Lige fra hjertet: Min far var en rigtig smugler

Da jeg var barn, dengang i 1950’erne, og voksede op i København, var der som følge af Anden Verdenskrig stadig en del varemangel i Danmark.

Det var ikke noget, jeg gik og grublede over, for jeg led ingen nød. Tværtimod var der flere årlige såkaldte festdage i vores familie, nemlig når min far vendte hjem efter at have taget sporvognen til Havnegade, hvor bådene, der sejlede i pendulfart mellem København og Malmø, holdt til.

Frem og tilbage over Øresund gik det, og der manglede aldrig passagerer. Min far var ofte en af dem, så når jeg for eksempel hørte ham sige: – Jeg er ved at løbe tør, så vidste jeg godt, hvad klokken var slået.

I røg og damp

Det, han var ved at løbe tør for, var nemlig cigaretter, og dem røg han rigtig mange af. Min mor røg også ligesom alle mine ældre søskende, så jeg voksede op i røg og damp så at sige.

Cigaretter kostede penge, mange penge, så der var gang i hjemmerulningen rundt omkring, men det var ikke noget for min far, ikke længere.

Det havde han fået nok af under krigen, hvor han var så smøgforlegen, at han samlede skod op fra gaden og brugte de sidste rester af den tobak, der kunne skrabes fri af cigaretpapiret, til enten at rulle cigaretter af elle stoppe i piben.

Næh, nu ville han have den ægte vare, om han så skulle bruge en hel dag, omtrent, på at drage udenlands for at få fingre i så mange cigaretter som muligt til en rimelig pris.

– Er der ellers noget, jeg skal købe med? spurgte han altid og kiggede på min mor med et sideblik til mig og et skævt smil, for han vidste, hvad der kom. Og ganske rigtigt.

– Chokolade, sagde jeg, før min mor så meget som fik åbnet munden. – Må jeg komme med?

Det måtte jeg selvfølgelig gerne. Jeg måtte altid komme med, når min far skulle en tur til Sverige efter nye forsyninger. Af chokolade, kakao og kaffe især, men først og fremmest var formålet indkøb af cigaretter.

Under opsyn

Altså drog vi af sted. Det kunne være en kold fornøjelse at stå der på kajen og vente i den alenlange kø, der altid var, for min far var langt fra den eneste, der havde opdaget den fidus med at drage på indkøb i nabolandet.

Det var den ene ting, der trak folk til. Den anden var, at rederiet strøede om sig med fribilletter, og med en af dem i hånden fik man gratis adgang til alle herlighederne på skibet.

Men vi nøjedes med en kop kaffe til min far og en sodavand til mig. Vi var nemlig ikke gået ombord for madens skyld, nej, formålet var at købe toldfri varer og først og fremmest cigaretter.

Helst i hobetal, men ak, det gik ikke. Der var nemlig restriktioner for, hvor mange man måtte købe på sin billet, og vigtigst af alt stod der emsige og årvågne toldbetjente og holdt øje med folk ved tilbagekomsten til København.

– Hallo, De der, må jeg lige se …

Og der var ikke noget med at smyge sig udenom. Vi var under opsyn, når vi efter sejlturen gik i gåsegang fra skibet til toldbygningen med fyldte tasker og lommer. Men det, tolderne var ude efter, var først og fremmest tobaksvarerne, for det var strengt forbudt at købe mere end sin ration.

Frygtede fængsel

Men helt ærligt, som min far sagde, hvis man skal tage den lange vej, så skal man også have noget ud af det, og det var blandt andet der, jeg kom ind i billedet, for to kan udrette mere end en.

Opgaven var at slentre rundt i restauranten og pænt og stilfærdigt spørge folk, der ikke sad med en smøg i munden eller havde skod liggende i askebægeret på bordet, om de mon skulle bruge deres fribillet til at købe tobak.

Hvis svaret var nej, så var det næste spørgsmål givet: – Undskyld, men må jeg så få Deres billet?

Det måtte jeg som regel, så jeg takkede og smilede hele vejen hen til kiosken.

Men jeg var knap så glad for at vende hjem igen, velvidende at vi var i gang med at smugle.

Det var nervepirrende at skulle igennem tolden, for jeg var helt sikker på, at de strenge toldere med røntgenblik under kasketterne kunne se lige igennem os og så nemt som ingenting opspore, at jeg, barnet, havde et par pakker cigaretter i huen, og at min far havde bundet en lille stofpose om livet, hvor han gemte de ekstrapakker, han havde erhvervet sig.

Vi smuglede ikke i stor stil, bare lidt, men alligevel. Det var forbudt, og det var strafbart. Kunne det mon give fængsel?

Jeg vidste det ikke, så det var først, når vi var kommet uantastet igennem tolden og var på vej til sporvognen, jeg kunne trække vejret frit igen og begynde at glæde mig til at sætte tændere i et stykke chokolade og drikke kakao til.

Længslen efter bananer

Den trafik stod på i flere år. Det var altid spændende at komme til Sverige, hvor man virkelig gik i fare for sit liv, når man skulle krydse gaden, for derovre kørte de i den forkerte side af vejen, og man glemte hele tiden at se sig for, først til den anden side og så den ene, helt modsat i ens fædreland.

Det krævede ”sin mand” at færdes uden for de vante græsgange, men jeg kom helskindet igennem Sveriges-perioden, og det samme gjorde min far, også selv om han blev ved med sine frem-og-tilbage ture lang tid efter, jeg havde fået nok.

Faktisk måtte han være født under en heldig stjerne, for han blev heller aldrig snuppet i tolden, dengang han arbejdede i Københavns Frihavn, hvor hans job bestod i at laste og losse skibe.

Der kom tit et skib med bananer og andet guf fra de vildt fremmede, varme lande. Og så blev der ellers losset kasser med ting og sager, som dengang i 1950’erne var sjældne varer og ikke set eller smagt i umindelige tider, hvis nogensinde. Men nu kom de, de store skibe, med lasten fuld af kasser med frugt og alt muligt andet, som vi danskere hungrede efter.

Og jeg mener os alle sammen. Vi drømte ikke om andet end danske æbler og pærer, blommer og jordbær, og der blev endda skrevet sange om det. En af tidens ørehængere handlede om bananer. Den blev sunget af Ib Schønberg og udgivet i 1945.

”Når der kommer en båd med bananer, så har vi glemt alle sorger og savn, og den kan komme langt før, end vi aner, og lægge til i en ventende havn, den vil vi hilse med flag og med faner… ”

De knuste kasser

Lige præcis bananer gjorde mig et par gange til dagens helt i skysovs blandt mine legekammerater i gaden.

Denne sjældne spise, som man enten slet ikke kunne købe hos grønthandleren, eller som man ikke havde råd til, havde min far ofte med hjem. Så det var ikke uden stolthed, når jeg fik en klase bananer med ned til uddeling.

Det kunne jeg udelukkende, fordi min far ikke kunne dy sig, ligesom mange af hans kollegaer heller ikke kunne.

Reglen var nemlig der på havnen, at hvis en af kasserne gik i itu, når den blev transporteret fra skib til havn, så måtte arbejderne gerne dele indholdet mellem sig. Og det skete - desværre - med jævne mellemrum, at en kasse kom galt afsted og havnede på asfalten og gik i stykker.

Samme skæbne led flere af kasserne med appelsiner og andre dengang eksotiske sager. Tolderne i frihavnen vendte det blinde øje til, for der var jo ingen grund til, at dejlig frugt gik til spilde, men der var til gengæld andre ting, der var regler for.

Smilende smugler

Kaffebønner for eksempel, men de fandt alligevel vej til vores køkken, dog i små portioner, men igen, min far var en venlig mand, der havde let til smil og et blink i øjet, så han var både på nik og talefod med embedsmændene ved toldbommene.

Når han kom cyklende forbi dem, tjekkede de aldrig hans slidte mappe på bagagebæreren. På den måde slap mine forældre snart for at blande Richs i kaffen og kunne for alvor nyde indholdet af Madam Blå, der altid stod klar i køkkenet.

Om ikke andet kunne man få sig en varmetår, for ikke en dråbe blev smidt i vasken, bevar mig vel.

Kaffe var noget af det bedste, min far vidste, og det smagte ekstra godt, hvis det ikke kostede det hvide ud af øjnene, så det nær havde plukket skindet af en nøgen mand, som han sagde. Imens sukkede han velbehageligt, tændte en smuglercigaret og nød en virkelig god kop kaffe.

Frugten overlod han til os andre, især når der var kommet en båd med bananer, som var min yndlingsspise.

Når jeg nu spiser min daglige banan, købt på tilbud i supermarkedet, så tænker jeg på min far og hans evne til at finde en udvej, også når der er en bom, der spærrer.