Brev til Puk: Bekymret over udgifterne til konfirmationen

Onsdag, 5. april 2023
Af Puk Elgård. Illustration: Birgitte Ahlmann.
Læseren spekulerer på, hvordan de skal få råd til datterens konfirmation. Skal læseren inddrage sin datter i beslutningerne om, hvor de skal spare, eller ej? Læs Puks råd her.

Jeg er allerede nu begyndt at tænke frem mod min datters konfirmation.

Økonomien og krisen har været hård ved os, og de store udgifter, der ligger i konfirmationsfesten, har spøgt længe. Særligt min datters drøm om kjolen, hun skal have på. Den er dyr – det er jo nærmest små brudekjoler, pigerne bliver konfirmeret i.

Jeg spekulerer på, hvordan jeg skal få råd til det hele. Min datter kender ikke til mine tanker, og jeg ved heller ikke, om jeg skal involvere hende i det.

Hun ved godt, vi ikke har så meget at rutte med, men hun ved ikke, at jeg ligger søvnløs over de udgifter, der venter her til foråret.

Mit spørgsmål er, om jeg kan inddrage hende i beslutningerne om, hvor vi skal spare? Eller er hun for ung – og vil det ødelægge hendes store dag?

En mor.

Kære En mor.

I gamle dage var konfirmationstøjet utrolig praktisk og noget, man kunne bruge meget længe.

Drengene fik et mørkt sæt tøj, gerne af uld, som de kunne vokse i og bruge mange år frem. Pigerne fik lange tækkelige kjoler, som også skulle bruges år efter år.

I dag bruger mange tusindvis af kroner på en kjole, konfirmanden kun har på den ene dag.

Men det skal du simpelt hen ikke lade dig presse af, kære mor. Foreslå din datter, at I køber en brugt kjole. Forklar hende, at folk køber dyre kjoler og sælger dem videre, og at de kun har været brugt til én fest.

Det er det glade vanvid at have dyre kjoler hængende i skabet. De skal ud i cirkulation og bruges igen. Din datter kan også sælge sin kjole videre, når festen er overstået. Det er måske ekstra lommepenge til hende.

Rigtig mange unge er klimabeviste, og det er en meget moderne holdning at dyrke genbrug. Jeg tror simpelt hen ikke, at nogen vil løfte et øjenbryn, hvis hun kommer i en genbrugskjole. Man kan i øvrigt også leje kjoler.

Din datter er nok omkring 14 år nu, og jeg synes sagtens, du kan tage snakken med hende. Du kan jo gøre det som en snak både om økonomi og om, hvad der er godt for vores forbrug i det hele taget. Jeg tror, I er meget mere på bølgelængde, end du frygter.

Jeg håber, I får en rigtig dejlig fest. Gaver kan også købes som genbrug, og man kan sagtens bede folk tage en flaske vin under armen. Alle ved, at økonomien er stram.

Varme hilsner fra Puk.