- Jeg er glad for hver eneste nye ubrugte dag, siger Annika. Hendes mand Kjeld nikker. De har lært at skønne på livet, for de oplevede, hvordan tæppet pludselig en dag blev revet væk under dem.
Familien Kisendal bor i Sommersted og tæller også døtrene Mette på 8 år og Laura på 4. år
- Det har været voldsomt, og det er først nu, halvandet år efter, jeg har ro til at tænke igennem, hvad der egentlig skete, siger Kjeld.
Familiens budskab er da også, at der bør være bedre muligheder for orlov til nærmeste pårørende, når lynet på den måde uden varsel slår ned.
Hurtig genbo
Det var en almindelig dag i marts sidste år. Kjeld var taget på arbejde i Rødekro. Annika havde fulgt børnene i børnehave og skole, nu tog hun et bad og ville gøre sig klar til at tage på arbejde som serviceassistent på sygehuset i Aabenraa.
- Da jeg stod under bruseren, fik jeg problemer med at støtte på det ene ben, og jeg kunne ikke løfte armen. Det var i venstre side, det var galt, og det fór igennem mig, at jeg måske havde fået en hjerneblødning. Men så tænkte jeg, at det jo er noget, gamle mennesker får, siger Annika.
Læs også om Karinas søn Frederik, der fik en blodprop som 8-årig
Hun faldt og vågnede et stykke tid efter.
- Jeg følte det, som om jeg vågnede efter at have sovet, men jeg kunne ikke rejse mig. Jeg kravlede gennem stuen, hvor jeg fik fat i telefonen.
Annika var helt ved siden af sig selv. Hun ringede til sin søster, der straks kørte mod Sommersted, og hun ringede også til sin mand, der kontaktede naboen Kurt Kimose.
- Annika havde med en underlig snøvlende stemme sagt, at hun var faldet, så jeg bad Kurt om at løbe over for at se til hende, siger Kjeld.
Kurt fra straks klar over, hvad der var galt, og han fik tilkaldt akutbil og ambulance
Annika havde fået en hjerneblødning. Det var en blodprop, der havde forårsaget den, og hun blev i helikopter fløjet først til Sønderborg og derefter til Odense. Her lå hun i fire dage, hvor lægerne holdt skarpt øje med udviklingen for at se, om der skulle opereres.
Ville beskytte børnene
For Kjeld var det noget af et tidsskema, han skulle have til at gå op. Han skulle køre til hospitalet og være tilbage i tide, så børnene kunne blive hentet i SFO og børnehave. Han havde fri nogle dage og ville gerne have haft yderligere fri i form af orlov. Men da han spurgte i kommunen, blev han mødt med et modspørgsmål: Er hun døende?
- Det var hun jo ikke, som det så ud nu. Der bør være et tilbud om orlov til den pårørende, for det kan være meget svært at få det hele til at hænge sammen, siger Kjeld.
På sygehuset kom Annika ret hurtigt i gang med genoptræning, og nu kom pigerne på besøg.
Hvem har fortjent en julekurv? Læs her, hvordan du indstiller en modtager
Annika lå fire uger på sygehuset i Sønderborg, og da hun kom hjem, fortsatte genoptræningen på et sundhedscenter. Hun mistede sit arbejde på grund af den lange sygemelding, og hun var meget længe meget træt. Hun var i lang tid også bange, og det endte i en depression.
- Lægerne mener, at det var de P-piller, jeg tog, der var årsagen. Nu har jeg valgt en anden løsning end disse piller, og jeg er ikke utryg mere, siger Annika.
I familien går livet videre, men forældrene har lært noget af det, der skete. De har lært, at hver dag skal leves fuldt ud.
