Jeg har opdaget, at jeg vokser nedad – og udad.

Der er sket noget.

Jeg er blevet mindre.

Jeg var til mit halvårlige lægetjek forleden, og det var med hele baduljen:

Blodprøve, hjertetjek, blodtryk, vejning m.v.

Og selv om jeg var iført mine nye kondisko med ekstra tyk sål, målte lægen min højde til 167 cm.

Jeg måtte derfor konstatere, at jeg ikke længere lever op til tallene i mit pas.

Med andre ord:

Jeg er blevet mindre.

Så må man jo kompensere, og det gør jeg ved, at jeg samtidig bliver tykkere.

Eller kraftigere, hvis man skal være god ved sig selv.

Og det skal man jo.

Det er derfor, jeg bliver tykk… kraftigere.

Men jeg vidste det godt.

Jeg har i mange år kunnet købe cowboybukser i et bestemt længdemål, der passede til mine korte ben.

Det kan jeg stadig, men nu er bukserne for lange, og jeg ved jo godt, at det ikke er buksefabrikanten, der pludselig finder på at ændre det metermål, der blev vedtaget ved lov i Danmark den 4. maj 1907.

Jeg vidste faktisk ikke, at det var lovbestemt, men det er det åbenbart.

Men det vil jo så sige, at man kan arbejde på at få Folketinget til at ændre det.

Måske skulle jeg stille et Borgerforslag om, at vi ændrer metersystemet i Danmark, så det passer lidt bedre til min benlængde?

Hvilket parti vil mon gå ind for det?

Ikke Vanopslaghs.

Han har jo en ret mandig benlængde.

Men måske Moderaterne.

Jeg mener, hvis vi skulle sammenligne vores politikere med hunderacerne, ville Lars Løkke jo nok være en gravhund.

Det får mig pludselig til at huske, at jeg engang var på et underholdningsjob med Simon Rosenbaum, Pia Rosenbaum og Thomas Pakula.

Vi fik taget et fint foto sammen efter showet, og jeg lagde fotoet på Facebook med ordene:

"Foreningen af Lavstammede Entertainere er igen på job".

Jeg overvejede faktisk også at lave en sjov plakat, hvor der under billedet skulle stå:

"Kvartetten optræder over alt – fra legehuse til krybekældere".

Det blev ikke til noget, men vi lavede nu flere fine shows sammen, mens vi alle fire langsomt blev mindre.

Og nu har jeg altså lægens ord for, at jeg vokser nedad.

Og udad.

Det sidste arbejder jeg på at minimere i et fitnesscenter.

Og jeg har også bemærket, at de på stedet har nogle maskiner, der godt kunne se ud, som om de er beregnet til at strække kroppen helt ud.

Det kunne da være, jeg skulle prøve en af dem?

Bare sådan lidt hver gang, indtil jeg igen passer til buksefabrikanternes længdemål.

Eller også skal jeg bare sige til mig selv:

"Sådan er det! Du er født lille, og du bliver kun mindre og tykk ... kraftigere. Lev med det".

Alternativet er jo heller ikke tiltalende.