Jeg kan altid høre Thorbjørns stemme

– Så spænder du op i mavemusklerne, læner dig lidt længere bagud og løfter det ene ben langsomt, korrigerer Thorbjørn.

Træningsbolde og en TRX-slyngetræner er fundet frem, og dagens træning i Kerteminde Helse- og Motionscenter er i fuld gang. 45-årige Hanne Larsen er varmet godt op ved træningens start efter at have cyklet hjemme fra Odense og til Kerteminde, 26 kilometer i strid modvind. Hun er dybt fokuseret og kæmper målrettet for at gennemføre træningsøvelsen, som Thorbjørn har givet hende, til perfektion.

– Jeg er viljefast og vil gennemføre de udfordringer, jeg møder. Det får mig til at se stærk ud udadtil, hvilket er min største udfordring i hverdagen, uden for træningscentret og uden Thorbjørn. For så snart jeg kommer hjem og er mig selv, så knækker filmen, fortæller Hanne og kigger ned på sine arme, der er fyldt med ar på kryds og tværs.

Hjerneskadet for livet

Udfordringer har Hanne haft helt urimeligt mange af, siden hun var en lille pige. En sommerdag for længe siden var hun og hendes lillesøster på vej hen for at besøge nogle venner. En bil kom kørende med alt for høj fart og ramte Hanne, der på det tidspunkt var kun 5 år. Hun lå i respirator i tre måneder og blev hjerneskadet for livet.

– Jeg kan stort set ikke huske noget fra min barndom. Men ulykken glemmer jeg aldrig, og jeg hører sommetider lyden af bilen inde i mit hoved, fortæller Hanne og holder sig for ørerne, mens hun laver en grimasse af ubehag og fortsætter:

– I min familie har vi aldrig talt om ulykken. Mine forældre har aldrig villet indse, at jeg fik en hjerneskade, og mente blot, at jeg skulle tage mig lidt sammen.

Stikke af fra verden

Der er ikke gået en dag, hvor Hanne ikke har ”taget sig sammen” og kæmpet for at være ”normal”. Og når man ser viljen i hendes øjne, mens hun trækker sin kampvægt frem og tilbage på ét ben, tvivler man ikke på hendes drivkraft.

Hverdagen er dog ikke let, når man ud over en hjerneskade også lider af borderline og social angst. Hanne har boet på forskellige døgnstøttecentre og været indlagt på den lukkede psykiatriske afdeling flere gange efter forsøg på selvmord. Hun har oplevet nederlag på nederlag ved blandt andet at blive sat til alle mulige jobs, hvor hun blot har været ”dum i arbejde”, som hun selv kalder det.

Søstre fandt hinanden efter 40 år

– Jeg har prøvet alt, hvad kommunen lige fandt på at sætte mig til. Men der er jo ikke noget arbejde, der passer til mig på grund af mine diagnoser. Det indså jeg først, da jeg blev sendt ud i en beskyttet beskæftigelse og aktivitets- og samværstilbud for personer med nedsat fysisk og psykisk funktionsevne. Først tænkte jeg, at jeg ikke passede ind her, fordi jeg var for selvstændig, men så gik det op for mig, at jeg faktisk passede ind lige netop her, fordi det var et arbejde, jeg endelig kunne være i, fortæller Hanne.

Møder Thorbjørn

En anden udfordring, Hanne har haft, er vægten. Hendes læge stillede derfor det ultimatum, at hvis hun ikke selv fandt en personlig fitnesstræner, ville han gøre det. Hanne ringede derfor til et fitnesscenter i Odense, og her var det Thorbjørn Vilholm, der tog telefonen.

Det var en periode, hvor Hanne havde det rigtig svært og var meget selvskadende, så at skulle rende rundt i et fitnesscenter var ikke lige det, hun havde mest lyst og energi til, men Thorbjørn var frisk på at lave et træningsforløb til hende, og de aftalte at mødes i centret.

– Hanne kom nærmest helt sammenkrøllet og gemt væk bag en kasket, husker Thorbjørn om deres første møde.

– Jeg brød mig ikke om at se min omverden, og den skulle heller ikke se mig. Ingen skulle se, hvordan jeg havde det, forklarer Hanne.

Stikke af fra verden

Før første træning begyndte, satte de sig ind i et lokale, hvor Hanne fortalte om sine psykiske lidelser. Her meldte Thorbjørn klart ud, at han ikke var psykolog, men at han ville støtte Hanne, alt hvad han kunne, og tage den skridt for skridt.

– Første skridt var tryghed, fortæller Thorbjørn og uddyber:

– Hver gang der blev smidt en håndvægt i træningscentret, og det gav et bump, fik Hanne et angstanfald og gemte sig i et hjørne. Det var derfor vigtigt, at hun følte sig tryg og tilpas i centret, fastslår Thorbjørn.

Ida hjælper andre unge med angst

Hanne nævnte som noget af det første, at hun altid har drømt om at løbe, så hun kunne stikke af fra hele verden, som hun selv beskriver det. Thorbjørn tog hende derfor på ordet, og de gik udenfor for at træne løbeintervaller. De løb 10 meter og bekæmpede et angstanfald. Løb 15 meter og bekæmpede et angstanfald. 20, 30, 40 meter... 
I 2012 blev løb de et halvmaraton, 21,1 kilometer, side om side.

Som en klippe

Selv om Hanne er blevet en sej løber, er hun endnu ikke stukket af. Hun har nemlig fået en ven for livet i Thorbjørn, der i dag er noteret som hendes nærmeste pårørende. Han er med til møder, foredrag og kurser, som Hanne deltager i på grund af sine diagnoser.

– Thorbjørn er faktisk grunden til, at jeg lever i dag. Bogstaveligt talt, fordi han har reddet mig fra et selvmordsforsøg, men også fordi han giver mig noget at leve for, fortæller Hanne, der ud over at have fået en bedre kondition og større muskler også har fået mere selvværd.

Så længe hun har Thorbjørn som klippe, tør hun nemlig at stille krav til egne rettigheder. Hun giver ikke længere op, og derfor er det nu lykkedes hende at få tilkendt førtidspension.

– Mit job er nu at træne med Thorbjørn, og der skal ikke proppes mere på, fortæller Hanne, mens Thorbjørn nikker anerkendende.

Træningen er da også fast arbejde. Der går nemlig fem timer tre gange om ugen, fra Hanne sætter sig op på cyklen i Odense, til hun er færdig med træningen og hjemme igen. Fem timers træning lyder voldsomt, men Hanne indrømmer, at der også sommetider går ”hyggesnak” i den, når hun ses med Thorbjørn.

Juhuu-ture

En anden aktivitet, Hanne og Thorbjørn er sammen om, er de såkaldte ”Juhuu-ture”. Det er nogle ture, der er betalt af en fond, og her får Hanne virkelig lov til at udfordre sig selv og prøve noget, hun i sin vildeste fantasi ikke havde forestillet sig, at hun skulle.

Der er dog et helt særligt krav: Hun må ikke være selvskadende op til turene, og det kan være en udfordring, når hun har cuttet (skåret i sig selv, red.), så længe hun kan huske.

– Når jeg cutter, kommer jeg ind i min egen lille verden og væk fra alt det andet, der gør ondt. Næste dag bliver jeg ked af, at jeg har gjort det. Og så bliver jeg sur over, at jeg ikke har skåret dybt nok. Så skærer jeg dybere næste dag, og så bliver det en ond cirkel, indtil nogen siger stop. Men det skal jeg holde op med, så jeg kan komme på Juhuu-turene, erkender Hanne.

Ditte er borderline

Juhuu-turene har indtil nu budt på ”Escaperoom”, hvor man skulle opklare mordgåder, og moutainbike. Næste mål er bridgewalking på den gamle Lillebæltsbro. Desuden har Thorbjørn også været med på kanotur på Gudenåen som frivillig fem gange, hvilket Hanne fortæller meget begejstret om.

– Jeg sejlede altid med redningsvest. Men det behøver jeg ikke længere, efter at Thorbjørn kom med på turen. Så er jeg nemlig helt tryg, fordi jeg ved, at hvis vi kæntrer, redder Thorbjørn mig, fortæller Hanne.

Thorbjørns stemme

Selv om Thorbjørn både har kone, børn og er daglig leder af et fitnesscenter, vil han nemlig altid redde Hanne, hvis hun er ved at drukne i de udfordringer, hun møder. Der er ingen tvivl om, at hun har vundet hans hjerte og sympati, og mens vi har talt om hele hendes forløb, har han siddet med tårer i øjenkrogen. Efter at de har kendt hinanden i snart 14 år, ved han, hvordan Hanne skal tackles, når hun får sine anfald eller bliver ked af det.

– Jeg siger til Thorbjørn, at han skal sige noget, hvis jeg er ved at gå i panik. Det er ligegyldigt, hvad han siger. Bare dét, at jeg hører hans rolige stemme, gør, at mine egne dårlige tanker forsvinder, fortæller Hanne, der virkelig får tårerne frem i øjnene på Thorbjørn, da hun afslutningsvis siger:

– Lige meget, hvor langt væk jeg er fra Thorbjørn, kan jeg altid høre hans stemme.