Lenes mor, Joan, var blot en stor skolepige, da hun blev mor. Den lille Lene voksede op i trygge rammer hos en lægefamilie. Lene Vestergaard Madsen sidder i stuen i en rød murermestervilla i Fredericia. Her bor hun nu, da hun er kommet tilbage til byen, hvor hun blev født for 46 år siden. Hendes mor, Joan, var kun lige fyldt 16 år og var blevet gravid med sin jævnaldrende kæreste. Lene blev født tre en halv måned for tidligt. Joans forældre ville have, at hun skulle beholde barnet. Men det var den purunge mors eget valg at bortadoptere. Kæresten – barnets far – havde nemlig mødt en anden, og at ødelægge hans nye kærlighed og hans nyligt påbegyndte uddannelse var det sidste, Joan havde lyst til. - Men hans forældre, altså min farmor og farfar, overvejede at tage mig til sig. Det var bare en for stor opgave for dem, for de havde fire børn i forvejen og ventede en efternøler. Nemlig min faster, som er født næsten samtidig med mig, fortæller Lene. Som teenager og endnu uden uddannelse besluttede Lenes mor, Joan, sig for en åben adoption, således at hun vidste, hvem adoptivforældrene var – og omvendt. Via sin læge kom hun i kontakt med et par i 30’erne, som var læge og sygeplejerske og allerede var forældre til en 10-årig adoptivdatter. At overlade den for tidligt fødte datter i deres hænder var trygt for den unge mor, som ikke følte, at hun havde noget at tilbyde et barn.
Adoption ind i overklassen
– De første fire måneder lå jeg i kuvøse på Kolding Sygehus. Hver dag kom mine adoptivforældre kørende fra Grenå for at sikre sig, at jeg havde det godt og voksede, som jeg skulle, fortæller Lene. Hendes unge, biologiske forældre var ud af arbejder- og håndværkerfamilier, mens Lene blev adopteret ind i det bedre borgerskab. Hun var fars pige og akkompagnerede hans klaverspil med klassisk violin, når der var besøg i lægehjemmet i Aalborg.
Læs om Emma der også fik en ny mor – Vi var mere velhavende end de fleste i den lille by. Men vi var aldrig forkælede og fik ikke alting, vi pegede på. Vi skulle spare sammen til de ting, vi ønskede os, ved at gøre rent, gå tur med hunden og slå græsset, husker Lene. I det hele taget var Lenes forældre mere gammeldags end de fleste. For eksempel fik hun af sin far besked på, at hun ikke måtte gå i matematisk gymnasium: Piger var nu engang sproglige, mente han, og sådan blev det, selv om Lene ikke brød sig om skolegangen og kun fuldførte for sine forældres skyld.
– Bagefter fik jeg en læreplads som receptionist. Min far erkendte, at jeg ikke ville tage en boglig uddannelse, og opfordrede mig til at tage den, og jeg ville være fortsat på hotelskole i Schweiz, men så mødte jeg min daværende mand og skulle være mor.
Jeg var ikke uønsket
Det var, mens Lene ventede sig for 17 år siden, at hun modtog et brev fra sin egen biologiske mor. – Jeg har altid vidst, at jeg var adopteret. Mine forældre fortalte mig det og forsikrede, at de ville bakke mig op, hvis jeg nogensinde ville lede efter min biologiske mor. Men jeg havde aldrig været parat til at gøre alvor af det. I brevet fortalte Joan om sit liv og om de svære omstændigheder, der havde gjort, at hun måtte bortadoptere sit eneste barn. – Brevet gjorde mig glad – ogen smule skræmt. For jeg var ikke helt parat til en proces, jeg ikke kunne styre. Min daværende mand sagde ”gør, hvad du føler”. Herefter ringede jeg til min mor, og vi aftalte at mødes. Senere lærte jeg også min far at kende, fortæller Lene. – Uanset hvor godt man har haft det, har man behov for en forklaring. Man tænker: Var jeg ikke god nok, siden hun ikke ville have mig? Det at gøre andre tilfredse, så de kan lide én, ligger dybt i mig.
Læs også om en anden ung mor Tilbage til fødebyen
I dag er Lene flyttet tilbage til Fredericia, hvor hendes biologiske familie stadig bor.
– Jeg har jo ikke et almindeligt mor-datter-forhold til min biologiske mor. Hun og min far er mere som ældre venner, som jeg gerne vil kende bedre. Jeg synes, man skal kontakte sine biologiske forældre eller bortadopterede børn og få afklaret, hvad der skete. Selvom man kan være bange for at såre sine adoptivforældre ved at engagere sig i sin biologiske familie, skal man gøre det for at få sin egen historie på det rene. Også selv om følelserne sidder udenpå hos alle parter. Men det kan ikke være anderledes.