Kære Puk
Vi er tre veninder i 60’erne, og desværre fik den ene veninde konstateret en stor kræftknude i det ene bryst kort før jul.
Det var jo et chok for hende og hendes mand at få sådan en besked, og vi andre er selvsagt også chokerede.
Mens hun endnu ventede på svar på de biopsier, der blev taget, talte jeg med hende i telefonen, og vi forsøgte at overbevise hinanden om, at det ikke var kræft – det ville være noget godartet.
Jeg spurgte hende, om hun havde fortalt sine voksne døtre det, og det svarede hun nej til, for, som hun sagde, der var ingen grund til at bekymre dem, hvis det nu ikke var noget.
Det var jeg helt enig i.
Hvis det var mig, ville jeg heller ikke fortælle mine voksne døtre noget, før jeg vidste, hvad det var.
Da jeg senere talte med en af mine døtre og fortalte hende om frygten for kræft hos veninden, spurgte min datter, om venindens døtre vidste det.
Nej, det gjorde de jo ikke endnu, fortalte jeg og uddybede hvorfor.
Det fik min datter til at sige, at hvis det nogensinde skulle ske for mig, så ville hun altså gerne vide besked.
Og hun spurgte, om jeg ikke ville vide det, hvis hun pludselig gik og blev undersøgt for en mulig kræft?
Jo, det vil jeg helt sikkert, men det er jo også noget andet. Du er mit barn, uanset hvor gammel du er – lod jeg hende forstå.
Ja, og du er min mor, uanset hvor gammel du eller jeg er, nærmest hvæsede hun – underforstået, vi var ikke enige.
Den anden veninde talte jeg så også med, og hun var også uenig.
Hun vil til enhver tid selv involvere sine voksne døtre.
Og det lykkedes hende at overtale den nu desværre kræftramte veninde til at fortælle sine døtre om undersøgelserne, før resultatet forelå.
De tog det umiddelbart roligt, men frygtede også det, der kort efter blev bekræftet.
Nu håber vi alle naturligvis det bedste, og at den igangsatte behandling virker optimalt.
Mit spørgsmål til dig er: Hvis det var dig, ville du så fortælle din søn noget, før du vidste, hvad det var?
For nu er jeg selv i tvivl, men håber selvfølgelig ikke, at det bliver aktuelt.
Kære En af tre
Der gav du mig lige noget at tænke over.
Mit umiddelbare svar er nej, jeg ville ikke sige noget til Robin, men i skrivende stund er han også kun 16 år.
Jeg ved ikke, om jeg vil handle anderledes, når han er rigtig voksen.
Noget, man skal huske, er, at børn altid fornemmer, når der er noget galt.
I min familie fortalte min mor aldrig, hvad der egentlig foregik.
Det betød, at jeg altid måtte gætte mig frem, og det gjorde mig bange.
Jeg var vel omkring 12 år, da min mor fik kræft første gang, men hun fortalte mig ikke sandheden.
Hun sagde, at hun skulle opereres i benet, fordi hun var faldet, men i virkeligheden skulle hun have fjernet hele sit underliv.
Jeg vidste, at der var noget helt galt, og at det med benet ikke var sandt, men jeg kunne ikke finde ud af, hvad det var, der foregik.
Jeg ved, at min mor gjorde det for at beskytte mig, men det gjorde mig faktisk mere bange, fordi jeg prøvede at tolke de bekymrede miner og den stille hvisken i telefonen, når hun talte med sine veninder.
Jeg tror derfor, at mit svar til dig må være, at hvis de nærmeste omkring én fornemmer, at der er noget galt, så lad være med at lyve. Det skaber uro.
Man kan dosere sandheden, så den er mere spiselig og giver alle mulighed for et vænne sig til en eventuel svær periode, men at lyve direkte adspurgt, det mener jeg ikke, gavner.
Så altså, hvis jeg skulle blive syg, og Robin spurgte mig direkte, hvorfor jeg var så anderledes og ængstelig, så ville jeg fortælle ham, at jeg ventede på svar på nogle prøver, at jeg var optimistisk, og hvis det var dårlige svar, ville jeg kæmpe alt, hvad jeg kunne mod den satans sygdom og satse benhårdt på at vinde over den.
Men hvis ikke han spurgte, så ville jeg ikke fortælle det, før jeg havde fået svaret.
Giver det mening?
Det er løgnen, jeg synes, er den sværeste.
Bedste hilsner og tak, fordi du bragte emnet på bane.
Det er vigtigt at overveje for os alle.
Puk
