Brev til Puk: Føler mig pludselig meget overset

Mit dilemma er, at jeg oplever en udbredt mangel på interesse og omsorg fra familiemedlemmer til den ældre generation.

Det gælder ikke kun mig, men også flere jævnaldrende, som jeg taler med.

Jeg er midt i 70’erne, har børn over 50 år, som er på arbejdsmarkedet, og børnebørn, som nu er optaget af uddannelse og venner. 

Jeg er den ældste i en stor søskendeflok og skulle have al mulighed for socialt samvær.

Men det er, som om alle har nok i deres eget.

Mine yngre søskende har fået små børnebørn, og vi ses næsten alle til deres børnebørns fødselsdag, hvor de så enten er optaget af deres egne små vidundere, eller også er der så meget larm, at man dårligt kan høre, hvad man selv siger.

Ofte oplever jeg, at den, jeg taler med, mister fokus, fordi barnebarnet siger eller gør noget sødt.

Jeg har ringet til dem, jeg savner mest, og har spurgt ind til, hvad de foretager sig, og hvordan de har det.

De har høfligt svaret, men ”glemmer” at spørge til mig.

Så det er en lidt tom fornemmelse bagefter.

 

 

Jeg ville også gerne have en uopfordret opringning eller et lille besøg.

I bund og grund savner jeg den stille hygge – en lille visit.

Jeg føler mig pludselig meget overset efter et langt liv med mange familie­medlemmer omkring mig.

Ellers er jeg så aktiv, som mit helbred tillader – jeg svømmer, er med i en bogklub, motionerer og skriver med et par pennevenner i udlandet.

Men det kan ikke udfylde det savn, jeg har, når jeg er alene hjemme.

Er det o.k. med den slags piveri i din brevkasse?

 

Jeg opfatter slet ikke dit brev som piveri.

Jeg bliver ked af det, når jeg læser det.

Jeg kan lige se det for mig, hvordan du sidder midt i et inferno af larmende unger og føler dig ensom.

Jeg tror desværre ikke, at der er så meget, du kan gøre ved det.

Det lyder, som om du i forvejen gør alt det rigtige.

Du opsøger selv de mennesker, du savner, du er aktiv og har interesser.

Du stiller op til familiedage og går skuffet derfra.

 

 

Det eneste, jeg med sikkerhed kan sige til dig, er, at du ikke bliver valgt fra af ond vilje.

Din familie vælger ikke bevidst at ignorere dig.

De er bare smaskforelskede i de små unger, og som du ved, så gør kærlighed blind.

Din familie opdager ikke, at de overser dig.

Jeg ved godt, at der er en tendens til, at vores børn fylder meget i de her år, også for meget, men det er svært at ændre, og det er en erkendelse, man som forældre må gøre sig hen ad vejen, når man står med nogle umulige unger, der konstant vil være i centrum.

Her og nu synes jeg, du skal lægge dine æg i en anden kurv.

Skab din nærhed med dine gode venner.

Dyrk det tætte forhold du har med de jævnaldrende, som du kan dele problemerne med, og vent så et par år og se, om ikke det hele falder lidt til ro igen.

Jeg oplever ofte her i brevkassen, at ældre mennesker føler sig overset og ikke respekteret, og det gør mig rigtig ked af det og i øvrigt bange for min egen alderdom.

Så endnu en gang en lille reminder til os alle sammen, vi skal huske vores bagland.

Vi skal værne om vores forældre, bedsteforældre og de gamle i familien.

Vise taknemmelighed for den tid, de har tjent vores samfund og passet på os.