Kære Puk
For to år siden flyttede min mand, vores datter på nu 4 år og jeg fra København til en by i Vestjylland, hvor min mand skulle overtage sin fars virksomhed.
Det har hele tiden været planen, og han fortalte mig det, første gang vi var sammen, og da jeg elsker ham højt, var jeg indstillet på, at det nok skulle gå, fordi jeg også er ret udadvendt.
Da tiden kom, sagde jeg mit job som lægesekretær op, og vi flyttede til fastlandet, hvor vi nu bor i et dejligt hus og er omgivet af masser af natur og frisk luft.
Men jeg kan desværre ikke finde mig til rette herovre.
Til gengæld trives min mand som aldrig før, selv om hans far døde for et år siden – hans mor var død, da vi lærte hinanden at kende. Det er jo hans hjemby, og han kender ret mange mennesker i byen.
Vores datter går nu i børnehave, men da det ikke er lykkedes mig at få et job, hjælper jeg til på kontoret i min mands virksomhed, hvor han har en lidt ældre mand af få ord – i hvert fald over for mig – ansat til at føre regnskaber.
Når jeg bringer og henter vores datter i børnehaven, forsøger jeg at tale lidt med de andre forældre, men det er ikke nemt, og jeg må desværre konstatere, at jeg har svært ved at skabe gode og nære relationer til de mennesker, jeg møder herovre.
Det går mig på, for jeg er jo bare en almindelig 35-årig kvinde, der gerne vil i kontakt med andre og have et netværk, som jeg havde det i København.
Min mand gør virkelig sit bedste, for at jeg skal føle mig godt tilpas, og er altid tæt på mig, når vi er sammen med andre.
Men stort set alle henvender sig kun til ham. Sikkert fordi han er jyde som dem, mens jeg er født og opvokset i København og derfor ikke taler helt samme sprog.
Når jeg besøger venner i København, er jeg på hjemmebane og nærmest lykkelig. Og tanken har strejfet mig, om jeg skal flytte med vores datter tilbage til København, og så må min mand og jeg have et weekendægteskab.
Jeg ønsker ikke at blive skilt, jeg elsker ham stadig højt – jeg kan bare ikke fortsætte med at leve uden nærkontakt til andre end ham og vores datter.
Før jeg taler med min mand om det sidste her, vil jeg gerne høre, hvad du tænker og synes.
Københavneren
Kære Københavneren
Der er ikke noget at sige til, at vi har problemer med at integrere folk fra andre lande, når det kan være så svært at flytte fra Sjælland til Jylland.
Jeg ved, hvilken situation du er i, for da jeg var barn, flyttede min familie også fra København til en lille provinsby i Østjylland. Efter 15 år var vi stadig de nye.
Du må væbne dig med tålmodighed. Det kommer til at tage nogle år at falde til.
Det er jo ikke sådan, at jyder og københavnere ikke har noget til fælles.
Du kan sagtens finde mennesker, du kan skabe tætte relationer til, men det kommer til at tage tid.
Først vil jeg foreslå, at du sætter ind i forhold til at få et andet arbejde.
Der må være en by i nærheden, du kan køre til og finde et job og få nye udfordringer. Det duer ikke at arbejde i din mands firma, når det ikke siger dig spor.
Jeg ved jo ikke, hvordan I er stillet økonomisk, men er der råd til, at du kan stoppe i din mands firma og bruge tiden på at afsøge området omkring dig, så skal du i gang med det.
Et tidligere brev til Puk Elgård: Jeg orker ikke at bo med min mand længere
Umiddelbart synes jeg ikke, løsningen er at splitte familien og flytte tilbage til København. Ikke endnu i hvert fald.
To år kan virke som lang tid, men i den her sammenhæng er det ikke.
Din mand kan hjælpe dig ved at invitere venner hjem til middag og få jer bragt sammen på en afslappet og uhøjtidelig måde.
Desuden vil jeg sige, at legeaftaler mellem børn er en glimrende måde at lære nye mennesker at kende på.
Da jeg som voksen flyttede til Aarhus uden at kende nogen i området, fik jeg venner gennem børnene, og da jeg efter tre år grundet job måtte flytte tilbage til Sjælland, var det igen gennem skole og børn, jeg fik skabt nye kontakter i nærområdet.
På med vanten. Åbn dit sind og søg efter muligheder og ikke problemer.
Kærlig hilsen Puk
