Min bedste ven tvang mig på Facebook-kursus

Jeg har haft mange venner gennem mit liv, men de fleste er faldet fra med tiden. Dog ikke Poul, som jeg lærte at kende, da vi begge var soldater. Vi og de andre gutter havde en herlig tid sammen, og nu, fire årtier senere, ses det gamle slæng stadig en gang om året og spiser en god frokost.

Af mine soldaterkammerater blev Poul den tætteste. Selv fortsatte jeg i militæret en del år, mens Poul blev skolelærer. Else og jeg mødtes ofte med Poul og hans kone, så længe Else levede. Efter at jeg blev alene, sås han og jeg stadig regelmæssigt til stor fælles glæde.

Det gode ved Poul er ikke blot, at vi har en fælles historie, men også at han er meget anderledes end mig. Det giver anledning til inspirerende snakke og morsomme drillerier. Poul er for eksempel noget af en livsnyder, og han er med tiden blevet temmelig rund.

Selv holder jeg af at bruge kroppen og har holdt mig i form gennem alle årene, og jeg kan godt stikke lidt til ham omkring det. Så driller han tilbage med noget andet, for eksempel kalder han mig gammeldags, fordi jeg er en vanens mand, der holder fast i at lave de samme ting.

Jeg har altid elsket en kold øl, gamle westernfilm og et slag kort. Det gør jeg stadig, mens Poul er blevet mere raffineret med årene. Han drikker gode vine, følger med i de nye serier på internettet og spiller online-poker. Pouls kone lever i bedste velgående, mens jeg selv altså er blevet alene, og selv om jeg trives godt i mit eget selskab, har jeg de seneste år sat ekstra pris på vores venskab.

Poul er far til fire, og hans familie fylder meget i hans liv, men han finder stadig plads til mig. Else og jeg fik kun ét barn, og hun er flyttet til Frankrig og har sin familie der.

Den digitale alder, som Poul kalder det, er jeg aldrig for alvor trådt ind i. Jeg foretrækker at få mine nyheder fra avisen og tv’et, og jeg synes, det er nedslående, når jeg ser unge mennesker gå rundt med snuden i deres mobiltelefon. Poul derimod er en begejstret internetbruger. Ofte, når vi mødes, kan han fortælle mig om helt andre vinkler på vigtige begivenheder, end dem jeg selv har læst mig til.

Poul mener, jeg er håbløst bagud. Han hævder, at der er en hel verden af kontakter derude, også med kvinder, som jeg går glip af, fordi jeg ikke dyrker computeren. Jeg har da en, men anvender den sjældent. Jeg er nu godt tilfreds med mit liv, selv om jeg måske nok føler mig lidt alene meget af tiden.

Poul og jeg mødes gerne om lørdagen, mens hans kone handler. Tit bare hos mig eller hjemme hos Poul, men det sker også, at vi går ud og spiser smørrebrød, mens vi ordner verdenssituationen.

En lørdag for et par måneder siden satte Poul mig så stævne på en café nær det lokale bibliotek. Det var der ikke noget sært i, da vi ofte spadserede en tur og drak en øl sammen bagefter.

Men denne gang tog min gamle soldaterkammerat fusen på mig. Det viste sig nemlig, da jeg intetanende mødte op, at Poul havde tilmeldt os begge kurset ”Kom godt i gang med Facebook” på biblioteket.

Jeg blev noget overrasket og egentlig også lidt fortørnet over, at han havde taget sig den frihed på mine vegne. Pligtopfyldende, som jeg er, gik jeg dog med.

Den unge mand, der underviste, var langt mere pædagogisk end de generaler, der havde undervist os for 40 år siden, og at sidde på skolebænken sammen med Poul igen var faktisk morsomt. I løbet af et par timer havde jeg fået min egen Facebook-profil, hvilket jeg havde forsvoret nogensinde skulle ske.

Jeg må indrømme, at den eftermiddag åbnede en hel ny verden sig for mig. Poul driller mig stadig med, at han måtte sætte en fælde op for at få mig med på de sociale medier.

Det viste sig jo, at det var ret sjovt på den måde at opnå forbindelse med gamle venner og familie langt væk. Ikke mindst har jeg nu en meget stærkere kontakt med min datter i Frankrig og kan følge med i hendes og mine børnebørns liv.

Så trods min modvilje må jeg erkende, at internettet måske alligevel er et sted for mig, og at Poul, selv om han er bedrevidende indimellem, også er en rigtig god ven.