Brev til Puk: Jeg føler mig alene i min familie

Mandag, 6. marts 2023
Af Puk Elgård. Illustration: Birgitte Ahlmann.
Læseren er i gang med en livsstilsændring, men familiens manglende opbakning påvirker læserens motivation. Læs her, hvad Puk råder læseren til.

Siden vi trådte ind i 2023, har jeg været ret fokuseret på at ændre livsstil.

Jeg har været hårdt plaget af overgangsalderen, og nu kan jeg endelig se enden på den periode. Hvor har det været hårdt.

Jeg har været så ked af det, har taget på og har slet ikke været mig selv. Det har været ganske rædselsfuldt.

Nu er jeg begyndt at få kontakt til krop og sind igen, og jeg har købt et onlineforløb med kost og motion, og jeg synes i al beskedenhed, at jeg gør det ret godt.

Jeg har tabt fire kilo og regner med at skulle tabe fire mere, inden jeg er tilbage i det, der var min normale krop før overgangsalderen.

Mit problem er min familie. Min søn er tynd som en pind og kan spise, hvad han vil, og min mand er ligeglad med at blive tyk. Det er i hvert fald ikke noget, han gider gøre en indsats for ikke at blive.

Jeg føler mig ensom i min livsstilsændring. De bakker mig ikke op og ser nærmest ikke den kamp, jeg kæmper.

Jeg ved jo godt, jeg gør det for mig selv, men jeg ville ønske, de hoppede med på vognen, og at vi kunne hjælpes ad.

Kost og motion er jo godt for alle. Men min mand fortsætter med at ville have sovs og kartofler, ”nej tak” til grøntsager, og min søn spiser slik og drikker sodavand.

Sommetider kan jeg godt miste motivationen, for hele stemningen i huset er, at det er lige meget.

Har du et godt råd til, hvordan jeg holder mig oppe?

Den ensomme mor.

Kære Den ensomme mor.

Åh, lige den beskrivelse med at være ensom i en familie kan jeg godt genkende. Særligt når man er eneste kvinde.

Jeg har også tit følt mig udenfor, når Lothar og vores søn Robin har haft et udefinerbart fællesskab, som jeg er ret sikker på, er kønsbestemt.

Men hør her, nu holder du altså snuden i sporet. Det er dig, der er på rette vej.

Du har i årene med overgangsalder oplevet, hvordan det er at være mindre aktiv, at tage på, at være træt, at være opgivende og fremmed for sig selv, og nu har du endelig fået overskud til at gøre noget godt.

Du MÅ ikke stoppe nu. Du gør det ikke for deres skyld.

Det, du oplevede, mens du havde det værst og ikke kunne genkende dig selv, alt det du er i gang med at skovle ud af dit liv nu. Væk med det. Ind med energien.

Du er på hårdt arbejde, og hvis du samtidig gør det til et ekstra projekt at få din mand ned i vægt og op i sund kost og motion, tror jeg, du hopper ombord på en dødssejler. Så mister du dine egen energi.

Hvis han vil ændre sit liv, må han træde frem til pladen. Det er hans ansvar. Måske kan han blive inspireret af dit nye liv, men det vil tiden vise.

Jeg hepper af hele mit hjerte på dig. Jeg håber virkelig, du holder ved. Os, der har bokset med overgangsalderen og ved, hvor hårdt det er, vi ved også, hvor meget oprydning der er bagefter.

Hold fast. Det er megaflot, du er kommet i gang.

Hep, hep, hep.

Kærlig hilsen Puk.