November er ikke kun mørk, trist og tung: En tid til at give slip

Ved I, hvorfor den er halv?

Det spørgsmål, stillede jeg på et tidspunkt mine konfirmander, da vi knælede ved alterskranken i kirken.

Det vidste de unge ikke, så jeg kunne fortælle dem, at alterskranken er halv, fordi den anden – usynlige – halvdel er for alle dem, der er døde.

De knæler sammen med os levende og slutter dermed cirklen.

Der har været nogle generationer, hvor det gjaldt om at fortrænge døden så meget som muligt, men i de senere år har vi set en modsatrettet tendens.

Mennesker, der har mistet nogen, de havde kær, er begyndt at protestere mod, at de døde er nogle, der skal glemmes og forties.

For virkeligheden er, at de lever med os, også efter døden.

De kræver deres plads, for vi elskede dem, og det kan døden ikke ændre på.

I kirken fejrer vi Allehelgen i denne tid, og for såvel kirkelige som ikke-kirkelige gælder det, at vi i november og december har tradition for at tage forbi kirkegården og lægge blomster og tænde lys ved gravene.

November er da også den rette måned til det, for naturen minder os om, at alt er forgængeligt, at der – som der står i Prædikerens Bog – for alt, hvad der findes under himlen, er en tid.

En tid til at fødes, og en tid til at dø. En tid til at plante, og en tid til at rydde.

Når man går i de få timers dagslys og ser, hvordan træerne lukker ned for i år, giver bibelordene virkelig mening.

Selv husene ser ud, som om de skutter sig.

November går tungt gennem byen, som det hedder i en nyere salme.

Andre kalder mere prosaisk måneden for en grå suppe.

Novembers stemning er mol.

Hvert år vædder jeg med min søn om, hvornår et bestemt træ på vejen til hans skole har mistet alle bladene, og selv om datoen kan svinge, sker det altid i november.

Jeg kender ingen, som har måneden som yndlingsmåned, men jeg ved, de findes.

Og et eller andet sted forstår jeg dem, for der er noget nærmest overjordisk smukt og gådefuldt ved at se naturen afpille sig selv så nådesløst.

Jeg synes ikke, det er sjovt at være så melankolsk, som dagene lægger op til, i alt fald ikke for længe, men jeg ved jo godt, at der ingen fornyelse sker, intet nyt liv opstår, og intet forår springer ud, uden først at skulle gå gennem novembers forfald.

Prøver vi at tabuisere tab, savn og død, er november der til at tvinge os til at tænke anderledes.

Vi skal se og give plads til mørket og døden.

For alt har sin tid. Der er en tid til at mindes. En tid til at slutte fred. En tid til at give slip.

Det har vi alle, og verden, brug for at kunne.