Brev til Puk Elgård: Er så ked af, at jeg venter en pige

Da jeg ikke ved, hvem jeg skal dele det her med, bliver det dig. Jeg læser dine svar hver uge, for min mor holder bladet, og derfor vil jeg gerne bede dig om, at jeg ikke kan genkendes. Jeg skriver derfor også meget kort.

Jeg er gravid. Venter en pige og ville meget hellere have en dreng. Mit forhold til min mor er meget kompliceret, og jeg kan slet ikke overskue, at det hele skal gentage sig. Jeg glæder mig slet ikke til det barn.

Min mor ved endnu ikke, at det bliver en pige. Men jeg er så ked af det.

Gravid

Læs også: Brev til Puk Elgård: En hård start behøver ikke at give et dårligt liv

Allerkæreste Gravid.

Først og fremmest vil jeg fortælle dig, at et kompliceret forhold til sin mor er meget, meget almindeligt. Der er skrevet bøger, lavet film, teaterstykker og tv-serier, der har mor-datter-forholdet som omdrejningspunkt. Du er ikke alene med den følelse. Som mor og datter er man meget tæt, og der er mange forventninger gemt i netop den relation.

Mit forhold til min mor oplevede jeg som et langt tovtrækkeri. Vi elskede hinanden, men vi var også nødt til at skabe afstand for at kunne trække vejret.

Vi skal have dig til at slappe af og glæde dig til at se dit lille, ufødte barn. Kan det hjælpe dig, hvis jeg fortæller dig, at du sagtens kan lave om på det svære, du har oplevet mellem dig og din mor? Hjælper det, hvis jeg garanterer, at du ikke behøver at gentage det, der er sket?

Giv et abonnement på Familie Journal i julegave

Det barn, der ligger i din mave, er intetanende om, hvilke komplikationer der har været i din familie, og din lille pige kommer bare ud og vil elskes og give sin mor sin kærlighed. Hun aner ikke, at et mor-datter-forhold kan være kompliceret. Du kan skabe lige det forhold til din datter, som du vil.

Jeg tror, at noget af det, der går galt mellem mor og datter, er trangen til at gøre sin mor/datter til sin bedste ven. Jeg er jo ikke psykolog, men jeg støder på mødre og døtre, der betragter hinanden som veninder, og så bliver grænserne efter min mening for flydende. En mor skal være den voksne.

Hvis du har råd og mulighed, vil jeg foreslå dig at søge hjælp hos en psykolog, så du er klar over, hvor du skal lægge dit fokus, når du selv bliver mor. Hvis du ikke har muligheden for professionel hjælp, skal du som minimum formulere de problemer, du føler, du har med din mor. Skriv ned, hvad det er, du føler er så svært i forholdet til din mor, og læg en plan for, hvad du ikke vil gentage.

Læs også: Brev til Puk Elgård: Jeg kan ikke blive klog på min mand

Jeg tror godt, du kan arbejde fornuftigt med det, og det tror jeg, fordi du allerede nu er optaget af problemet og opmærksom på at, der er noget, der ikke skal gentages.

Sæt dig et roligt sted med en bog, du kan skrive i, og vær meget præcis med, hvor din mor har gjort det godt, og hvor du føler, hun burde have handlet anderledes. Hvis du kan, så begynd lige så langsomt at åbne dit hjerte for din lille datter. Stil døren på klem og lad lidt lys trænge ind. Du er ikke din mor. Du er dig. Din ufødte datter er ikke dig. I skal i gang med en helt ny konstellation, og du kan blive den mor, du gerne vil være.

Jeg ønsker dig held og lykke og sender dig et varmt kram. Det kommer til at gå.

Kærlig hilsen Puk

Læs også: Brev til Puk Elgård: Strid om navne før barnedåb