Kære Puk
Jeg er så heldig at have min mor, min papfar og en reservemor, men sommetider synes jeg, forventningerne til min generation – 50+ – er lidt for store.
Vi skal tage os af vores børn, børnebørn, arbejde, hjem og forældre.
Når man så kommer på besøg, er det til en skideballe, der handler om, at det er for dårligt, at vi ikke kommer oftere, eller at vores børn godt kunne være pænere i tøjet.
Undskyld, de er over 20 år.
Jeg gider snart ikke at besøge den ældre generation mere, for de kan kun skælde ud og fortælle om, at da de var unge, var der arbejde, og det er for dårligt, når folk klager over, at pensionsalderen sættes op.
Det, jeg vil sige med det her, er:
Lad være med at brokke jer over, at jeres børn og børnebørn ikke kommer på besøg.
Overvej, hvorfor de ikke kommer.
Hvornår har I selv ringet og spurgt til de unge? De kan jo også blive syge eller rende ind i andre problemer.
Og hvis den ældre generation ikke viser interesse for de unge, er der måske ikke noget at sige til, at de ikke kommer.
Ring og ønsk tillykke med fødselsdagen.
Ring og spørg, om de giver kaffe, i stedet for at tage det som en selvfølge, at de kommer til dig, uden at du skal tage initiativ.
Vær glad, når andre gør noget.
Lad være med at møde de unge med bebrejdelser.
Undskyld mit lidt sure opstød
En, der er ved at få nok
Kære En, der er ved at få nok
Jeg kan godt forstå, at du er ved at få nok.
Brokkeri sætter sig i hele kroppen som en tung negativ energi, og det er svært at ryste brokkeriet af sig, når man har været sammen med negative mennesker.
Ofte er det sådan, at folk, der brokker sig meget, brokker sig over det forkerte. De siger ikke, hvad der i virkeligheden er galt.
Hvis alle dine ældre i familien brokker sig over de unge, over andre mennesker, over dig, så er det sikkert, fordi de ikke kan finde ud af at sætte ord på de følelser, der i virkeligheden plager dem.
De kan være bange for at blive ældre. Bange for, om helbredet svigter. Bange for at dø. Bange for at miste værdi. De kan være ensomme.
Alle de følelser kan buldre rundt i deres system, men hvis ikke de magter at sætte de rigtige ord på det hele, så kommer det ud som brok.
Hvis du kan overskue det, så lad al brok gå ind af det ene øre og ud af det andet.
Start en samtale, der handler om noget dybere. Spørg, hvordan de har det. Spørg, om de trives.
Måske vil der på den måde gå lidt hul på de emner, der optager dem.
Vi skal respektere vores ældre, men vi skal ikke behandle dem som børn.
Du kan sagtens sige fra over for al den negativitet og fortælle dem, hvordan verden ser ud fra dit synspunkt.
Kærlig hilsen Puk
