Det gamle, triste liv sluttede natten til 10. januar i år. Lene Valbjørn sad i sin lænestol som så mange gange før. Da hun ville rejse sig og gå de 15 meter fra lænestolen ind til sin seng, nægtede benene simpelt hen at flytte sig, og gigtsmerterne rev og sled i hele hendes krop. Hun havde taget 35 kilo på, de fleste takket være gigtmedicin. Hun var kun 57 år og tænkte, at sådan ville hun ikke længere have det.
Den nat bestemte hun sig for, at det var lige nu, hun ville forandre sit liv. Og så gjorde hun det.
Lene Valbjørn har stadig gigt, men siden den nat i januar har hun tabt sig 24 kilo, fordi hun har lavet om på sin kost, og hun er ikke i tvivl om, at de sidste overflødige kilo også nok skal forsvinde.
– Den nat var det absolutte nulpunkt. Jeg kunne på det tidspunkt kun gå med krykker, ikke holde noget i hænderne, ikke køre bil. Jeg følte mig fuldstændig afmægtig, tyk og håbløs. Jeg kunne ikke længere kende mig selv, for jeg havde jo været en helt anden kvinde bare et år før, siger Lene Valbjørn.
Lene har altid været sådan en kvinde, der var gang i. Hun var ganske ung, da hun flyttede til USA for at opleve verden. I mange år arbejdede hun først i USA og senest i Malaysia som erhvervsrådgiver. Det var et job, hun var god til, fordi hendes hjerne altid var fuld af gode idéer til nye firmaer og nye muligheder.
Men da hun nærmede sig 50 år, begyndte hun at længes hjem til Danmark. Hun længtes også efter en mand at blive gammel med, så hun flyttede til Danmark for seks år siden og mødte en dejlig mand – og så fik hun gode idéer igen.
Vi mistede alt
– Min mand havde en put and take-sø, og derfra begyndte vi at bygge en drøm op sammen. Vi lavede en fiskepark, vi arbejdede døgnet rundt, det var en succes i fire gode år – indtil der kom problemer med forpagtningen. Der sluttede vores firma, og vi mistede samtidig vores hjem, siger Lene.
Derfor var det en ulykkelig og stresset Lene, der måtte ud og søge efter et meget billigt sted at bo i sommeren 2019. Det blev til et lejet hus i Havndal ved Randers, og så skulle Lene i gang med at finde ud af, hvad hun så ville stille op med sig selv.
– Jeg havde haft voldsom stress, masser af modgang, og jeg var dybt ulykkelig. Vi havde mistet alt det, vi havde arbejdet for, så der var ikke meget at råbe hurra for. Og så begyndte jeg at få rigtig ondt i mine led. Jeg gik til min egen læge i september, og han mente, at det lignede gigt, og satte mig i gang med en behandling med binyrebarkhormon. Jeg kendte ikke noget til medicinen og tænkte heller ikke over, at min dosis var ret høj.
– I løbet af meget kort tid tog jeg voldsomt på. Jeg havde haft min idealvægt – 65 kilo – i årevis. Nu tog jeg 10 kilo på i løbet af en måned. Godt nok var jeg nu næsten smertefri, men jeg kastede konstant op og havde det bestemt ikke godt. I oktober begyndte jeg i behandling på Randers Sygehus. Det viste sig, at jeg fik en alt for høj dosis binyrebarkhormon. Det skulle ned på 5 milligram om dagen, så begyndte lægerne at trappe mig ud af medicinen – men så kom smerterne tilbage.
– Jeg sagde til overlægen, at jeg var ked af, at min vægt steg og steg, og spurgte, om der mon ikke var en anden slags medicin, der ville være bedre? Scanningerne viste, at jeg led af svær leddegigt og muskelgigt, og den eneste kur, der virkede, var binyrebarkhormon, fik jeg at vide. Det måtte jeg indrette mig efter, siger Lene.
Kunne ingenting
Månederne gik, og Lene kunne hverken gå eller stå. Hun kunne ikke køre bil, hun kunne ikke holde noget i hænderne. Hun brugte kørestol og krykker. Vægten var nu oppe på 101 kilo. Hun havde taget 35 kilo på i løbet af tre måneder – og hun var stadig ikke smertefri.
– Jeg havde spurgt lægerne, om man ikke kunne gøre noget ved smerterne ved at ændre på kosten, men det var der ikke noget om, sagde de. Det her var gigt, og det kunne ikke kureres med gulerødder og agurker.
– Den nat, jeg ikke kunne rejse mig fra stolen, nåede jeg det absolutte lavpunkt. Jeg var alene, og da jeg fik ringet efter lægevagten, varede det et par timer, inden han kunne være der. Da han kom, hjalp han mig med møje og besvær i seng og gav mig morfin mod smerterne, men det hjalp ikke. Da han var gået, besluttede jeg mig for, at det her liv ikke var værd at leve. Der var ingen, der kunne hjælpe mig – men så måtte jeg selv forsøge at få det bedre. Det var mit liv, og nu ville jeg tage magten over det tilbage, siger Lene.
– Næste dag gik jeg på internettet og gik ”google-amok”. Jeg ledte efter alt, der handlede om gigt og fødevarer. Jeg skaffede mig alle de bøger, der handlede om antiinflammatoriske (betændelses- og smertedæmpende, red.) fødevarer. Da jeg havde læst mig igennem det meste, lavede jeg en kostplan, der indeholdt alle de madvarer, jeg kunne tåle, og udelukkede de andre.
Det blev en plan med masser af grønne grøntsager, især bønner og linser, masser af fisk, men ingen sukker, ingen halvfabrikata-madvarer og ingen mælkeprodukter.
– Jeg begyndte på den nye madplan med det samme, og efter ni dage havde jeg ikke længere smerter i fingrene. Det gjorde virkelig, at jeg fik blod på tanden, for hvis jeg så hurtigt kunne få det så meget bedre, så måtte jeg kunne ændre på endnu mere i min daglige kost. Derfor drikker jeg nu også kun antiinflammatorisk ioniseret og basisk vand, for vand er ikke bare vand – det handler igen om, at både vand og madvarer indeholder syre og base, og jeg vil gerne undgå de syrer, der gør mig syg med inflammation og gigt i min krop. Derfor drikker jeg en bestemt slags basisk vand fra en ioniseringsmaskine, der neutraliserer syren og samtidig laver antioxidanter.
Chef i mit eget liv
Siden Lene har lagt sin kost om, har hun fået en kæmpe energi. Hun har lavet terrassen foran sit hus om til en gårdhave med udekøkken og masser af krydderier, der vokser i kummer lige omkring komfuret. Hun er glad, og glæden kommer ikke kun fra en masse grøntsager.
– Det handler også om at gøre noget godt for mig selv. Jeg kan jo se, at det hjalp, at jeg spiste på en anden måde. Den største forandring sker altid inde i ens egen hjerne. Det er her, jeg skal vænne mig til at tænke positivt på alt det, jeg gerne må spise, og ikke holde fast i, hvor trist det er, at jeg ikke længere kan spise sukker.
– Jeg er blevet glad igen, og den glæde vil jeg gerne give videre til andre, for jeg ved, at der sidder masser af mennesker, der er plaget af gigtsmerter og tager en masse medicin. Derfor holder jeg workshops om velvære og sundhed, hvor vi snakker om kostomlægning, og hvordan man klarer det nemt og hurtigt, når man skal lave mad på en ny måde.
– Jeg køber selv massevis af grøntsager to gange om ugen, så bruger jeg en times tid på at skære dem ud og fordele dem i forskellige bokse i køleskabet, så de er lige til at tilberede, hver gang jeg skal til at lave aftensmad. Det behøver nemlig slet ikke at være besværligt, det handler bare om planlægning, siger Lene.
– Jeg går til kontrol på hospitalet, og alle prøver er fine. Min gigt er ikke væk, men jeg er smertefri 90 procent af tiden. Jeg tager ikke længere medicin overhovedet, og jeg har tabt mig 24 kilo. Jeg er lykkelig for, at jeg omsider er blevet chef i mit eget liv. Det var på høje tid, siger Lene.
