Maja har to familier, og den ene bor i baghaven

Det summer af liv på Ørstedsgade i Rudkøbing på Langeland. Gadedørene flankeres af bonderoser, der strækker sig opad mod solen. Endelig er det forår, og alt med vinger er på overarbejde. Men det er intet i forhold til, hvad der foregår i Maja Scharlings baghave.

– Prøv at se, hvor travlt de har. De flyver jo konstant! siger Maja og peger på fem flamingokasser, der står stablet som et tårn.

Der er en heftig aktivitet omkring tårnet. En sværm af brune arbejderbier får det til at se ud, som om luften vibrerer.

51-årige Maja holder sig på fornuftig afstand, for hun har ikke fået bidragten på endnu.

– Det lyder som en motorvej, så meget larmer det, siger Majas mand, Claus Scharling.

Af alle hobbyer, man kan have sammen som familie, har de valgt en, man virkelig kan stikke sig på.

Teenage-biavler

Familiens kat, Mis-mis, slikker sol på den brede stentrappe, der fører fra verandaen ned i haven. En stor admiralsommerfugl lander på gelænderet og flakser lidt med vingerne, før den flyver videre.

Hunden Molly kredser om Eva på 12 år og hendes storesøster Ella på 14, der spiser hjemmebagt honningkage.

Claus og Majas døtre er efterhånden erfarne biavlere. Begge har været på biavlerkursus og er klar til at give en hånd med, når honninghøsten skal i hus.

Sådan har det været, siden den første bifamilie flyttede ind i baghaven. For med omkring 50.000 bier på matriklen er det vigtigt, at både Eva og Ella ved, hvordan de skal gebærde sig. Men skulle man få den tanke, at pigerne føler sig utrygge omkring så mange bier, kan man godt tro om igen.

– De generer os ikke, siger 14-årige Ella, som er vant til at hjælpe sine forældre med at skrælle voks af bistaderne og slynge honning.

– Men det er sjovest at spise honningen, siger Eva på 12, som godt ved, hvad hun foretrækker.

Bierne har desværre mistet nyhedens interesse, forklarer Claus og Maja. Maja er folkeskolelærer og mener, at det nok har noget med pigernes alder at gøre.

– Der er noget, der er mere interessant lige nu end bier, siger hun med et smil.

De forsvundne bier

Majas egen interesse for bier blev vakt, da hun for fem år siden besøgte Langelands Biavlerforenings besøgsbigård i Tranekær med sin skoleklasse. Her blev hun grebet af tanken om selv at holde bier, og derhjemme var familien heldigvis med på idéen.

I mellemtiden er hun blevet opmærksom på, at biernes levevilkår i Danmark er blevet drastisk forringede de seneste år.

Ifølge tal fra Danmarks Naturfredningsforening er 31 procent af de danske vilde bier truede eller allerede forsvundet. 19 arter vurderes at være uddøde i hele landet, og 56 at være sårbare til kritisk truede.

Det skyldes en forringelse af de levesteder, hvor bierne søger føde og bygger rede. Samtidig er de truet af pesticider og andre kemiske midler brugt i private haver såvel som industrielt landbrug.

– Bierne kunne virkelig godt bruge en håndsrækning, siger Svend Aage Sørensen fra Langelands Biavlerforening, som arbejder for at bedre levevilkårene for både vilde og avlede bier på Langeland.

Svend Aage Sørensen holder selv bier og har gjort det, siden han gik på pension for 12 år siden.

Som han ser det, kan landets private haveejere sammen gøre en stor forskel for de vilde danske bier.

– Lægger du dem sammen, giver det et mægtigt areal, som sikrer et vigtigt levegrundlag for insekter og bier. Det rykker, det gør det, siger Svend Aage.

Glad nabo

Ifølge Langelands Biavlerforening findes der indtil videre 20 registrerede bivenlige haver på Langeland, og Majas er en af dem.

Det er nemlig ikke kun hendes egne bier, der nyder godt af de mange stauder, frugttræer og bærbuske. Også de vilde bier boltrer sig i Majas have.

Huset, der er bygget i 1850, har været i Majas families eje siden 1910, hvor hendes oldeforældre købte det, men de pertentlige prydbede og det kortklippede plænegræs fra dengang er for længst væk.

I stedet får det store morbærtræ lov at brede sig ved siden af en dam med dunhammere og siv, for det er vigtigt, at havens insekter har adgang til vand.

Ifølge Maja handler det om at give slip på forestillingen om, hvordan en velplejet have bør se ud.

– Den behøver ikke være så strømlinet. Den må gerne være lidt vild, siger hun.

Af samme grund får skvalderkålen lov at stå, for bierne kan godt lide dens blomster.

– Det er godt at give bierne et levested med variation. Vi andre ville også blive trætte af at spise det samme hele tiden, forklarer Maja, som også oplever, at honningen bliver bedre af det.

– Man kan tydeligt dufte det, når man åbner sådan et glas, siger hun.

Men det er ikke den eneste belønning, familien får for deres indsats. Nu, hvor havens frugttræer og bærbuske bliver flittigt bestøvet, bugner grenene som aldrig før.

– Efter at vi har fået bierne, vokser og blomstrer alting bare helt vildt, siger Claus, der arbejder som grafisk designer.

– Naboen er også glad, for de har haven fyldt med æbletræer og valnøddetræer, så der er ikke nogen, der brokker sig, tilføjer han.

Rolig af røg

På en gennemsnitlig sommer samler og slynger Maja og hendes familie omkring 50 kilo honning fordelt på 120 glas.

– Da jeg skulle slynge forårshonningen, var de øverste kasser så tunge, at jeg ikke selv kunne løfte dem ned, siger Maja.

Den honning, familien ikke selv kan spise, forærer de bort eller sælger til bekendte og kolleger. Det er med andre ord ikke noget, man bliver rig af, forsikrer Claus.

– Det er ikke derfor, vi gør det. Vi gør det, fordi vi synes, det er sjovt.

Claus er trukket i biavlerdragt ligesom sin hustru og døtre for at demonstrere, hvordan de håndterer bierne.

Dragterne er hvide med slør og slutter tæt omkring ankler og håndled. Maja forklarer, at mørkt tøj er udelukket, fordi bierne så kan forveksle menneske med bjørn og gå til angreb.

Iført tykke gummihandsker bevæger hun sig langsomt rundt om tårnet af kasser med en røgkande. Inde i kanden har hun antændt tørret lavendel, og røgen puster hun ned i bistadet.

– Røgen gør dem rolige, forklarer hun. – Bierne tror, at der er skovbrand, så de smutter ned i bistadet og fylder maven med honning, som gør dem så mætte, at de ikke kan bukke sig sammen for at stikke.

Claus ser sit snit til at løfte en kasse ned og fjerne låget. Indeni er en træramme med voksplader i lag, som bierne bygger videre på. Når voksen skrælles af, begynder honningen at løbe.

Honningen er det, som bierne, dronningen og hendes larver skal leve af, men de får en pose sukker som erstatning og arbejder ufortrødent videre. Det samme gør Maja og hendes familie.

I de fem år, familien har holdt bier, er Maja og Claus blevet stukket én gang hver, mens døtrene helt er gået fri.

– Man bliver jo kun stukket, hvis man står i vejen, siger Maja og blinker.

Læs også: