Allerede siden august har der klinget julede toner fra Amin Jensens og kæresten Bente Dalsgaards hjem i Hvidovre. Og under parrets sommerferie i det spanske har Amin ligeledes underholdt sine nærmeste omgivelser med den svenske julesang ”Jul, jul, strålende jul”, som han i år har føjet til sit repertoire.
– Naboer og forbipasserende har nok moret sig indimellem. Men julen er en højsæson for en entertainer som mig. Ud over de mange julefrokoster har jeg også altid en stribe kirkekoncerter i november og december. Og der skal jo øves, siger den 51-årige komiker og sanger.
Uanset arrangementets art forsøger Amin som regel at blande kortene en smule:
– De senere år har jeg fået stadig flere job som sanger, men de spørger altid, om jeg ikke også laver noget sjov. Og det gør jeg selvfølgelig, for det ligger i blodet. I kirkerne holder jeg dog lidt igen med morsomhederne.
Da Familie Journal besøger Amin til en lille, munter julesnak, har han og Bente forberedt sig og pyntet lidt op af hensyn til billederne. Men han indrømmer gerne, at julepynten ofte først bliver fundet frem i sidste øjeblik.
– Så nu bliver børnene da begejstrede, fastslår komikeren.
Skuffede forventninger
Amin og Bente har tre børn hver: Han er far til Lykke, Lærke og Mira på 11, 13 og 24, mens hun er mor til Oliver, Emmeli og Nicolai på 17, 22 og 27.
– Vi har ikke fået nogen sammen. Bente er jo lidt oppe i årene, siger han drillende med et listigt grin i retning af sin livsledsager.
Bente griner dog selv af vitsen og uddyber, at der aldersmæssigt blot er seks dages forskel på dem.
– Angående julefejring med børnene har vi i øvrigt fået aftalt med de øvrige involverede forældre, at vi altid har dem alle samlet. Det vil sige, at vi hvert andet år har hele flokken juleaften. De øvrige år har vi i stedet dem alle seks lillejuleaften. Sådan bliver det for eksempel i år, fortæller Amin.
Julen er en tid, hvor en del danskere – primært af hankøn – kommer i nærkontakt med et kostume bestående af en rød dragt og et stort, hvidt skæg. Og betragter man Amins statur, kan man godt få den tanke, at han er perfekt i rollen som julemanden.
– Det var nu ingen udpræget succes, første gang jeg prøvede kræfter med rollen. Vi skal 25 år tilbage i tiden, og jeg havde sagt ja til at agere julemand for min fætters to drenge, som i dag er voksne og selv har børn. Juleaften iførte jeg mig udstyret og ringede på deres dør. Og et øjeblik efter trykkede et par små størrelser ansigterne mod den blyindfattede rude for at se, hvem der mon lagde vejen forbi deres hjem juleaften. Jeg var mere end klar til at levere det helt store show. Min boblende forventning fik dog i samme øjeblik et skud for boven, da jeg hørte en af drengene med træt stemme og antydningen af et suk sige til sin bror: ”Det er Amin!”
Skreg ad julemanden
Det gik ikke stort bedre, da han få år senere lod sig overtale til at spille julemand i sin førstefødte datters vuggestue:
– Mira selv genkendte mig på brillerne og tog derfor situationen med fuldstændig ro. Hvilket man ikke kan sige om de øvrige børn i lokalet. Det gik løs, i samme øjeblik jeg trådte frem i døråbningen: Et af børnene begyndte at skrige. Og det klingede bestemt ikke af begejstring over at se den rare julemand. Det lød snarere, som om fortidsmonstret Godzilla var trådt ind i rummet. Og den skingre lyd satte en sand lavine i gang: Den ene rolling efter den anden fulgte trop, og snart sad hele flokken og skreg højlydt. Deres stemmer flød sammen i noget, der kunne have fungeret glimrende som lydspor til Edvard Munchs ”Skriget”. Og jeg indså hurtigt, at jeg ikke kunne stille noget op. Jeg satte sækken med gaver fra mig, vendte om på hælen og listede af.
Som Amin mindes julen i sit eget barndomshjem, blev den fejret efter alle kunstens regler:
– Det med at gå i kirke sprang vi dog over. Begge mine forældre var ret ateistisk indstillede. Men julemiddagen var helt efter bogen, og mens min mor og far lavede maden, så min søster Majbritt og jeg ”Disneys juleshow”.
Hurtig mandelgave
En af de anekdoter, Amin stadig husker og morer sig over, omhandler ritualet omkring risalamanden og mandelgaven:
– En juleaften, da risalamanden stod på bordet, kom mine forældre i tanker om, at de havde glemt at købe mandelgave. Min far, som var taxachauffør, løste dog problemet i en håndevending: Han tog sin store portemonnæ, som han kørte rundt med i vognen, fremdrog to femmere og lagde dem op på lampen over spisebordet. Derpå tog vi fat på desserten, og allerede efter første mundfuld fiskede min far triumferende den hele mandel ud af munden, nappede mønterne og lagde dem tilbage i pungen, griner entertaineren.
Sin værste juleaften tilbragte han på skadestuen med resten af familien. Det var i 1979:
– Min søster havde lånt min fars skjorte, der var lavet af et eller andet kunststof. Og hun havde fået lov til at tænde lysene på juletræet, men valgte at gøre det nedefra. Det gik selvfølgelig galt. Der gik ild i skjorten, og hun fik en forbrænding. Efter en halv time med armen under bruseren blev vi enige om at tage på skadestuen. Og der sad vi så i timevis og ventede, mens juleaften gik.
En af hans og familiens bedste juleoplevelser ligger til gengæld kun tre år tilbage:
– Da valgte vi at bruge vores juleaften på velgørenhed i form af et arrangement for 20-30 udsatte familier på Pejsegaarden på Frederikssundsvej. Det var det kendte rigmandspar Sonja og Eigild Christensen, der stod bag, og Bente og jeg havde fire af børnene med. Under middagen sang jeg julesange, mens Mira spillede klaver. Og det var fantastisk at opleve glæden hos både børn og voksne. Det bedste af det hele var dog, at vores egne børn også syntes, det var deres bedste jul nogen sinde. Efter spisningen gik jeg ud for at skifte tøj og kom ind som julemand. Og jeg vakte en del mere lykke der, end jeg gjorde i mine førnævnte, tidligste livtag med rollen, siger Amin Jensen.
