Kære Puk
Vi har lige siddet seks venner og diskuteret noget.
Vi er alle voksne og på den gode side af de 50 år.
Kimen til diskussionen er krammeri. Altså knus.
Hvorfor giver alle mennesker hinanden knus?
Hvornår er det blevet normalt, at alle krammer hinanden?
Jeg har ikke lyst til at blive krammet af hvem som helst, og jeg synes, det er noget forlorent pjat, at alle skal slå armene om hinanden, som om de er meget tætte.
Der var uenighed i gruppen − fire syntes, at det var helt o.k. at kramme, og vi er to, der føler, at det er for meget.
Nu vil vi gerne høre din mening.
Er du en krammer? (Det er du vel…)
Ikke-krammeren
Kære Ikke-krammeren
Dit brev må i første omgang sortere under kategorien ”Problemer, jeg ønsker at have.”
”Kære brevkasse, jeg bor i et land, hvor folk krammer for meget.”
Brevet kunne også have lydt sådan:
”Kære brevkasse, jeg bor et sted, hvor alle slås, eller der falder bomber døgnet rundt.”
Men når det er sagt, så er jeg godt klar over, at det er en udfordring for nogle mennesker at få brudt sin intimsfære, og det skal man respektere.
Du spørger, om jeg er en krammer, og JA, det er jeg.
Jeg krammer mange mennesker hver eneste dag. Jeg møder fremmede mennesker, der vil kramme, og jeg tror ikke, jeg kunne have det job, jeg har, hvis ikke jeg kunne lide at kramme andre.
Men hvis man har det som dig og den anden i vennegruppen, så synes jeg, man skal signalere, at man ikke ønsker et kram.
Det kan man gøre ved at strække hånden frem, når man hilser eller tager afsked og således med det samme med kroppen fortælle, at man har en grænse.
Det er helt o.k. Vi behøver ikke alle at være ens.
Kærlig hilsen Puk
