Vores hus var hjemsøgt - del 2:3

I løbet af den første tid på vores nye landsted gik det op for mig, at jeg slet ikke kendte Esben til bunds, og særligt en episode skuffede mig meget. Samtidig var jeg urolig over alle de mystiske ting, som tilsyneladende foregik i huset.

Af: Andrea Bak

I første omgang troede jeg faktisk, at der var kommet en fugl ind i huset, men der var ingen fugl og heller ikke andet, som kunne forklare oplevelsen. Jeg blev underligt tilpas og faktisk temmelig bange, men jeg sagde det ikke til Esben, for måske virkede det lidt for skørt, og jeg var jo også stadig lidt syg.
Illustration: Morten Svendsen

Del på Facebook

Del på email

Annonce

Mit hjerte hamrede, og jeg havde gåsehud på armene, da Esben omfavnede mig bagfra og overtalende hviskede i mit øre, om ikke vi skulle kaste os ud i det og give et bud på det renoverede hus, vi var ved at få fremvist? Men gåsehuden skyldtes ikke, at et ”ja” fra min side ville kunne resultere i opfyldelsen af min livsdrøm. Det var snarere synet af den skårede kop, der af egen kraft flyttede sig hen over køkkenbordet.

– Hey, Malene, hvad siger du? Er det ikke et skønt sted? blev Esben dæmpet ved.