Annelise er tarteletternes dronning

Mandag, 23. juni 2008
af X
På den sydfynske halvø Helnæs har de fået deres eget tartelet-selskab, og 71-årige Annelise Larsen garanterer, at så længe hun kan lave mad, skal de ikke mangle tarteletter på Helnæs
En ordentlig kogekone kan sagtens røre i to gryder på én gang, mener Annelise. Foto: Karl Ravn
En ordentlig kogekone kan sagtens røre i to gryder på én gang, mener Annelise. Foto: Karl Ravn

Bageren i Nr. Broby havde helt udsolgt af tarteletter, men det var også en ganske særlig torsdag. Det var nemlig netop denne dag, at Helnæs, halvøen på Sydfyn, holdt en ganske særlig fest. Sande tarteletelskere kan ikke få nok af den lille undselige butterdejsskål fyldt med gode sager, og alle gæsterne blev denne aften automatisk medlemmer af Helnæs Tartelet Selskab.
Men folk på Helnæs er ikke alene om denne lidenskab. Foreningen på Helnæs er blot en meget aktiv underafdeling af Dansk Tartelet Selskab, hvis største formål er: At spise tarteletter.
Selskabets Bibel hedder slet og ret "Tarteletter" og er skrevet af Babette Hersant Isaksen. Hun kommer oprindelig fra Frankrig og medbragte i sin bagage en solid viden om og glæde ved tarteletter. Bogen indeholder ikke færre end 85 opskrifter på tarteletfyld.
Men den bog har de ikke brug for på Helnæs. De har Annelise Larsen, og lige bag hende i køkkenet står gemalen Kristian. Hun har lavet mad hele sit liv og ser ingen grund til at holde op med det, bare fordi hun nu er blevet 71 år.

En mindeværdig aften

Formanden Poul Dreisler fortæller i sin velkomsttale, at foreningens formål er at nyde tarteletter. Siden kommer Claes Benthien helt fra København i dagens anledning. Han er formand for Dansk Tarteletselskab og har oversat Babette Isaksens bog fra fransk til dansk.
Ude i køkkenet ser Annelise mistænksomt på den stærke chilisovs, der skal fyldes i nummer to tartelet - hun holder nu mere af sine egne opskrifter. Og hun har selvfølgelig sin egen - hemmelige - opskrift med på fyldet til den første tartelet, der skal på bordet lige efter foredraget om "Tarteletten nu og altid": Krebsehaler og fiskeboller i en perfekt sovs.
Efter første servering er det tid til en lille sang, der priser tarteletten og dens indhold. Imens er der fuldt blus på i køkkenet.

Søde tarteletter

Tarteletterne er bagerens de bedste, for selv ikke Annelise orker at bage dem alle fra bunden. Lige nu er de overalt i det lille køkken, og Kristian flytter sig helt hen i hjørnet, hvor han høvler chokolade af til aftenens dessert. Han kender sin Annelise, og efter 50 års ægteskab ved han nok, hvornår det er bedst at holde sig ude af orkanens øje.
Efter fire forskellige tarteletter er det Kristians store øjeblik: Al den chokolade, han møjsommeligt har revet, bliver med rund hånd drysset over aftenens dessert: Tarteletter med hindbær i flødeskum med vanilje, og her er det vigtigt med en ekstra blid hånd, for tarteletterne til desserten er lavet af en sød og skrøbelig mørdej.
Annelise bliver rost og beundret for sin kogekunst, og sådan ender denne mindeværdige aften i Helnæs forsamlingshus. En forening er født - og Annelise kan garantere, at så længe hun kan lave mad, skal ingen mangle tarteletter på Helnæs.

Læs mere om på Dansk Tartelet Selskabs hjemmeside

Få Familie Journal-madeksperten Kristina Miechels opskrift på tarteletter med skinke og broccoli

Af Greta Johannsen