Kære Puk
Da Kim Larsen desværre døde af kræft, så jeg den mindeudsendelse, der blev sendt i tv, og blev i stor stil sendt på en rejse ned ad Memory Lane. For mange – alt for mange – af hans vidunderlige sange fremkaldte minder fra en længst svunden tid. En tid med forelskelser, stor kærlighed, tidligere parforhold og masser af fest, hvor vi dansede til langt ud på natten til hans sange og musik.
Jeg nød et par glas vin, mens jeg så udsendelsen, og selv om jeg hverken var ”fuld eller tosset”, så blev jeg pludselig grebet af en ubændig lyst til at søge efter nogle af de kærester på Facebook, som jeg nu sad og mindedes.
Jeg fandt tre, og nej, jeg er ikke venner med dem på Facebook, men jeg sendte dem hver især en hilsen, hvori jeg fortalte, hvorfor jeg nu lige var kommet til at tænke på dem. Og så udtrykte jeg bare håb om, at de hver især har det liv, de gerne vil have, og i øvrigt har det godt. Det var slet ikke for at genoptage et forhold til nogen af dem, for jeg er heldigvis godt gift, men min mand var ikke hjemme den aften – jeg fulgte blot min spontane indskydelse.
Læs også: Hans eks fylder lidt rigeligt
Ingen af de tre reagerede på min besked, og jeg fortrød faktisk også i dagene derefter, at jeg havde skrevet til dem. Jeg fortalte heller ikke min mand om det, for så ville han blive jaloux. Men så i går skrev en af de tre til mig, at han havde gået længe og tænkt over min hilsen.
Han var helt enig i, at vi havde haft et vidunderligt forhold og beklagede, at han dengang tilbage i starten af 1980’erne havde valgt mig fra til fordel for en anden. De var blevet skilt for et par år siden, og han spurgte nu, om vi skulle mødes og sammen mindes dengang.
Jeg fik et megastort sug i maven, for jeg var virkelig forelsket i ham, og vi boede også sammen i et års tid dengang. Min fornuft siger mig, at jeg skal svare ham pænt tilbage og sige, at nej, vi skal ikke ses igen. Jeg er godt gift.
Men noget andet i mig siger: Mød ham dog! Det behøver jo ikke blive til andet end en kop kaffe og en hyggelig snak om dengang.
Hvad siger du, kære Puk?
Beate
Brev til Puk: Nu bryder min mand og jeg med julens traditioner
Kære Beate
Det er mig en gåde, at der ikke er en kløgtig sjæl, der har opfundet en Alkolås til computeren og telefonen. En lås, der ganske simpelt lukker systemet ned, når man lugter lidt af alkohol. Hvis man opfandt sådan en, så slap man for mange ugennemtænkte situationer. Der er virkelig mange, der som dig pludselig får en knaldgod idé, når de lige har fået et par glas vin og tager telefonen eller computeren frem og kontakter en ekskæreste.
Hvis du er godt gift og elsker din mand, så synes jeg bestemt ikke, du skal mødes med din gamle flamme. Dine følelser ligger lige under huden, og når en enkelt besked på Facebook kan få maven til at blusse sådan op, så er det en farlig vej, du betræder.
Jeg synes ikke, du skal gøre det, men jeg synes til gengæld, at du skal sætte dig ned og overveje, om du keder dig i dit ægteskab. Kan du gøre et eller andet sammen med din mand, der kan få det til at kilde i maven på samme måde?
Tænk dit forhold godt igennem, og hvis du keder dig, så må du finde en anden måde at løse det på end ved at se en gammel flamme. Hvis du kommer frem til, at du ikke vil være sammen med din mand længere, så har vi en anden situation, og så skriver du bare igen.
Kærlig hilsen Puk
