Talen er ikke kun til konfirmanden. Den er også til den voksne selv

Maj er konfirmationernes måned.

I år har jeg to konfirmationer i vennekredsen.

Den første er afholdt, og jeg tøver med at sige "overstået", for det lyder så afsluttende.

Som om man ånder lettet op, når det er forbi.

Sådan føles det ikke.

Det er en glæde og en ære at få lov at være med, når nogen træder ind i det mærkelige mellemrum mellem barndom og teenager, hvor stemmen knækker, og sindet er i konstant risiko for at koge over.

Oprindeligt var konfirmationen langt fra festlig.

Det var præstens høring i kristendom.

Og ve de, der dumpede, for så fik man ikke skudsmålsbogen – og dermed ikke adgang til arbejdslivet.

Først senere begyndte konfirmationen at ligne den begivenhed, vi kender i dag.

Tidligere fik den unge lov til at ryge og gå med lommeur, nu markeres overgangen "til de voksnes rækker" med taler, gaver og sociale medier.

Da jeg blev konfirmeret, var det ikke almindeligt, at konfirmanden selv holdt tale.

Måske kom der et "tak for i dag" til allersidst.

Det var heller ikke normalt, at ens venner var med.

Konfirmationen var forældrenes fest – og familiens.

I dag er det anderledes.

Nu er det konfirmandens dag.

Invitation, bordpynt, musik og mad afspejler det unge menneskes præferencer.

Og talerne, dem slipper de ikke for, omend måske nok for onkels tale om dengang, man spiste sne og troede, det var dessert!

Talerne har en særlig betydning.

Det er vildt og vigtigt at holde tale til et andet menneske.

Det at sætte ord på det liv, vi har levet, gør livet stærkere.

Jeg læste om en forsker, der havde undersøgt forældres taler til deres børn, og han sagde, at en far, der slår på glasset, rejser sig og holder tale til sit barn, bliver mere far af det.

Det lyder højtideligt og det er det også.

Talen er ikke kun til konfirmanden.

Den er også til den voksne selv.

En måde at spejle kærligheden, relationen, fortællingen om, hvem vi er.

Jeg hører efter med skærpet opmærksomhed i år.

For næste år er det min tur.

Min søn skal i 8. klasse og tage stilling til, om han vil konfirmeres.

Foreløbig har han nedlagt forbud mod alle taler.

Det er simpelthen for "cringe", som de unge siger.

Tåkrummende med andre ord.

Min søn kan nå at skifte mening.

Og under alle omstændigheder er der nogle ord, han ikke slipper for.

For konfirmationen handler i sidste ende om dette:

At de unge ikke er alene, overladte til sig selv i verden.

De er kendt.

De er elskede.

Midt i alt det, der vakler, er der nogen, der står op og siger: Jeg ser dig.

Så må det være så pinligt, som det vil, og min søn må gemme sig bag servietten.

Bare han hører ordene.

Og ved det.