Kære Puk
Har lige læst brevet fra den vandrende pind i Familie Journal nr. 8 (som er træt af at høre andre tale om slankekure, da hun selv er ufrivilligt undervægtig, red.).
Som barn var jeg altid overvægtig.
Min mor tog mig som 6-årig med til skoleinspektøren på min kommende skole, så han kunne se, hvor stor jeg var – og ja, jeg fik lov til at komme et år for tidligt i skole for at undgå at blive drillet for meget med min størrelse.
Jeg fortsatte med at være for stor, men i 2004 var jeg på et ophold på et hotel i Vejle, hvor jeg fik noget dårligt at spise – måske en enkelt reje eller andet – og jeg blev så syg på køreturen hjem, så selv om jeg sad bag rattet i min bil, kastede jeg bare op ud over alt, mens jeg kørte på motorvejen ved Ishøj, hvor der hverken var vigespor eller parkeringspladser.
Jeg fortsatte med at kaste op den følgende uge og har nu i 14 år ingen appetit haft.
Så når ugeblade skriver om slankekure, kunne de så ikke bare skrive ”hotellet i Vejle” hen over det hele?
Når man taber sig over 30 kg uden at have lyst, er man så træt af dét sted.
En anden pind
Kære En anden pind
Det sker jo desværre af og til, at man får en dårlig reje eller noget andet, man kan få madforgiftning af, men de fleste af os kommer over det og får appetitten igen.
Nu spørger du ikke direkte om råd, men jeg kan ikke undgå at tænke, at der må ligge noget andet til grund for din madlede.
Har du haft kontakt med en psykolog?
Er der noget, der gør dig vred i dit liv?
Ud fra de få linjer, du har sendt mig, føler jeg, at jeg skal træde varsomt, men din mor har bestemt ikke gjort dig nogen tjeneste ved at vise dig frem for skoleinspektøren.
Du må gennem hele dit liv have haft et meget unaturligt og anstrengt forhold til mad pga. af alle drillerierne.
Det er jeg virkelig ked af på dine vegne.
Det er så barskt at blive mobbet som barn. Det sætter sig overalt i sjælen.
Et tidligere brev til Puk Elgård: Skal jeg blande mig i min brors overvægt?
Måske er tiden kommet til, at du skal fortælle dig selv, at du kan slippe din madlede, og at du gerne må nyde sund og god mad.
Man kan godt spise uden at blive syg og straffet.
Hvis du ikke allerede har lukket lidt op for alle de svære oplevelser, du har haft med overvægt og spisning, så synes jeg altså, at du skal tage hul på det nu.
Jeg ved godt, at jeg måske går over mine beføjelser og tolker lidt på dit brev, men hvis du føler, det er helt hen i vejret, hvad jeg skriver, så ryster du bare på hovedet.
Jeg ønsker for dig, at du får appetitten tilbage. Appetit på livet og sund og nærende mad.
Kram fra Puk
