Bange for at miste min far

Fredag, 19. marts 2010
af Redaktion
Sangerinden Maria Montell er i det muntre hjørne i disse uger som vært i Kanal 5’s ”Wipeout”, hvor deltagerne prøver kræfter med verdens vildeste forhindringsbane i Argentina. I nærværende interview bliver der også plads til mere alvorlige betragtninger
Foto: Flemming Nielsen
Foto: Flemming Nielsen

Af Johan Isbrand

Hvor står du i dit liv lige nu?
- Dér, hvor jeg som mor til to små børn så småt kan begynde at få karrieren og familielivet til at fungere sammen.
At få overlevelse og livskvalitet til at balancere så at sige. Det er en kunstart at kombinere de to ting.

I SAMME BÅD SOM MARIA

Signe Muusmann har også sin debut som tv-vært på X Factor, samtidig med at hun er nybagt mor

Skuespilleren André Babikian er mere en følsom familiefar end den actionhelt, vi kender ham for i "Livvagterne"

Hvad er det værste, du har oplevet?
- På det rent personlige plan er det den angst for at miste min far, som jeg oplevede for fire år siden, da vi troede, at han skulle dø af kræft. Det gik heldigvis godt.
Karrieremæssigt har det værste været at blive offentligt mobbet i pressen.
Mobning er aldrig en god ting. Og selv om man naturligvis bedst selv ved, hvad der er sandt og falsk, kan man let blive grebet af den følelse, at det, der bliver skrevet, er noget, alle er enige i.

MARIA MONTELL

Fulde navn: Maria Montell
Født: 17. januar 1969 på Glostrup Sygehus
Bopæl: Skovshoved
Stilling: Sangerinde og tv-vært
Ægteskabelig status: Gift med Tomas Villum Jensen
Børn: Villum på fem og Smilla på tre år


Hvilket barndomsminde har gjort størst indtryk på dig?
- Mine forældre havde et hus i Småland, som min far selv havde bygget ude i skoven. Meget romantisk, egentlig. Og at være der med familien, gå ture, samle svampe og spille spil hører til mine bedste barndomsminder.

Hvornår har du sidst grædt?
- Det gjorde jeg, da jeg sagde farvel til mine børn, fordi jeg skulle af sted til Argentina i en måned og optage "Wipeout".
Jeg havde aldrig været væk fra dem i så lang tid før.
Børnene forstod vist ikke rigtig, hvad der foregik.

"Wipeout" er din debut som tv-vært. Hvordan har det været?
- Først og fremmest er det naturligvis ikke værst at få chancen for at forlade den danske isvinter i januar og tage til Buenos Aires!
Dernæst er jeg for første gang ikke kun en ud af flere medvirkende, men er medansvarlig for at få det hele til at fungere, og det har været udfordrende og skægt. Og så er det et underholdende program, som giver smil på læben.

Læs på billedbladet.dk:
Maria Montell gravid igen - se hendes mave!

Læs også om musicalstjernen Maria Lucia, der mistede sin far sidste år