Min svoger blev grådig efter arven - del 1:2

Afsnit 1:2

Jeg havde altid været inspireret af deres måde at leve på. Både min søster, Edith, og jeg blev som voksne altid budt velkomne med åbne arme, ligesom hvem end vi tog med hjem, også blev det. Det, man havde, skulle man dele med dem, man havde kær.

Sådan havde de altid sagt til os, og det havde jeg altid husket på.

Mine forældre havde delt hverdagen med hinanden i mere end 50 år, da min far i en alder af 87 år gik bort. Det var utroligt svært at sige farvel, og hele familien var i sorg. Min mor mistede sin mand, Edith og jeg mistede vores far, og vores børn mistede deres morfar.

Men sorgen var ikke større end kærligheden, og vi blev alle enige om, at 87 år på jorden bestemt ikke var noget at klage over.

Seks år senere gik også min mor bort. Selv om hun havde mistet sit livs kærlighed, var det lykkedes hende at genfinde glæden ved livet, men nu, efter seks år, kunne kroppen ikke følge med længere. På det tidspunkt var hun i begyndelsen af 90’erne. Hun havde altid været stærk og selvstændig, men som årene gik, blev hun mere afhængig af Edith og mig, og det var svært at se på for os alle.

Da hun døde, ramte det mig anderledes end med min far. Jeg tror, det handlede om, at det føltes som afslutningen på en epoke. Min mors død blev en endelig afsked med det hjem og den barndom, mine forældre havde skabt for os.

Jeg var selvfølgelig ked af det, men jeg var ikke ulykkelig. Både min far og mor havde levet længe og uden at være præget af voldsom sygdom, og det var jeg taknemmelig for.

Selv om taknemmeligheden fyldte meget, var månederne efter min mors død tunge. Det var forfærdeligt at tænke på, at jeg havde mistet mine to vigtigste livsvidner, og når jeg efterfølgende besøgte mit barndomshjem, var det ikke længere indbegrebet af den varme og tryghed, der altid havde kendetegnet det. Min mors blide “hej”, duften af friskbrygget kaffe og kagedåsen med småkager, det hele larmede ved sit fravær.

Heldigvis havde Edith og jeg nogle gode stunder alene i huset. Lige efter begravelsen sad vi rundt om spisebordet og lagde en plan for den kommende tid og alle de praktiske ting, vi sammen måtte forsøge at få styr på. Huset skulle sælges, og vi skulle fordele arven mellem os.

Ingen af os så meget som overvejede, at det ville blive problematisk. Edith og jeg var tætte og desuden enige om det meste, og så levede vi begge efter det, vores forældre altid havde lært os: Det, man havde, skulle man dele med dem, man havde kær.

Min mand, Per, var hurtig til at meddele, at han holdt sig fuldstændig ude af arvefordelingen. Han mente, det var bedst, at vi to søstre gjorde det alene. Jeg var enig med ham. Vi havde ikke brug for hjælp, og samtidig forestillede jeg mig, at det blev en fin fælles opgave i vores sorgproces sammen at gå minderne fra vores barndomshjem igennem.

Den indstilling ændrede sig dog, da Edith meddelte, at hun ønskede sin mands deltagelse, når tingene skulle gennemgås. Hun havde brug for ham som støtte, forklarede hun. Jeg ønskede selvfølgelig ikke at gøre hende ked af det, så jeg lod min svoger deltage og inviterede nu også Per med.

Selv om han for længst havde meldt sig ud, fik jeg ham overtalt til at deltage for min skyld. Når min søster nu havde min svoger ved sin side, havde jeg ærlig talt ikke lyst til at komme alene. Det forstod Per heldigvis godt, så han tog med og støttede mig, hvilket jeg satte enormt stor pris på.

Til at begynde med føltes det egentlig helt fint at have mændene med. Vi skulle have sorteret i de ting, som ingen ønskede at overtage, og her var det helt rart med to sæt ekstra hænder.

Min svoger var meget engageret og gik straks i gang med at vurdere, hvad der kunne sælges, og hvad der burde gemmes, mens Per tog det mere roligt. Han ville helst ikke blande sig i, hvad der skulle ske med de forskellige genstande, men han stod til gengæld klar til at bære kasser og flytte tunge ting, når noget skulle på genbrugsstationen.

Jeg vidste, at han holdt sig i baggrunden, fordi han var klar over, at det var følsomt for mig, hvis for mange mennesker gik rundt og flyttede på mine forældres ting så kort tid efter deres død.

Det var enormt udmattende at være i hjemmet på denne måde, og faktisk mærkede jeg en stigende fornemmelse af stress. Jeg følte et pres for at få huset tømt så hurtigt som muligt, selv om det for mig var en svær proces, som gerne måtte tage tid.

Min svoger holdt sig til gengæld på ingen måde i baggrunden, og det var, som om han tog teten på de forskellige opgaver, selv om han egentlig kun var med for at støtte Edith. Jeg havde altid betragtet ham som værende ret dominerende over for Edith, og nu føltes det, som om han også var det over for mig.

Jo længere tid vi brugte i huset, jo mere mistænkte jeg, at min svoger havde en helt anden agenda end at agere støttende ægtefælle. I hvert fald observerede jeg hurtigt hans tendens til at gå direkte efter husets mest værdifulde genstande.

Han talte kun om de møbler fra danske designere, kunstværker, som mine forældre havde investeret i, og det dyre porcelæn fra deres bryllup. Først slog jeg det hen som tilfældigheder, men det var svært at ignorere, når han begyndte at knytte minder til genstandene.

En dag tog han en af min mors porcelænsfigurer ned fra en hylde. Den var af kongeligt porcelæn, og hun fik den, da hun kunne fejre sit 40-års jubilæum som sekretær på advokatkontoret, hvor hun havde arbejdet.

Nu stod min svoger med den i hånden, og han fortalte, at figuren mindede ham om, når de kom på besøg i hjemmet. Han tilføjede, at han altid havde forbundet figuren med den hygge, som kendetegnede stuen, og at han gerne så, den kom hjem og stod hos dem.

Selv om han sagtens kunne tale sandt, føltes det kunstigt. Det var første gang nogensinde, jeg hørte ham italesætte den figur, og jeg vidste desuden, at Edith aldrig havde nævnt noget om et særligt forhold til den, så det undrede mig, at den figur, der tilfældigvis var penge værd, pludselig havde så stor betydning for ham. Jeg forsøgte at få øjenkontakt med Edith, men hun undveg mig konsekvent.

Som dagene i hjemmet gik med at sortere vores forældres ting, opstod der flere lignende episoder, hvor min svoger ud af ingenting følte en stærk forbindelse til nogle bestemte ting.

En lænestol, som havde stået i et hjørne af stuen i årevis, blev pludselig udråbt som et centralt element i hans minder om vores familie. Han huskede, hvordan vores far altid havde siddet i netop den stol og fortalt historier til børnebørnene. Ifølge ham ville det være et fantastisk minde at have i deres stue, hvor den i øvrigt ville passe perfekt ind.

Jeg granskede min hjerne for erindringer om, at min far nogensinde havde siddet som den store historiefortæller i den stol, men jeg kunne ikke komme på én eneste gang, hvor min energiske far havde siddet længe nok i den stol til, at nogen i dag kunne omtale den som ”hans stol”.

Jo mere han talte, jo mere mistænksom blev jeg. Jeg kunne mærke irritationen vokse, selv om jeg ikke ønskede at være mistroisk. Det kunne jo være, han virkelig havde de minder, han beskrev, men det føltes forkert. Det var, som om han allerede inden fordelingen havde forberedt en liste over, hvad der skulle ende hjemme hos dem.

Jeg begyndte at holde øje med hans kommentarer og følte mig splittet. Jeg havde altid betragtet mig selv som retfærdig og tillidsfuld, men hans opførsel gjorde det svært for mig at bevare den tillid.

Samtidig tog jeg nu mig selv i også at begynde at tillægge nogle af de dyrere ting en falsk affektionsværdi, fordi jeg pludselig følte, at Per og jeg ville blive snydt for noget af formuen, hvis jeg ikke også fik spidse albuer. Men jo mere jeg prøvede, jo mere opdagede jeg, at det slet ikke lå naturligt til mig, og jeg havde sådan set heller ikke lyst til at påtage mig den rolle.

Jeg var i syv sind, og jeg kunne mærke, hvordan en knugende fornemmelse voksede i maven på mig, hver gang jeg tænkte på det. Min svoger skulle ikke have lov til at tromle os på den her måde og grådigt skovle mine afdøde forældres dyreste ejendele til sig. Samtidig var jeg bange for at skabe splittelse mellem Edith og mig. Nu havde vi jo mere brug for hinanden end nogensinde før.

Var det virkelig pengene værd at italesætte mine betragtninger? Skulle jeg fortælle min søster Edith, at jeg syntes, hendes mand var grådig? Eller kunne jeg sige det til hende uden at nævne hans navn? Og hvad tænkte Edith egentlig om det hele? Var hun blind for, hvordan han håndplukkede de dyreste ting, eller var hun klar over det?

Læs næste afsnit d. 15. februar.