Lige fra hjertet: Min far gjorde mig arveløs

Mine forældre blev skilt, da jeg var 13 år, fordi min far var faldet for en anden kvinde. Det var hårdt for min mor, men hun bar det med værdighed, og aldrig nogensinde hørte jeg hende rakke min far ned i mit påhør.

Tværtimod gjorde hun alt, hvad hun kunne, for at hjælpe mig til at forstå, at den slags sker. At kærligheden går sine egne veje, og at man ikke kan tvinge nogen til at elske sig.

I dag begriber jeg ikke, hvordan hun bar sig ad med at pakke sine egne, sårede følelser væk for at skåne mig, men det gjorde hun, og jeg vil altid beundre hende for det.

Den falske mor

Min far flyttede hurtigt sammen med den kvinde, han havde forladt min mor for, og før nogen kunne nå at tælle til tre, ventede de barn sammen. Jeg var lige fyldt 14, da jeg, som havde været enebarn indtil da, fik en lillebror.

Jeg skal blankt indrømme, at jeg havde svært ved at kapere det. Jeg havde det i det hele taget svært med min fars nye familie. Hans kone, Karen, prøvede at være venlig over for mig, men jeg oplevede hende som falsk, når hun prøvede at indynde sig hos mig f.eks. ved at lave mine livretter eller prøve at få en ”fortrolig snak” med mig om menstruation, drenge og hvad der ellers fløj rundt i min teenagehjerne.

Jeg kunne ikke snuppe det, og jeg har helt givet opført mig afvisende, måske endda grimt, over for hende, men jeg var også kun et barn. Hun derimod var den voksne, som ovenikøbet havde hugget min far.

Ranglet og provokerende

I starten flimrede min far rundt mellem Karen og mig og anede ikke, hvilket ben han skulle stå på for at gøre os begge tilpas. Det fik mig blot til at opføre mig endnu mere umuligt.

Hvis min far var klog, havde han forstået, at det var mit råb om hjælp, men det opfangede han ikke. Han blev irriteret på mig, og jo mere irriteret, han blev, des besværligere blev jeg.

Det gjorde det bestemt ikke bedre, at jeg havde fået en lillebror. Jeg var lidenskabeligt jaloux på den baby, der fik så meget opmærksomhed uden overhovedet at have gjort sig fortjent til det. De kyssede og dikkede og elskede ham, bare han slog en bøvs.

Og der stod lille jeg, en ranglet, provokerende teenager med alt for mange store og svære følelser, som min far ikke hjalp mig med at håndtere.

Det kunne næsten kun gå galt.

For husfredens skyld

Jeg begyndte at modsætte mig at tage på weekend hos min far og Karen. Min mor gjorde alt, hvad hun kunne, for at få mig til at forstå, hvor vigtigt det var, at jeg fik et godt forhold til min far igen.

Min far derimod, han gjorde nærmest ingenting. Han accepterede det uden videre, når jeg meldte fra til et weekendbesøg.

Måske åndede han endda lettet op? Det var i hvert fald sådan, jeg tolkede det, og det blev en ond cirkel. Jo mere, han accepterede, at jeg ikke kom, des mindre fik jeg lyst til at besøge ham.

Selv om jeg græd indeni, havde jeg ikke midlerne til at bryde ud af den igen. Min far kunne have gjort det, hvis han ellers havde været voksen og ansvarlig som min mor, men det var han ikke.

Han gik med de nemmeste løsninger hver gang. For husfredens skyld, går jeg ud fra.

Jagten på fællesskabet

Sådan humpede vi igennem mine teenageår, men en dag blev jeg jo selv voksen og kunne begynde at se tingene i et andet perspektiv.

Jeg syntes stadig, og det gør jeg også den dag i dag, at min far var flygtet fra sit ansvar ved at finde sig i mine afvisninger. Men jeg savnede ham også. Jeg ville gerne have et forhold til ham, og nu var jeg parat til selv at gøre noget for at få det.

Min far og Karen havde i mellemtiden fået endnu et barn, en pige. Med et par børn på seks og 10 var de en travl børnefamilie, så det var ret indlysende, at jeg måtte indrette mig efter dem og ikke omvendt, hvis vi skulle have et fællesskab op at stå.

Jeg begyndte at besøge dem med jævne mellemrum, sommetider bare for en kop kaffe, andre gange hen over en hel dag. Jeg gjorde også, hvad jeg kunne for at få et forhold til mine små halvsøskende. Spillede bold med Emil, den ældste på 10, lavede puslespil og læste højt for Emma på seks, al den slags.

Hvis jeg selv skal sige det, syntes jeg faktisk, jeg strakte mig rigtig langt for at få en plads i min fars familie.

Samlet af sygdom

En dag, hvor jeg kom på besøg, sad min far askegrå ved køkkenbordet. Det viste sig, at han havde fået tarmkræft og skulle ind og opereres allerede om en uge. Han var skræmt fra vid og sans, og det blev jeg selvfølgelig også. Jeg begyndte at græde.

Af angst og især fordi det begyndte at gå op for mig, hvor mange år vi havde spildt på ikke at kunne finde hinanden. Karen og børnene var ikke hjemme, og det var rart, for det betød, at vi fik en af de dybeste snakke, vi nogensinde havde haft.

Jeg tog hjem med en utrolig stærk følelse af nærhed og varme. Endelig havde jeg fået min far tilbage.

Min fars operation gik godt, men han skulle have kemoterapi bagefter for en sikkerheds skyld. Det var hårdt, og det betød også, at han ikke havde så meget overskud til at ses i tiden derefter.

Med min fornuft kunne jeg godt forstå det, men i mit hjerte følte jeg mig holdt udenfor. Der var ikke noget, jeg hellere ville end at være der for ham, men de fleste af mine forsøg på at komme ham nær blev afvist.

Han var for træt, han magtede ikke at se nogen, han havde ikke noget at byde på, han var bare dårligt selskab.

Undskyldningerne stod i kø, og de var alle sammen lige sårende, for jeg bad ham jo ikke om at gøre noget for mig. Jeg ville for pokker bare gerne gøre noget for ham.

Fra nærhed til fjernhed

Det var sårbart at blive afvist, når jeg stod der med fremstrakte hænder. Den afstand, jeg troede, vi havde lagt bag os, var dukket frem igen. Nærheden var ved at blive erstattet af fjernhed.

Min far var et stykke henne i kemokuren, da han en dag sendte mig en mail. Han skrev, at han havde tænkt meget over det, og at han håbede på, jeg ikke ville tage ham det ilde op, for det var ikke dårligt ment, men altså …

Han havde besluttet, at jeg kun skulle have min tvangsarv, hvis han gik hen og døde. Resten skulle gå til Karen og mine to halvsøskende, fordi de var så små, og der var mange år til, de kunne forsørge sig selv. Omvendt var jeg jo godt i vej og havde både uddannelse og job.

Det var som at få et sabelhug i hjertet. Hvordan kunne han dog få sig selv til det?

Det voldsomme raseri, der greb mig, handlede overhovedet ikke om pengene. Jeg anede ikke engang, om han havde nogen.

Det handlede om, at han med den beslutning fortalte mig, at jeg ikke var lige så meget værd for ham som hans to andre børn.

Svigtet

Det var til dato den hårdeste afvisning, jeg nogensinde havde været udsat for, og begrundelsen gav jeg ikke meget for.

Karen havde et udmærket job og kunne fint forsørge sine unger, hvis hun skulle blive alene. Og ellers måtte hun jo sælge huset og flytte i noget billigere, som min mor i sin tid havde været nødt til. Jeg var så vred, så vred, så vred …

– Men det er jo, fordi du er dybt såret, sagde min mor, som jeg tog hjem til samme eftermiddag.

– Jeg gider aldrig mere at se ham, udbrød jeg heftigt.

Min mor så på mig med sørgmodige øjne og gav mig et knus. Hun tog mine hænder.

– Hvis du aldrig vil se ham mere, er du ikke bedre end ham.

Nøj, hvor følte jeg mig svigtet lige der. Jeg rejste mig brat, og jeg er sikker på, at der stod ild ud af øjnene på mig, da jeg sagde tak for hjælpen og gik.

En mellemvej

Jeg svarede ikke på min fars mail, og jeg undlod også at tage telefonen de næste gange, min mor ringede. Jeg følte mig fortabt. Alene og forladt. Af dem begge to.

Hen over nogle dage lagde vreden sig, i stedet kom sorgen og gråden, og først da den var stilnet af, begyndte jeg så småt at ane en flig af sandhed i det, min mor havde sagt.

Jeg syntes stadig, det var bunduretfærdigt. Det burde ikke være mig, der tilgav min far og sørgede for, at vi kom videre. Det burde være ham, der rakte ud efter mig, men som den vatnisse han var, gjorde han som sædvanlig ingenting.

Det var udelukkende op til mig, hvis vi fortsat skulle have en relation. Men skulle vi det?

Jeg kunne ikke bare vende den anden kind til, for jeg var trods alt ikke Jesus. Omvendt forstod jeg min mors pointe i, at jeg risikerede at ende som ham, hvis jeg stiltiende accepterede hans beslutning. Jeg måtte finde mellemvejen.

Med blanke øjne

Efter et par uger tog jeg hen til ham. Jeg fortalte, hvor stor skade han havde gjort med sin udmelding.

At det for mig ikke handlede om arven, men om at blive tilsidesat – igen. Hvor ondt det gjorde at blive holdt på afstand, mens han var syg, og hvor lidt jeg i det hele taget syntes, han havde stillet op for mig gennem årene.

– Men som mor plejer at sige, kan man ikke tvinge nogen til at elske sig, så nu holder jeg op med at prøve, sluttede jeg.

Min far havde blanke øjne, da jeg rejste mig. Jeg gav ham et lille knus.

– Pas på dig selv og de små. Jeg håber, du bliver rask, var det sidste, jeg sagde, før jeg gik.

Jeg havde fuldstændig fred med mig selv bagefter. Nu havde jeg givet alt, hvad jeg havde at give i vores relation, og vigtigst af alt slap jeg enhver forventning om at få noget igen.

Jeg har ikke set ham siden, og det er okay. Jeg har det godt med, at jeg i sidste ende selv tog ansvar for at afslutte en relation, der kun drænede mig.