Anna Tangmose Larsen, 34, har netop udgivet bogen ”Langt væk fra himlen”, der mest af alt handler om hendes mand Thomas' sygdomsforløb med kræft, men også lidt om den civilstatus, der pludselig blev hendes efter hans død i 2013: Enke - og enlig mor.
– Jeg prøver virkelig at være mit bedst mulige jeg, men indimellem ryger jeg ned i noget bitterhed over den situation, jeg er havnet i, og der bryder jeg mig ikke om at være. Hvis Thomas var her, ville han sige: ”Arghhh, Bassemor, nyd nu livet – vær glad,” og kramme mig, fortæller Anna og smiler ved mindet om sin mand.
En stolt far
I 2011 kan hun glad meddele Thomas, at de skal være forældre. Lykken bliver dog hurtigt erstattet af angst, da han fire måneder henne i Annas graviditet får konstateret kræft i tyktarmen og skal i gang med et længere kemoforløb.
Anna får et planlagt kejsersnit, så Thomas kan være med til fødslen og stadig passe sit behandlingsforløb.
– Han var den første, der holdt Mathilda, og han var helt klar. Han gik op og ned ad hospitalsgangen med hende. Så stolt. Anna smiler for sig selv.
En kort lykke
Da Mathilda er fire måneder, bliver Thomas erklæret rask, og lykken i den nye familie er stor. Men det varer ikke ved.
Lægerne finder efterfølgende ud af, at kræften har spredt sig til bughulen, og få dage inden Mathilda fylder år, bliver Thomas erklæret uhelbredeligt syg.
– Det var meget mærkeligt at sidde med lagkage og sige hurra på hendes allerførste fødselsdag. Hun var så sød og glad og spiste af sin lagkage med stort velbehag – som den eneste.
et sørgeligt år
Efter et halvt års ekstrem sorg, hvor Anna har brugt det meste af tiden i sin seng, kommer hun i gang med et forløb i en sorggruppe og begynder at søge efter arbejde. Hun mistede nemlig sit job kort før Thomas’ død.
– Men det var faktisk først et år efter hans død, jeg følte, at jeg igen kunne trække vejret rigtigt. Så var alle helligdage og mærkedage uden ham overstået, og jeg havde ligesom prøvet at være af sted til vuggestuens sommerfest alene.
Savner far
Anna har ikke kunnet mærke nogen reaktion fra Mathilda på farens død, men hun vil gerne snakke om sin ham – i perioder.
– Så ser vi billeder af ham og vander blomsterne i ”fars have”, som hun kalder gravstedet.
– Hun græder ikke over ham, men en gang imellem, når vi har sagt godnat og slukket lyset, kan hun finde på at sige, at hun savner sin far. Og så er det svært at holde tårerne tilbage. Men jeg ved, Thomas ville være stolt af os.
