9. generation fører islandsk gård videre: Jeg var ikke kommet igennem det uden børnene

Lige der, hvor vejen knækker mod højre, biler på vejene bliver afløst af får på markerne, og GPS’en ikke længere kan finde adressen – på en gård en halv times tid uden for byen Selfoss på det sydlige Island – bor 57-årige Bolette Høeg Koch.

Var det ikke for den islandske sweater og stemmen, der lige så gerne kaster sig over de islandske gloser som de danske, ville det ikke være til at gennemskue, at Bolette egentlig bare er en pige fra et helt almindeligt parcelhuskvarter i Lyngby. Eller det var hun i hvert fald, indtil hun for 35 år siden satte fødderne på islandsk jord for at blive klogere på dyr og landbrug og fik øje på en helt særlig islænding.

– Vi blev bare forelskede i hinanden med det samme. Der var ikke så meget ved det – det var kærlighed ved første blik. Da jeg lærte ham at kende, havde han lige overtaget gården. Og det var et kæmpe opbygningsarbejde. Der knoklede vi virkelig de første år for at få det op at køre, siger hun og kigger ud ad vinduet mod de marker og fjelde, der tårner sig op omkring gården, så langt øjet rækker.

Manden, Bolette taler om, er Siggi. Hendes store kærlighed og manden, der både gav hende Island og de tre døtre, Helga, Johanna og Dorte, der samtidig blev 9. generation på gården.

Men han er her ikke længere, hverken i stalden eller stuehuset, for Siggi døde af kræft for fire år siden, og det livsværk, fødegården var for ham, stod Bolette pludselig alene tilbage med. Og dog: Uden at blinke smed pigerne, hvad de havde i hænderne for at hjælpe til. Mens Helga gjorde et ophold i dyrlægestudiet i Danmark, tog Dorte en pause fra sit ph.d.-studie, og Johanna var hjemme i en måned.

– Jeg har så dybe rødder her, og der er rigtig mange følelser omkring det. Jeg er meget knyttet til stedet. Så det har hele tiden været højt prioriteret, at jeg skulle tilbage, fortæller 30-årige Helga Høeg Sigurdardóttir.

Da Siggi blev syg og siden gik bort, blev den tanke pludselig fremskudt, for midt i sorgen skulle deres mor ikke stå alene med det hele.

– Én ting er at miste sin far og sin mand, noget andet er så oven i det at skulle køre et firma, tilføjer hun og kigger på lillesøster Johanna på 26, der nikker. Havde storesøster Dorte, 32, været hjemme, havde hun uden tvivl gjort det samme. Dét får deres mor til at smile.

– De tog hver deres del. Helga var mest i staldene, fordi hun har mest forstand på den del. Johanna tog alt med fårene og koordinerede, hvordan vi skulle gøre med avl, og Dorte, som er i Stockholm, tog momsregnskab og andet papirarbejde, fortæller Bolette.

Hendes øjne vidner om, at netop dét var altafgørende midt i både sorg og forvirring.

– Jeg tænkte, at nu tog jeg lige et år og kom hjem. Det var også godt at komme hjem og være sammen, siger Helga.

– Og så blev ét år bare til et mere og et mere, siger hun med et slet skjult grin.

Helga har nu byttet København ud med en fast adresse på gården.

Læs også: Til ære for mine bedsteforældre: Frederik værner om huset på klitten

Ved fælles hjælp

Bolette kigger først på Helga og så på Johanna, som sidder ved siden af hende ved spisebordet på første sal i stuehuset. Storesøster Dorte mangler. Hun bor i Stockholm, mens de tre andre har hjemme på gården: Bolette i stuehuset, Johanna sover i sit gamle værelse, når hun er hjemme på weekend, og Helga i det nybyggede hus for foden af bakken.

Omkring dem er der marker, længere end benene kan bære. Det er alt det, de kalder hjem. Og de har køer, heste, katte og væddere. Lidt af en mundfuld at overskue til at begynde med, men efterhånden er det blevet hverdag og et arbejde for især Helga.

– Der er bare stor forskel på at gå ud og slå græs på en mark, når far har bestemt og sagt, at det gør vi. Og på at man selv skal til at finde ud af, om det er nu, det skal være. Og skal den her ko slagtes – bør vi behandle, eller skal vi ikke? Så skal man pludselig være meget selvstændig, siger Helga, der i dag har ansvaret for gården sammen med sin kæreste, der er landbrugsuddannet.

– Min kæreste og jeg står for den daglige drift af gården. Men hvordan det helt præcist skal være i fremtiden, har vi ikke planlagt endnu, for jeg har også en lillesøster, der er god til at være med og hjælpe til, når hun ikke arbejder som arkitekt i Reykjavik.

Helga får øjenkontakt med Johanna, der netop er vendt tilbage fra stalden med mælk til kaffen. Den slags hentes nemlig fra køerne, som de kender hver og én. Det er ikke noget, de tænker videre over. Pigerne har gården og naturen inde under huden på en anden måde end deres mor, fordi de er født og opvokset her.

– Jeg var ikke kommet igennem det her, hvis de ikke havde været her til at hjælpe mig. Det var voldsomt, for jeg havde aldrig været vant til at styre gården, fortæller Bolette og nikker for at understrege sin pointe.

Læs også: Vanessa har mistet sin far: Hun var fars pige

Både dansk og islandsk

Som de tre kvinder sidder der omkring det aflange spisebord på førstesalen i stuehuset, er der en særlig ro over dem. De har ikke travlt med at fortælle eller med at komme videre med dagens gøremål, selv om der uden tvivl er opgaver, der venter. Nej, de tager sig deres tid. Et helt klart islandsk træk, hvis man skal tro dem. Men i virkeligheden ser de sig selv som lige dele danske og islandske.

Opvokset med en mor, der med næb og kløer holdt fast i at tale dansk hjemme, og en mormor, der troligt viste børnebørnene '”Olsen-banden”', når de hver sommer besøgte Danmark, var det helt naturligt for pigerne at drage mod Danmark: Mens Helga læste til dyrlæge, tog Johanna på højskole for senere at uddanne sig til arkitekt.

– Det var fedt at prøve nogle af de ting, man altid kun havde hørt om, for eksempel at være med til Hubertusjagt, eller at der er bordplan til et arrangement, siger Helga og griner. Den slags gør man sig ikke i på Island. Derfor har pigerne på én eller anden måde altid stukket lidt ud: med danske værdier uden på tøjet på Island og omvendt i Danmark.

– Det, I var anderledes med her, fordi jeg havde opdraget jer, var helt almindeligt i Danmark, fortæller Bolette, der med jævne mellemrum stadig tager turen til Danmark, ligesom alle hendes sms’er bliver skrevet på dansk. Men helt at forlade Island efter tabet af Siggi, det kunne hun ikke drømme om. Gården er en del af både hende og pigerne, og derfor har de heller ikke tænkt sig at give den fra sig. Gården skal blive i familien.

– Jeg ville synes, det ville være rigtig trist, hvis vi ikke selv kunne drive det videre, siger Helga med et smil. Og det er de heldigvis allerede i fuld gang med.