Brev til Puk Elgård: Mit barnebarn vil skifte køn

Mandag, 3. juni 2019
Af redaktionen. Ill. Birgitte Ahlmann
Puk Elgård har fået et brev fra en ulykkelig mormor. Hendes barnebarn har besluttet sig for at hun vil være en dreng. Men hvad betyder det? Læs Puk Elgårds svar her!

Kære Puk

Jeg er mormor til en pige på snart 19 år, som jeg passede meget, da hun var lille. Hun har været ude at rejse og på efterskole og er nu hjemme igen, men bor på et værelse et stykke fra mig, og jeg ser hende ikke så tit længere.

For nogen tid siden kom hendes mor og sagde, at nu ville de komme på besøg, men at jeg ikke måtte blive forskrækket, for nu vil mit barnebarn fremover være en dreng. Hun har fået et nyt navn, der kan bruges af både drenge og piger, og da jeg så hende, lignede hun da også en dreng. Hun havde helt kort hår, og brysterne havde hun bundet ind i en stram forbinding.

LÆS OGSÅ: Unge i dag har måske mere travlt end nødvendigt

Jeg kan slet ikke forstå det, og jeg har grædt hver dag siden. Jeg kunne ikke lide at spørge hende eller hendes mor om, hvad der skal ske. Hun kan jo ikke blive opereret, så hun faktisk bliver til en mand. Men hvad sker der så, og hvis hun skal have en kæreste, er det så en mand eller en kvinde? Ja, jeg bliver ved med at skrive ”hun”, og når jeg tænker på hende, er det også med det navn, hun havde, da hun var en sød, lille pige. Jeg er over 80 år og kan slet ikke forstå det. Kan du forklare mig det lidt bedre?

Ulykkelig mormor

LÆS OGSÅ: Jeg er bekymret for det ægteskab, min veninde er på vej ind i

Kære Ulykkelig mormor

Jeg kan godt forstå, at du er forvirret. At skifte køn er ikke noget, man gør fra den ene dag til den anden. Det er en lang proces, og der er tre muligheder: Hormonelt kønsskifte, kirurgisk kønsskifte og juridisk kønsskifte.

Vælger man hormonelt kønsskifte, gennemgår man en behandling, hvor man tilfører det modsatte køns hormoner i egen krop. En kvinde får altså tilført det mandlige kønshormon, og en mand det kvindelige kønshormon. Hormonerne gør, at kroppen ændrer udseendende, så kvinder får mere mandligt udseende, og mænd får et mere feminint udseende.

LÆS OGSÅ: Familien opfatter min søn som uopdragen

Det kirurgiske kønsskifte indebærer, at man hos kvinden fjerner æggestokke og livmoder, og hos en mand fjernes testiklerne. Derefter producerer kroppen ikke længere de biologiske hormoner, den er født til at lave. Efter en operation skal man tage hormoner resten af livet.

Vælger man juridisk kønsskifte, får man nyt cpr-nummer, nyt pas, nyt kørekort og nyt navn. Man får altså et nyt juridisk nummer i systemet – uden hormoner eller operation.

Før man kan få hormoner eller blive opereret, skal man i samråd med læger og eksperter fra sexologisk klinik gennemgå et toårigt forløb. Vurderer lægerne, at man ikke er egnet til kønsskifte, kan man risikere at få afslag på behandling.

Jeg håber, det kan give dig lidt ro at vide, at dit barnebarn skal gennem en masse samtaler og undersøgelser med eksperter for at få skiftet køn i Danmark. Med hensyn til kærester så ved jeg det ikke. Det svinger fra person til person, men umiddelbart, i hvert fald hvis man læser på Sex og Samfunds hjemmeside, så handler det at skifte køn ikke så meget om sex og partnere. Det handler langt mere om ikke at føle sig tilpas i den krop, man er født i. Det kan være meget smertefuldt og forvirrende at føle sig født i den forkerte krop.

Jeg er jo ikke ekspert på emnet, men nu har jeg prøvet at forklare dig sådan overordnet, hvad det handler om, og så er mit råd til dig at tale med både dit barnebarn og hendes mor. Jeg tror, det vil lette gevaldigt. Tavshed og afstand er den værste barriere, når der opstår vanskelige situationer mellem mennesker. Spring ud i det og spørg. Slå armene om dit barnebarn. Jeg tror, hun har brug for det. Og se, om du kan få lov til at følge med i de svære overvejelser, hun står i nu. Hun er dit kød og blod, hvad enten hun er mand eller kvinde.

Stor, varm hilsen fra Puk