Kære Puk
Jeg er en kvinde på 35 år, som har været gift i to år med en 10 år ældre mand. Jeg har en søn på 11 år, som er hos mig hver anden uge. Jeg blev skilt fra hans far, da drengen var 6 år. Jeg blev meget forelsket i min nuværende mand, og det er gengældt. Og jeg kom ind i et stabilt ægteskab uden utroskab, som jeg har oplevet med min første mand.
Mit problem er nu, at min mand er meget kontrollerende.
Han er selvstændig, og jeg fik for et år siden et nyt job med mere ansvar og nye kolleger, bl.a. flere mænd på min egen alder, og det bryder min mand sig ikke om. Han kan finde på at køre hen for at hente mig fra job. Så parkerer han et sted, hvor jeg ikke kan se bilen, og går rundt om bygningen og prøver at kigge ind.
Læs også: Der er ingen ligevægt i vores ægteskab
I foråret var jeg til et seminar med overnatning på et kursuscenter halvanden times kørsel fra vores hjem. Da vi havde spist middag om aftenen, kom de fra receptionen og sagde, at der blev spurgt efter mig. Det var min mand, som stod derude. Han havde en kurv med termokande og kage med, sagde glædestrålende, at det jo var et smukt naturområde, og nu kunne vi gå en tur sammen.
Det gjorde vi så, og han fulgte mig op på værelset og blev der, til jeg var gået i seng. Det var simpelthen så pinligt.
Når jeg spørger ham, om han ikke stoler på mig, svarer han, at det gør han da, men han regner med, at jeg hellere vil være sammen med ham end sidde og snakke med ligegyldige kolleger sådan en aften.
Han har for længst luret koden på min mobiltelefon og kigger i den i smug. Jeg synes, det er grænseoverskridende, men jeg elsker ham jo stadig og har en stabil og god tilværelse, så hvad skal jeg dog gøre?
Det skal lige siges, at han ingen som helst grund har til at være jaloux.
Løven
Kære Løven
Uha, det er altså lige, så nakkehårene rejser sig en lille smule, når jeg læser dit brev. Du ved det også selv. Den opførsel, din mand udviser, er ikke god. Du er nødt til at sætte nogle grænser og se, hvordan han reagerer. Grænser har det med at skride, og pludselig kontrollerer han dig endnu mere, hvis ikke du siger fra nu.
I øjeblikket camouflerer han sin kontrol i venlighed med picnickurv og kage, men tag ikke fejl, han mener det her alvorligt. Næste gang, han har dominerende adfærd over for dig, så stritter du imod. Venligt, men bestemt. Begynd i det små, for du er nødt til at se, hvordan han reagerer på modstand.
Er du bange for ham? Hvis du er, så skal du have en plan for, hvordan du kommer væk fra ham.
Et tidligere brev til Puk Elgård: Jeg kan ikke blive klog på min mand
Når man lever tæt sammen, så vænner man sig til hinanden, og man vænner sig til den adfærd, som ens partner har, og på et tidspunkt kan man komme til at opfatte den som normal. Men jeg er nødt til at fortælle dig, at sådan en kontrollerende opførsel, som din mand udviser, ikke er sund.
Efterhånden vil du måske opleve, at du skruer mere og mere ned for dig selv og holder op med at have omgang med andre mennesker, fordi det skaber problemer derhjemme.
Jeg tror, det er tid til en god gang selvransagelse. Er det dét her liv, du vil leve? Vil du bo med en, som konstant kigger dig over skulderen?
Mit råd til dig er: Hold fast i dig selv. Du gør ikke noget forkert ved at tage på arbejde, og du gør ikke noget forkert ved at være på kursus eller se dine venner. Det er normal adfærd og ikke noget, du skal holde op med.
Og så skal du begynde at sige fra. Små skridt. Hold øje med hans reaktion. Put ikke dig selv i en uoverskuelig situation, men observér hans måde at reagere på.
Du kan eventuelt begynde at skrive episoder ned. Hjernen har det med at slette de ubehagelige oplevelser, fordi vi hellere vil normalisere alt. Så har vi efterfølgende svært ved at huske.
Skriv ned. Læs det igennem og tag stilling til, om du vil dele dit liv med ham.
Stort knus fra Puk
