt, og hans ord prikkede til min dårlige samvittighed over, at dagene bare gik, uden at jeg fik noget ud af dem.

Når jeg kom hjem fra arbejde, sank jeg sammen i sofaen og zappede dårligt tv, indtil jeg skulle lave aftensmad, og hvis Søren ikke kom hjem og spiste, hentede jeg bare en ostemad, som jeg spiste foran fjernsynet.

Alene med sorgen

Når jeg cyklede på arbejde, tænkte jeg over de ting, som jeg ville lave om eftermiddagen, men når jeg kom hjem, var jeg bare træt og trist, og så kravlede min krop nærmest selv ind på sofaen.

Søren så jeg ikke meget til. Golfsæsonen var i gang, og ofte tog han direkte på golfbanen efter arbejde. Som en anden Hans Christian Varnæs ringede han hjem og meddelte, at han ”spiste i klubben”, så jeg skulle ikke vente på ham.

Ingen tvivl om at han nød, at der ikke længere var hjemmeboende børn.

Mit manglende overskud gik også ud over jobbet. Jeg havde knap energi til at lave mit arbejde og slet ikke til at være social med mine kolleger.

Jeg undskyldte mig med travlhed, når de andre i afdelingen gik til frokost, og snart holdt de op med at spørge mig. I stedet spiste jeg mine medbragte klemmer på skrivebordet, mens jeg surfede retningsløst rundt på nettet.

Jeg plejede at være hende, der altid afleverede sine ting til tiden. Nu var jeg bagud med flere af mine opgaver, og hvor jeg normalt ville have skyndt mig at få styr på det, kunne jeg ikke svinge mig op til andet end at trække på skulderen. Jeg orkede ikke at forholde mig til det, men talte bare ned til det øjeblik, hvor jeg kunne slukke min computer og skynde mig hjem til min sofa.

Frygtede fyring

Her var jeg nok blevet, hvis ikke min leder, Solveig, en dag kaldte mig ind til en samtale.

– Marianne, vi bliver nødt til at tale om dit arbejde, sagde hun og kiggede alvorligt på mig.

Nu bliver jeg fyret, tænkte jeg panisk. Og hvad skal der så blive af mig?

Solveig fortsatte med en længere gennemgang af min lidt miserable arbejdsindsats de sidste måneder og ikke mindst af mit dårlige humør:

– Jeg forstår ærlig talt ikke, hvad der foregår, Marianne. Du plejer at være min mest pligtopfyldende og hjælpsomme medarbejder. Er der noget galt derhjemme? Med dig og Søren?

Jeg kom helt til at smile. Nej, jeg skulle ikke skilles.

– Jeg har haft det svært, siden mine børn flyttede hjemmefra, mumlede jeg. – Jeg ved godt, det er lidt fjollet.

Solveig lænede sig over bordet: – Det er da overhovedet ikke fjollet. Da Sacha flyttede hjemmefra, græd jeg i to måneder. Jeg troede aldrig, jeg ville blive glad igen. Nu bliver jeg vanvittig, hvis hun er hjemme i mere end to dage ad gangen.

Dyrkede sorgen

Den eftermiddag fik Solveig og jeg en længere snak. Min chef var meget forstående og gav mig det råd, at jeg skulle give mig selv lov til at være ked af, at mine børn var fløjet fra reden.

– Det er en kæmpe sorg, for det jo som at få klippet navlestrengen igen, havde hun sagt.

Jeg var så lettet over at høre, at det ikke var mig, der var ved at blive skør, og jeg var især lettet over at høre, at jeg ville blive glad igen.

Den næste måned dyrkede jeg sorgen, kiggede på gamle billeder af børnene og lå i deres senge og græd, mens jeg knugede puderne, og langsomt fik jeg det faktisk bedre.

Nogle eftermiddage gik jeg ligefrem en kort tur efter arbejde, og energien og glæden vendte stille og roligt tilbage.

Ikke til at få fat i

Endelig begyndte jeg at nyde friheden i ikke længere at skulle forholde mig til indkøb og madlavning. Jeg fik givet arbejdet en ekstra skalle, så bunkerne på mit skrivebord forsvandt, og en dag kaldte Solveig mig igen ind på kontoret.

Denne gang i en mere glædelig anledning.

– Jeg er så glad for at se, at du har fået det bedre, begyndte hun og fortsatte så med at tilbyde mig en efteruddannelse.

– Nu har du jo tiden til det, sagde hun og smilede indforstået.

Jeg begyndte på efteruddannelsen og fandt også tid til at involvere mig som frivillig i en lektiecafé, da jeg savnede unge mennesker i mit liv.

Snart havde jeg så travlt, at jeg ikke altid svarede, når min mobil ringede.

– Mor, du er aldrig til at få fat i, klagede mine unger.

– I må sende en sms, så ringer jeg tilbage, når jeg får tid, svarede jeg.