Kære Puk
Da jeg ved, at min mor læser din brevkasse hver uge, vil jeg gerne sende et nødråb til hende:
Mor, hvorfor gav du mig livet, når du ikke gider mig nu?
Mor, hvorfor ringer du aldrig til mig?
Mor, hvorfor taler du ikke til mig?
Mor, hvorfor skal du altid drikke dig fuld, når jeg ser dig?
Mor, hvorfor håner du mig?
Mor, jeg troede, du kunne lide mig, men jeg tog fejl.
Mor, en dag er det for sent, og jeg vil stå på dit gravsted og spørge dig: Hvorfor, mor?
Hilsen din datter − en nu levende abort
Kære Lille datter
Jeg nægter at kalde dig en levende abort, du er så meget mere end det.
Det skærer i hjertet at læse dit nødråb til din mor. Hvor er du modig.
Jeg ved ikke, om din mor læser det her brev, og jeg ved ikke, om hun genkender sig selv og forstår, at det er hende, det handler om.
Desværre kan jeg ikke love dig, at brevet vil bringe jer tættere, og at du vil få svar på dine spørgsmål.
Jeg ville dog virkelig ønske, at jeg kunne love dig det hele, men nu skal du høre:
Voksne mennesker er svære at lave om på, og måske ændrer din mor sig ikke.
Det behøver ikke være, fordi hun ikke elsker dig. Det gør hun garanteret, men det kan simpelthen være, at hun ikke kan finde ud af at løse problemerne i sit liv.
Din mor svigter dig, det er helt sikkert.
Hun burde ikke drikke i stedet for at passe ordentligt på dig.
Men det er desværre sådan, at nogle af os vokser op med forældre, der træffer helt utroligt dårlige valg.
Hvis man har sådan nogle forældre, må man træffe en beslutning om at kæmpe for sit eget liv og sin egen fremtid.
Du skal samle al din styrke, og så skal du beslutte dig for, at du vil leve et liv, der er langt mere fornuftigt end det liv, din mor lever.
Jeg ved ikke, hvor gammel du er, men jeg håber inderligt, at du har andre mennesker, du kan stole på i dit liv. Andre, du kan føle dig tryg hos.
Hvis du går i skole, kan du tale med den lærer, du bedst kan lide, eller du kan ringe til Børnetelefonen, tlf.nr. 116 111, og hvis du er ung, kan du tale med din læge og eventuelt få noget hjælp til at komme igennem en svær periode.
Jeg vil anbefale dig at skrive.
Køb en bog med tomme sider og sæt dig et stille sted, eventuelt hver aften, og skriv dine følelser ned. Det er du god til, kan jeg se på dit brev. Skriv det hele ud.
Jeg vil love dig, at det hjælper. Det gjorde jeg selv, da jeg havde det som dig, og mine forældre drak meget.
Og nu vil jeg sige til din mor, at hvis du læser det her og genkender din datter, så tag lige og hank op i dig selv.
Lyt til, hvad din datter siger til dig.
Jeg ved godt, at det er svært at holde op med at drikke, men det kan altså godt lade sig gøre.
Din datter har brug for dig, og det burde være en god motivation til at komme på fode igen.
Vi kan alle sammen falde omkuld, og jeg ved ikke, hvilken historie der har slået dig i gulvet, men jeg er sikker på, at din historie ikke bliver lettere at bære, hvis du efterlader din datter ensom og bange.
Det bliver du kun mere ulykkelig af.
Jeg håber, I to finder hinanden, og hvis det ikke lykkes at få skabt en god kontakt, så vil jeg sige til dig, søde datter, kæmp for dig selv. Vær stolt af at være den, du er.
Og vil du så godt love mig at skrive til mig, hvis du bliver mere ked af det?
Så kan vi skrive sammen igen. O.k.?
Stort knus fra Puk
