Brev til Puk Elgård: Der er ingen ligevægt i vores ægteskab

Kære Puk

Jeg er gift på 17. år. Vi har i dagligdagen et godt ægteskab, men desværre har min mand et forhold bag sig med utroskab, og han er vokset op med en syg mor og en far, som trøstede sig med damer og alkohol. Så der bor en usikker og jaloux, lille dreng inden i ham.

Desværre vil han ikke tage ansvar, men giver mig skylden for, at han ikke får det bedre. Han vil anerkendes og bekræftes hele tiden.

Der er ingen ligevægt i vores ægteskab. Han deltager i alle sociale arrangementer med både venner og job − og ringer, når han skal hentes.

Jeg selv har valgt at takke nej til alt, da han tror, jeg kun skal afsted for at være sammen med en anden mand. Så 14 dage forinden går han i gang med at beskylde mig for det mest modbydelige, og det kan tage op til en måned bagefter, hvor han f.eks. tjekker min mobiltelefon.

Læs også: Jeg orker ikke at bo med min mand længere

Når vi er ude med fælles venner, har han ingen problemer med at udstille mig som kedelig, fordi jeg aldrig tager ud med veninder. Han tjekker, om jeg virkelig er på arbejde − og tjekker iCloud for at se, hvor jeg er henne, hvis jeg skal ud og handle osv.

Vores børn er snart store, så da de heller ikke er så meget hjemme og har brug for mig, føler jeg mig så meget til grin.

Inderst inde ved jeg jo godt, hvad jeg burde gøre, men det er bare blevet hverdag, og jeg har lært alle de dårligste undskyldninger for at dække over hans jalousi både ude og hjemme. Jeg er snart gået i stå og er blevet så ligeglad med, hvordan jeg ser ud.

Den slatne

Brev til Puk Elgård: Vores mor er ikke til at holde ud at være sammen med

Kære Den slatne

Jeg fik engang et råd, da jeg følte mig helt nede.

En ret erfaren og respekteret veninde, som har prøvet lidt af hvert, sagde til mig: ”Nu hejser du patterne op i knæhøjde og tager dig sammen!!!”

Først blev jeg rasende. Jeg syntes, det var plat, ufølsomt og dumt sagt, men siden har jeg flere gange sagt den sætning til mig selv, når jeg har følt mig magtesløs.

Så det er der, vi begynder. Patterne op i knæhøjde, min ven, og så ser vi på det.

Din mand kører rundt med dig, fordi han kan. Du har gennem længere tid tilladt ham at jorde dig. Der kan være mange årsager til, at du er gået med på den mekanisme.

Dynamikken, som et forhold har, er skabt af begge, men nok er nok!

Et tidligere brev til Puk Elgård: Gift med en egoist

Du har en fin forståelse for din mands fortid, og selvfølgelig er han mærket af det, han har oplevet i barndommen, men selv om vi har noget med i bagagen, kan vi ikke tillade os at behandle andre respektløst.

Mens vi er ved respekten, så har du mistet respekten for din mand. Det kan jeg godt forstå, men det er skidt i forhold til at leve med ham. At miste respekten for sin partner er noget af det værste. Hvis han skal genvinde din respekt, må han arbejde på at fortjene den.

Og nu siger jeg det ligeud: Det er ikke sikkert, det kommer til at ske. Vores personlighed er ret færdigbygget, når man er i din og din mands alder, og det med at ændre sig sent i livet har ikke altid gang på jord.

Herfra er ansvaret dit. Vil du leve resten af dit liv med en mand, som nedgør dig og tjekker al din færden? Vil du? Hvis du vælger ham, så vælger du også konsekvenserne.

Er du bange for ham? Hvis han kan finde på at gøre dig noget, så skal du være klar med en plan, så du kan komme væk fra ham.

Du skal virkelig sætte dig ned og tænke dig om. Hvad er det, der holder dig hos din mand?

Læs også: Har fået nok af at være gift med en alkoholiker

Jeg kan jo ikke sige, at du skal forlade ham, for det ved kun du, om du skal, men du må være ærlig over for dig selv. Kan du se 10 år frem herfra sammen med ham?

Et brud er en proces, og mange gange går man ikke, før man ikke længere kan blive. Men når man som du lever i et ulige forhold, så vil man i høj grad forsøge at finde undskyldninger og normalisere tingene for at kunne holde det ud.

Ud fra det, du beskriver, er det ikke en sund relation, I har, og du er ikke forkert på den, når du føler dig klemt.

Stop med at finde undskyldninger for ham. Se ham, som han er. Med realistiske øjne. Vil du så fortsætte?

Jeg føler, du har åbnet en dør på klem. Børnene er store, du har gjort det godt. Vil du åbne døren helt? Den kan godt binde lidt, men du kan godt, hvis det er det, du vælger.

Kærlig hilsen Puk